Første del
Essays før bogen
Prolog/disclaimer: Jeg opdagede for nylig, at jeg har taget nøjagtigt det samme billede på Fælleden adskillige gange. Ikke med vilje, men fordi min hukommelse er skadet. Jeg griner som regel af mig selv i den slags situationer, men denne fotoserie af … ingenting … smadrer et baseballbat i fjæset på mig og et hvert smil, der kunne være på vej.
(Mit essay er i øvrigt ufærdigt, så er I advaret. Jeg opfatter det som noter til bogen.)
Det samme billede foran mig. Himmel, eng og et lille træ. Himlen er skiftevis vasket og tørret af skyer og sollys, et akvarel-drama, der kun kan finde sted i naturen.
Når jeg står derude i det enkle landskab, kan jeg klare alle humørskift i sæsoner og vejrtyper. Jeg bliver gladere af at se på malerierne, de tidløse strejf af den ultimative pensel. Det er først bagefter, når jeg sidder derhjemme med billedet foran mig på telefonen, at jeg bliver bange for hemmeligheden i det.
Under himlen ser man græsser, blomster eller fortumlet jord afhængig af årstiden. Om foråret er græsset vandgrønt, om sommeren stedsegrønt – selvom det ikke er en blivende grøn, men sådan kan stedse godt opføre sig.
Efteråret har blommerød og sennepsgul på programmet. Om vinteren brunt og sort, enkelte dage hvide eller kaffefarvede striber af is og sne.
Men hemmeligheden. Jeg er altid alene, når jeg befinder mig lige dér, stående midt på Fælleden, uden at røre mig. Jeg trykker på den fordømte knap, som om det er vigtigt. Holder fast ved øjeblikket, selvom det ikke er rart.
For jeg klamrer mig til den eng, selv om den ikke vil mig noget, andet end at få lov til at være, hvor og hvad den er. Også når jeg er gået igen.
Mit had-kærligheds-forhold til stedet er som det, man føler for sin mest private sorg: Man kan næsten ikke trække vejret, når den rykker tæt på, men man er nødt til at se den i øjnene, og derinde finder man historien om sit liv.
Så se dog på det!
Træet
I den ene side af billedet et lille træ, som jeg ikke kender navnet på. Det skulle ikke undre mig, om det klassificeres som busk. Vindbusk. Tjørnebusk. Hvidtjørn.
Om foråret kan man være heldig at se et af drys ø-fattige, blege blomster på grenene. Nogen har bygget en kreds af runde sten omkring stammen, i trøst sikkert.
Jeg har mange fotos i mit arkiv med påfaldende ens motiver. De fleste viser træet til højre i beskæringen, et gyldent snit på en god dag. Alle er taget med iPhone fra samme position med ryggen mod boligejendommene på det yderste Vestamager.
Blæsten er et vilkår og kommer næsten altid fra nord-vest, om ikke andet så i min og træets bevidsthed – vi hælder begge to som Dronning Ingrid uden selv at tage notits af det.
Kragefuglen
Jeg har engang forsøgt at gå direkte mod stærk efterårsblæst på Kalvebod Fælleds asfaltvej. En kragefugl lå i vindlommen ved siden af mig, ligesom cyklister anbringer sig i parløb. Jeg var hjælperytter, og fuglen lagde sig tæt på mig i hovedhøjde, så jeg kunne bære den et stykke vej. Jeg gjorde et dårligt stykke arbejde, bæstet skævede mod mig med sit sidevendte øje, og jeg kunne fornemme en vis bebrejdelse.
Kan vi ikke bare sige, at vi følges ad? spurgte jeg, men forslaget blev verfet af med et skrig og et sving i modsatte retning.
Jeg tror, det var en råge, de har en mere stejl pande end andre kragefugle og et noget harsk udseende i det hele taget. Som små overlærere fra 1800-tallet, trættekære og umulige at danse med.
Hunden
Jeg går med min hund gennem billedet, som om vi bryder et lærred. Det er juni, og græsset er fyldt med lavtvoksende kløver, ranunkel, snerle, måske forglemmigej. Ved grøftekanterne kan man plukke vild gulerod, okseøje, måske baldrian, men jeg er ikke botaniker. Jorden er temmelig salt, tror jeg, det er trods alt inddæmmet hav. Det gamle Øresund har efterladt en del af sig selv.
Gåselortene er væk nu. For et par måneder siden kom en stor flok, 100 måske, og slog sig ned på det flade land, tæt på træet. De steppede rundt omkring sig selv og løftede vingerne, hvis noget rørte på sig i nærheden. Kun et par centimeter, men ellers snakkede de med hinanden, konfererede og sådan. De er der hvert år, jeg ved ikke, hvad de planlægger, hvor de kommer fra eller tager hen, men de skider og efterlader et tæppe af grønne og hvide lorte.
Så undgår jeg engen, min hund ville æde det, der svarer til hendes vægt i gåselort. Nu, i midten af juni, har græsset og de vilde blomster imidlertid taget over, og hun skovler grønt ind som et lille får. Jeg kan ikke garantere, at det er sundt, hun kaster ind i mellem op senere på dagen, men vi vælger vores kampe.
Portalen
Mine fotos er ikke en planlagt serie. Hvilket egentlig gør deres eksistens værre. Jeg ville ønske, at jeg kunne bruge som undskyldning, at det er en kreativ proces, der skal lanceres på Instagram, men forklaringen er nærmere en trist tilfældighed. Mindst ti gange har jeg stået på nøjagtigt samme plet og rammet et motiv ind, som forekom mig betydningsfuldt.
Jeg har oven i købet formuleret vigtige tanker for mig selv; at det ligner en slette på et helt andet kontinent. At det er en portal til et andet rige. Ugen efter har jeg foretaget den samme manøvre i den tro, at det er skide unikt dét, jeg gør. Et fremragende, nyt indfald. Halleluja.
Bukowski
Jeg vil dog give mig selv, at der er noget mystisk over den del af Fælleden. Når man vender ryggen til 8-tallet og Ørestads skulpturelle tentakler i det 21. århundrede, er der ingen by at se. Intet moderne og urbant. Det forekommer mig, at ødelandet strækker sig uendeligt og ufremkommeligt.
Selv nu, hvor jeg har siddet med kortet over Amager foran mig utallige gange, har jeg svært ved at forstå, at man nogensinde ville nå til havet på den anden side. Selv hvis man gik i dagevis.
Folk påstår noget andet, men jeg ender altid med en følelse af tungsind, fordi jeg ved bedre. At de bliver snydt, fordi dette skulle forestille at være Amager, og de kan ikke forestille sig noget mere dagligdags.
Om en ensomhed så massiv, at jeg er nødt til at citere Charles Bukowski:
‘You get so alone at times that it just makes sense.’
(Han var ensomhedens engel, det uregerlige, fine, fine væsen.)
Spindemøl
Min hund og jeg har vadet lige igennem fotoet mange gange, men vi to hører også til i en anden sfære. Hun er en lille traktor, og jeg er den elendige plov. Der skal bare pløjes, og det gør vi i al slags vejr.
Fordi jeg er så talentløs til det, får vi ikke rigtigt udrettet noget, og det er hele ideen. Min hund lever sit liv, som hun skal. Intetsigende og med al tænkelig mening.
It just makes sense.
Hun spørger mig i øvrigt, hvorfor der ikke er nogen høje træer i nærheden. Især undrer det hende, når vi hver morgen kl. 6.30 sjosker igennem det nybyggede område, der er blevet døbt Skovkvarteret. Hvor er så træerne? Her er masser af valmuer, kamille, kornblomster og okseøje på fællesområderne, men de stammer fra frøposer og er et resultat af arkitektvisioner.
Jeg er ved at forberede et svar til hende, som dog må vente til et andet essay – og bogen i øvrigt.
Men der er (næsten) ægte skov andre steder på Fælleden. Traktoren og jeg pløjede igennem en af dem for nylig på vejen hjem fra Kalvebod-turen om eftermiddagen. Vi afveg et par meter fra den sædvanlige rute, selvom min hund havde advaret mig med sine øjnes særlige diktion. Hun elsker nye oplevelser, men ved, at det ikke altid er tilfældet med mig. Derfor markerer hun med sit hyperblik og ørene, ryggen og halen i fare-remote.
Pludselig befandt vi os i et fortættet spøgelsesunivers af træer, omtrent bladløse, på trods af, at det er juni. Alle var viklet ind i hvide, klæbrige strenge, og nederst hang poser, i hvilke man kunne ane bunker af larver bag hvidt snask. Det gjorde ikke stemningen bedre, at gråkragerne har bygget reder i toppen af træerne og skælder ud til højre og venstre på denne årstid.
Min hund fik fart på, hun gad ikke engang snuse og trak mig lynhurtigt gennem denne helvedes-tunnel, (der nok i højere grad bør betegnes som et krat.)
Det var spindemøllen, der havde været på færde, fandt jeg senere ud af. Naturpark Amager har på deres hjemmeside følt sig nødsaget til at berolige opskræmte københavnere på grund af fænomenet, der dukker op hvert år forskellige steder på Amager Fælled. Spindemøllen har en meget stærk præference for slåen og tjørn, og dem plyndrer de for alle grønne skud, indtil larverne er udklækket.
Men rolig nu, det er ikke dommedag. Miseren kommer heller ikke fra Sverige, den er, som sagt, bare spindemøl, der lever et kort, og grimt liv i deres eget sekret. Derefter dør de, og træerne skynder sig at få blade igen – og lade som ingenting. Ligesom de fleste danskere.
Og på den anden side er der stadig bare Fælleden.
Skoven
Der findes også et sted herude, som hedder Pinseskoven. Den kommer faktisk fra Sverige. Birketræerne har sået sig selv, og frøene er blæst hele vejen over havet fra vores overbo. Navnet er opstået på grund af en opsynsmand, som hvert år slæbte sin familie ud i området til pinsefrokost.
Pinseskoven er en uanseelig lokation, ikke mindst hvis du spørger folk, der er vant til de statelige forhold i Nordsjælland. Men den er kendt blandt naturelskere som eneste levested for vild, blå iris og visse sommerfuglearter.
Jeg nævner Pinseskoven, fordi jeg ikke ved, om jeg har vandret i den. En fejl, men det kræver noget research. For eksempel skal jeg finde ud af, om skoven er identisk med et meget omtalt naturområde, hvor der er bygget nye gangbroer i søen, så besøgende kan slentre i tuber af kæmpe-siv.
Det vil jeg undersøges nærmere. Problemet for mig er imidlertid, at jeg først skal være færdig med fotoet, som okkuperer min tid og kun kan tages inden for et mindre, specifikt areal. Alene i dag skød jeg tre versioner – stadig uden nogen følelse af progression.
Der var kun ensomheden, den utrættelige følgesvend, men så har jeg da den.
Og hov, glem ikke min lille, terrængående traktor, der tøffer gennem lærredet og trækker mig videre, når stilstanden bliver for lammende.
Hun skal nok få mig ud i Pinseskoven.
