Jeg fik en hjerneblødning i højre side af lillehjernen i 2018. Hæmorrhagia cerebri.
Blødningen skete formentlig på grund af genetisk betinget højt blodtryk, men ingen kan sige det med sikkerhed. Lillehjernen sidder i nakken og er på størrelse med en avocado. Her koreograferes og forfines kroppens bevægelser, og synscenteret ligger lige i nabolaget. Desuden er hjernestammen tæt på. Den skal man ikke banke på hos.

Hæmorrhagia’et var stort, og jeg ser fordele ved det faktum. Måske fordi jeg så kan undskylde en masse adfærd – ind i mellem også den, der var et problem før. For eksempel har jeg altid været klodset og til tider pinligt distræt. Nu kan jeg lade, som om det er hjerneblødningens skyld. Kun jeg kender forskellen fra før og nu. Den er enorm.

Hjerneblødningen kom fuldkommen uden varsel: En lørdag formiddag stod jeg på Toftegårds Plads og ventede på en bus, og pludselig blev et glødende, rustent jernbånd presset ned omkring mit hoved. Det gjorde ondt ud over det fattelige, jeg kunne ikke tænke, så jeg tænkte, at døden var et rimeligt bytte for de artikler, jeg ikke havde afleveret som freelancejournalist.

Jeg blev hasteopereret kort efter på Rigshospitalets neurokirurgiske afdeling, samt fik en trykskrue i panden for at lette presset på hjernestammen. Plus en masse andet cool udstyr til en overlevelsestur.

Inden jeg nogle uger efter blev fragtet i Flexbus ud til en flad realisme på Glostrup Hospital, havde jeg nået meget, blandt andet at gå ned ad en gang med rollator og dø en heroisk død i Flanderns mudrede skød. I omvendt rækkefølge. Man er jo nødt til at kompensere.

På Rigshospitalet blev jeg bragt tilbage i en ny model, med permanente skader i hjernen. Men I får ikke min historie om den efterfølgende rehabilitering her. Meget af den kan jeg ikke huske, noget var mådeligt, andet fint, en del ydmygende. Jeg kan dog give jer lidt af dommen – skrevet efter en tre timer lang session på et hjerneskadecenter et år efter hjerneblødningen. (Det var i øvrigt et godt sted.)

• Evne til at håndtere visuel information er lavt i middelområdet 

• God nattesøvn

• Nedsat psykomotorisk tempo

• Nedsat evne til vedvarende overordnet styring

• Nedsat evne delt/skiftende opmærksomhed og koncentration

• Nedsat evne indlæring og hukommelse (når viden skal genkaldes aktivt)

• Vanskeligheder med rummelig orientering/organisering/visuospatial perception.

• Nedsat evne til indlæring og hukommelse for et komplekst visuelt materiale.

• Periodevise føleforstyrrelser i venstre ben. ”Glemmer” til tider venstre side

• Svimmelhed

• Balanceproblemer

• Hurtig udtrætning

• Nedsat lugtesans

• Dårligere syn

Der kan ikke ændres væsentligt på nogen af de følgevirkninger, der fremgår af listen, undtagen måske lugtesansen, og jeg kan jo gå hen og få en dårlig nattesøvn.
Dét, som især angår min roman og de nye essays er, at jeg ikke kan finde vej. Rundt. Omkring. Helt bogstaveligt. Jeg levede videre, ja, men det var i en verden, der består af afrevne øer, dele af byer og landskaber hvirvlende rundt. I begyndelsen vidste jeg ikke, om Amager sidder fast på Sjælland, eller, i så fald, med hvilket hængsel. Jeg turde ikke tænke på, hvad der er på den anden side af Kalvebod Fælled. Saturns måner?

Men uanset de dårlige prognoser, så kan jeg stadig indlære, og min intellektuelle spændevidde er ikke forsvundet. Jeg har sat mig for  at lære. Først at gå nogenlunde lige ved siden af fortovskanter og hoppe på metroen i den rigtige retning, dernæst at læse, lytte, huske og forstå. Igen og påny. Matematik, fysik, geografi, kartografi, geologi, astrologi, arkæologi, historie. Pludselig vil jeg vide alt, også det, jeg ikke vidste før, og intet kan stoppe mig, selvom det sikkert er verdens dårligste strategi.