Svanejagten

Jeg er i gang med at skrive en roman, og det er hele omdrejningspunktet for denne hjemmeside.
Titlen er Svanejagten og refererer til en sekvens i bogen om Amager i 1700-tallet. Hjemmesiden er nødvendig, da forfatteriet går for langsomt. Jeg falder i researchhuller og andre kognitive, deficitte huller. Det første har jeg altid haft en tendens til, det andet skyldes en hjerneblødning. Jeg er nødt til at forholde mig til begge barrierer i forhold til at skrive en bog, og jeg har valgt at opfatte mit research-vanvid som en positiv tendens, nu, hvor jeg ikke længere lever med stramme deadlines. Arbejdet med de nye essays giver mig lov til at undersøge alt muligt, der ikke har en direkte betydning for romanen. Omveje er vigtigere end genveje, især i denne periode, hvor jeg ikke kan holde snuden i sporet.

Det første kapitel i bogen hedder ‘En prægtig død’. Det er mig, der dør. Afgjort en lettelse, for herefter kan læserne komme videre, for eksempel med kapitlet ‘Det sidste hvide næsehorn’. Og ‘Den arabiske albino.’