Dette essay er skrevet for næsten ti år siden og handler om sommeren 2011. Jeg genlæser det først nu. Essayet er temmelig oppustet og morbidt, men kan undskyldes med, at det handler om en tung-i-røven-koncert med The Cure på Roskilde og en oplevelse for livet med Prince på 10-øren. For livet …
Fem år senere var Prince død.
Lørdag den 6. august 2011 var jeg en grim menneskegnalling. Sommeren lå bag mig. En halv skilsmisse, en halv kæreste, et kvart job, det var splitting i rum og sind.
Bagefter ser jeg koncerten som en genfødsel af de platte. Så fed i sin symbolik, at jeg i første omgang ignorerede den.
Men den står tilbage. Alt tårnede sig op, sejlede og forløstes den aften.
Før det, en tur forbi skuffelsen på Roskilde Festival. Jeg har aldrig tilgivet Robert Smith.
I min verden var han den mest lækre vanillesmerte af dem alle – jeg blev båret gennem Londons rimtåger af ham.
Og så siger manden, at han er ligeglad. Han vil hellere sidde i øreklapstolen i silkekofte og gnide sin rynkede røv mod Tricia Guild-betrækket. Måske ikke helt sådan, men det var dét, jeg hørte, og det fæstnede sig, og jeg tror også, at DR-journalisten, som interviewede Smith på Roskilde, blev eksistentielt skuffet. Hun havde taget Dr. Martens på og trukket øjnene op med lidelsessort streg, ikke kohl, eller smokey eyes, men streg, som det hed i 80’erne, og så var han bare en bedstefar.
Ikonet sad og kedede sig, mens titusindevis af tosser svajede loyalt udenfor sendevognen.
Hvad blev der af arterieblod, ridser i diamantvinyl, at ligge død i poolen og håbløst drive i spøgelsets blik? Hvem var den gamle drag, der sagde, at The Cure var et slags arbejde, som han knap gad at stå op for?
Koncerten varede tre timer, og jeg følte ingenting. Måske havde jeg ventet for længe, savnet, projiceret for meget, og da The Cure endelig stod der, havde de ingen direkte linje. De ville bare hjem på hotellet.
Jeg sørger stadig over de timer, et bagkatalog af dejlig død gled fra mig.
Silkegrå og figursyet. Prince
Det var sårende. Efter 25 år sagde Robert Smith ligeud og til alle, der gad lytte, at nu måtte jeg klare mig selv. Han havde ikke vagten længere.
Med den erkendelse fulgte et tydeligt billede af unge mig selv gennem tusinde timer med sørgemarcher for de levende. Begravelsesoptog for ufærdige individer, der ikke aner, at mennesker kan gå hen og dø virkeligt, som i kød på stålborde hos retsmedicineren, og de gør det oven i købet i løbet af livet. Uden at sige det på forhånd.
Der var kun mig og en masse opsvulmet snot. Kun mig, mig, mig. Jeg måtte ikke bo der mere, og Michael Strunge var også for længst flyttet.
Lørdag d. 6. august 2011 fik jeg så en anden melding. På 10-øren. Derude, hvor Amager skubber til Sverige og er vidstrakt og meget grønnere, end I tror. Prince.
Det var lummert af helvede til, klægt nærmest. Humøret underligt. Små trolde kæmpede om pladsen indeni mig, men jeg havde gode mennesker ved min side, vi købte t-shirts og fadøl i rammer med håndtag.
Jeg drak ikke alverden, havde trods alt hold på den del, og da han gik på, silkegråt og figursyet, var jeg næsten glad. Jeg tænkte, at nu er jeg glad, måske tre-fire sekunder, og opfattede det ikke som forpligtende eller øllet.
En time gik der. Måske halvanden, hvor Prince hentede Amager ud af den vante bane og plantede os om. Denne mand er ikke ligeglad, han tilbeder sig selv og kan fortsætte i én uendelighed på lilla piller eller universalsex eller, hvad Fanden nu hedder i sit lønkammer. Det er også ligegyldigt, vi vil ikke kende ham eller føde hans dværgeunger, vi vil bare svømme med øresvin og nøgne mulatter og drikke af verdens længste horn.
Men pludselig trak sommervarmen sort vand til sig, og med et fik vi syndefaldet ned over os uden anden forvarsel end tidligt tusmørke.
Det var alt vand i himlen, der tonsede ned på ét sted. Kun på 10-øren, andre dele af København gik fri, og der har været talt om fænomenet siden. Alt blev blåt og sort, og Prince forlod os stille.
Jeg var sølet igennem på få sekunder og begyndte at spekulere på kviksand. Har vi ikke fået at vide som børn, at man ikke må kæmpe imod? Så bliver man suget ned, og kun hovedet er frit til slut, ligesom Sølvpil.
Jeg fik fødderne op af dyndet og råbte til min ven, der er mand og høj og stod under bruseren og grinede, nu går jeg hjem.
Det var afbrudt samleje, og det var perfekt. Jeg tumlede hjem og tørrede mobilbatteri og mig selv med hårtørrer. Billetten lagde jeg på radiatoren.
Nu var jeg ikke glad længere, men for første gang i mange år vred, og det var endnu bedre.
For der ER virkelig noget at græde over, folk dør og forsvinder, og vand falder ned over os, selvom vi er sammen.
Vi er sammen.