… men det tager 20 år
I efteråret 2019 døde min eksmand af en overdosis smertestillende medicin. Alene, 52 år gammel. Han var dybt afhængig af de såkaldte opioider og dermed offer for et vanvid, der har sin rod i USA.
Et år efter dødsfaldet fik jeg oplyst navnet på den opioid-type, som slog min eksmand ihjel: Fentanyl, verdens mest dødelige, 100 gange stærkere end morfin, 50 gange stærkere end heroin.
Men på dødstidspunktet kendte jeg ikke karakteren af Toms afhængighed. Det ligger i medicin-misbrugets natur, at det opererer i skyggerne.
Nu, fire år senere, er jeg klar til at dele historien med jer. Mine døtre fortjener, at der bliver udråbt en skurk.
Tilføjelse d. 12. februar, 2024: Der er i den seneste tid blevet skrevet meget om opioiders indtog i festmiljøet, hvor unge kastes ud i misbrug eller ligefrem risikerer at dø. Interessen gælder også narkomaner på den sociale bagside, der vælger Fentanyl som den ultimative rus. Men medierne sover, når det handler om smertepatienters og langtidssyges afhængighed. Disse mennesker får opioiderne udskrevet af praktiserende læger, hvilket er afsindig farligt – og et ubeskrevet blad.
Det var en af de første dage i november 2019, og der lå en bagstræberisk dis over Amagerbrogade. Bagstræberisk, fordi en dis kan være smuk og foregribe eller forlænge en varm dag, brodere vandperler i græs og edderkoppespind. Men en dis kan også være grim og sygelig, gribe fat om din hals og trække dig ned.
Det var den sidste version, der krøb ind i min eksmands lejlighed og nu lå over hans møbler og ting. Hvis jeg lod hånden glide henover armlænet på vores engang fælles sofa, kunne jeg mærke den fedtede hinde, de første mugsporer.
Der havde kun været lukket for varmen i et par uger, men opløsningen var allerede i gang. Den havde tilintetgjort mennesket, nu var det tid til løsøret.
Jeg stod overfor en af den slags opgaver, som man ikke kan sige nej til. At rydde op i min eksmands taglejlighed på en sidegade til Amagerbrogade. Min dødfundne eksmand.
Det var et par uger siden, han knækkede sammen med åndedrætsbesvær, lige dér på gulvet ved siden af sin seng. Dér, hvor nogen havde smidt et par håndklæder oven i de blodstrint, jeg stadig har mareridt om fire år senere. Jeg sagde til mig selv, at han måtte have slået sit hoved, da han faldt. Det var næseblod, sagde jeg til mig selv.
Jeg så mange scenarier for mig: Betjentene, der tørrede nødtørftigt op på gulvet ved at skubbe håndklæderne, de havde fundet på badeværelset, rundt med deres støvler. Den tilkaldte læge, hvis irritation og træthed smittede af på de andre tilstedeværende, som begyndte at skændes om rimeligheden i overhovedet at være der – tidspresset taget i betragtning. Ambulancefolkene, der manøvrerede båren med min eksmand ned fra femte sal, bandende over de forræderisk glatte og alt for smalle trapper.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg forsøgte – og forsøger – at se handlingsforløbet for mig. Det er sikkert for at aflede tankerne fra ham i den situation – konturerne af ham på lakerede trægulv. (Udlejerens nevøs sjuskede lakering af det elendigt slebne trægulv.) Måden, kroppen var foldet om sig selv i et sidste forsøg på at skærme sig mod omverdenen. Lyset, som ikke kunne få lov til at være lys, men forblev en grå masse.
Jeg har aldrig nogensinde set noget værre – uden at se det. Især fordi jeg ved, at mine piger også bærer rundt på dette billede.
Hallo, her boede altså en far
Politiet efterlod min eksmands mobiltelefon og nøgler på reolen, som stod i entreen. Der var også en toiletrulle og nogle plastichandsker. Min yngste datter havde engang fået lov til at tegne med farvekridt på siden af reolen, en hamster vist nok, og en pige med gult hår. Man måtte godt tegne på møbler hos hendes far. Gad vide, om betjentene lagde mærke til det?
’Hallo, her boede altså en far’, fik jeg lyst til at råbe. De 45 kvadratmeter var fyldt med beviser på netop dette: En dørliste, hvor min eksmand havde markeret, hvor meget hans yngste datter voksede gennem årene. Slikpapir, der dukkede op mærkelige steder, for eksempel klemt ind mellem to bind af Ringenes Herre og foldet i origami-stil. Skolebøger og penalhuse, jeg havde efterlyst i årevis, sågar en hel skoletaske med tilhørende gymnastiktøj, hvis forsvinding min datter, loyal over for sin far, havde påtaget sig skylden for.
Hun var hans sikkerhedsvagt, grænsevagt, fredsvagt … ambassadøren i dette lille, nedslidte land.
Jeg følte pludselig en aparte taknemmelighed overfor politiet, måske fordi de havde foretaget sig nogle enkle, logiske handlinger, som sociale regler foreskriver, at man gør, når man trænger ind i et fremmed menneskes hjem. Det kan også være, at jeg desperat dannede alliancer, der ikke fandtes i virkeligheden. Jeg havde jo ingen at dele de følelser med, som greb mig. Jeg kunne destillere ensomheden direkte ud af luften og drikke den.
På dødstidspunktet kom der sjældent nogen ud over mine døtre i lejligheden. Måske et par af de modigste fra kommunen, en eller anden forpustet stakkel fra Nemlig. Hvad vidste jeg? Politiet havde i det mindste betrådt disse gulve.
Det var også dem, der troppede op hjemme hos mig sent en lørdag aften og overbragte mig meddelelsen om min eksmand.
Min første indskydelse, da det bankede på døren, var, at nogen fra opgangen ville skælde ud eller ligefrem spørge om hjælp. Det var noget med præcisionen i de bank. Jeg åbnede og så ind i brystet på to uniformer, registrerede, at den ene betjent havde langt, lyst hår og netop på grund af det lange, lyse hår vidste jeg, at meddelelsen var tung. Den var måske nemmere at modtage fra en kvinde med hår, der havde været igennem et glattejern.
Jeg var et dårligt eksempel for mine døtre, der stod og holdt vejret bag mig. Min ansigtsmuskulatur forrådte mig, og jeg opdagede, at jeg stod og smilede servilt til den kvindelige politibetjent, da hun fortalte, at min eksmand var blevet fundet død samme dag. Sagde nærmest glædestrålende ja til, at ordensmagten kom indenfor og oplyste et par ting. Jeg er bange for, at jeg spurgte, om de ville have et glas vand eller en kop kaffe for at styrke sig.
– Det kommer ikke som et chok, sagde jeg til den lyshårede. Konspiratorisk, som om vi havde en hemmelighed sammen nu.
Gu’ var det et chok. Selvom jeg kendte misbruget og havde levet op og ned ad det i mere end 20 år, var denne dag aldrig en mulighed i min bevidsthed. For når jeg påstår, at jeg kendte misbruget, er det ikke det samme som forstod. Man kan komme så tæt på et ulykkeligt menneske, at man er tvunget helt ind i porerne på det. Der er ikke længere noget overordnet mønster.
I den første tid brugte jeg – i mangel af bedre – hjertestop som forklaring på dødsfaldet, både overfor min familie og mig selv. Hjertestop er noget, der kan ske for alle, og ordet bringer en stemning af værdighed med sig.
Politiet kunne ikke være behjælpelige med en dødsårsag, før en patolog havde foretaget en undersøgelse på Rigshospitalet, skyndte de sig at sige. Jeg stillede nogle få spørgsmål, men det forekom mig at være et teaterstykke for pigernes skyld.
Ren retorik a la:
– Hans krop kunne nok ikke mere?
– Nej.
Jeg græd i øvrigt mere, end jeg smilede under politiets besøg, siger mine døtre. Jeg kan overhovedet ikke huske gråden, heller ikke i årene, der kom. Kun at jeg holdt øje med pigernes ansigter, blev ved med at tjekke, om de var okay.
Det gør jeg i øvrigt stadig, og omvendt skæver de til mig. Især min ældste datter har, siden hun var børnehavebarn, forsøgt at aflure mine ansigtsudtryks hemmeligheder. Heldigvis er hun blevet bedre til at stille spørgsmål.
Frakken, der selv kunne stå
Det var en rodet tid med mange uoverlagte valg. Jeg begik for eksempel en fejl, da jeg lod min yngste datter, der dengang var 15 år, komme med op i sin fars lejlighed kort efter hans død. Jeg havde endnu ikke været der selv, så jeg i det mindste kunne have været bolværk mod, hvad der var at se.
Hun trådte ind i entreen, drejede hovedet mod et af de to værelser og lod blikket falde på gulvet foran sengen. Hendes kæbe låste, armene faldt ned langs siden. Jeg erkendte fejlen og trak hende ud i opgangen, hvor hun sad, farveløs og stille, på et trappetrin, mens jeg fór rundt og ringede til mennesker. Jeg aner ikke, hvad jeg sagde til de mennesker eller havde tænkt mig, at de skulle gøre. Jeg skulle bare have taget min datters hånd og være gået, men jeg lod hende sidde i den tarvelige opgang med hans nøgler presset ind mod brystet, mens jeg gik i rundkreds.
Man skulle tro, at jeg havde lært noget af den hændelse, men senere, efter at der var ryddet en anelse op, tog jeg min ældste datter med. Hun ville gerne, sagde hun …
Hun tilbragte fem minutter i halvmørket, løftede et par bøger ud af en bogkasse, (hun delte interessen for historie med sin far, han ejede metervis af bøger om Romerriget, oldtidens Grækenland, Babylon og så videre) – og så opdagede hun frakken i hjørnet. Det var hendes fars gamle vinterfrakke, hans signatur og skikkelse. Men frakken opførte sig ikke, som overtøj skal, når det er smidt på gulvet. Den var så stiv af skidt, at den kunne stå selv, den ellers så fine Armani-frakke, han og jeg for mange år siden havde købt i Fields. Dermed var besøget slut.
Jeg forsøger ikke at være for hård ved mig selv, når jeg tænker tilbage på de dage. Dårlig dømmekraft er sikkert naturligt for en pårørende. Mest af alt håbede jeg, at mine døtre kunne komme lidt tættere på deres far i den umulige fase. Jeg havde i den grad behov for nogle ritualer eller praktiske gøremål, vi tre kunne læne os op af. Havde vi bare haft mulighed for en indianer-begravelse på Amager Fælled, tæt på det sted, en af de fem hamstere, han havde opfostret, var gravet ned med en ske. Jeg drømte om en hippie-ceremoni, der gav os lov til at være storladne og sende manden af sted til en af Saturns måner.
Alt andet end den danske model, hvor sorgen er så klinisk, at den selv sørger for at vaske hænder.
Jeg ser dig, du fandtes
Det tog mig en uge at rydde op i min eksmands lejlighed. Alene, bevæbnet med affaldssække og rengøringsmidler dykkede jeg ned i det kaos, som havde samlet sig gennem de sidste år af hans liv. Der var intet elektrisk lys udover en gulvlampe, som foretrak at ligge ned, og to spots under køkkenets overskabe, og selvom jeg ankom om formiddagen, havde vinterlyset ikke mange chancer for at knibe sig ind ad skråvinduerne.
Jeg gik i gang med de arkæologiske lag af papirer, tøj, fotos og mange, mange andre ting. De vidnede om sygdommen og manglende evne til at sætte sig ud over den. Men også om det liv, min yngste datter levede, når hun besøgte sin far. For hende var dette en normaltilstand, og hun kendte ikke andre måder at have en far på. Midt i tragedien skal man huske, at der for hende var masser af gode dage, i hvert fald da hun var en lille pige. Alt foregik her, og når hendes far ikke sov, så de tv, tegnede, spillede computer og lavede mad.
Jeg smed en masse affald i sækkene, for eksempel madvarer, og jeg fandt kilovis af fotos og bøger, som jeg tog med hjem til pigerne.
Fragmenter af min ungdom dukkede løbende op og stak i brystet på mig. For eksempel fotos af os i grunge-outfit på en stentrappe med havet i baggrunden, franske kogebøger, der repræsenterede en klassisk mesterkok-periode, Jamie Olivers dansende, farverige opskrifter, der skulle revolutionere en hel generations madpsykologi.
Hver gang, en ny artefakt kom frem, satte jeg mig og iagttog den grundigt, som om nogen på et museum hinsides ville komme efter mig ellers. Det her var vigtige minder, og hvis jeg ikke havde ført dem til protokols før, måtte jeg gøre det nu.
Samtidig førte jeg en envejs samtale med min eksmand om udvalgte genstande for at sige: ’Jeg ser dig, du fandtes.’ Jeg var også sarkastisk, noget jeg i øvrigt havde finpudset med ham gennem et halvt liv: ’Jeg tager altså det her kunstværk, som JEG engang købte i en antikforretning i Bredgade. Nu har det stået og gloet ind i dit skide savsmuldstapet i ti år.’
Jeg skældte faktisk rigtig meget ud, for jeg var vred. En latent følelse efterhånden. Hvordan kunne han pisse sit liv væk på den måde, udsætte os alle sammen for det her?
Det var dog den første tilgang, at være en gammel, beroligende ven, der hjalp i tiden efter. Vreden mod en afdød misbruger er logisk – og fuldkommen ubrugelig. Man kan rase mod det støv, han eller hun har efterladt, men det er først, når man dvæler ved mindet om den citrontærte, vedkommende bagte, at livet giver en lille smule mere mening.
En af de sidste opgaver, jeg påtog mig i lejligheden, var at fylde en stor sportstaske med medicin, pakke efter pakke, nogle af dem stadig uåbnede.
Der stod OxyContin på dem alle.
– Det lort, tænkte jeg, uden helt at vide, hvad det var.
Tom kom fra en tryg og glad opvækst og uddannede sig til journalist på Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus, hvor vi mødtes. Vores karrierer tog fart i 00’erne, dengang man bare behøvede at rømme sig og sige ’spidsvinkling’, så var man installeret i en magelig virksomhed med høj løn. Vi giftede os og fik to piger. Flyttede ind i et arkitekttegnet hus på Amager.
Jeg sammenfatter dette provokerende kort, men det er ikke for at nedvurdere de gode år. Jeg vil blot slå fast, at de var der og skal huskes. Tom var en meget intelligent og nysgerrig person. Han elskede sin familie, sit arbejde som redaktionschef på en journalistisk arbejdsplads, han elskede verden. Humor, skarphed og store armbevægelser var hans kendetegn.
Indtil migrænen slog til for cirka 20 år siden. Tom fik med jævne mellemrum voldsomme smerter, der borede så ondskabsfuldt i hans kranie, at han kastede op og kunne ligge i dagevis uden lindring.
Der har efter al sandsynlighed været tale om den værste af alle migræner, Hortons, eller en kombination af flere typer, men det hjælper os ikke nu. Ligesom det kan være ligegyldigt, at man bliver ved med at trøste sig selv med at: ’Manden ville jo ikke have hjælp.’ ’Han gav alle andre skylden.’ ’Han havde ingen selverkendelse.’ ’Han brændte alle broer.’ ’Han var manipulerende’. Og den kuldslåede sortie: ’Det var nok også det bedste.’
Jeg skal ikke være hellig og sige, at jeg som hustru og senere eks aldrig gav op eller ønskede ham langt væk. Jeg gav op hvert andet øjeblik i relationen til den mand, der gradvist ændrede personlighed til det værre af afhængigheden.
En af årsagerne til min afmagt var, at Tom ville være alene med migrænen og nægtede at inddrage eller modtage råd fra andre end dem, der kunne give ham ’den rette medicin’. I den proces skubbede han mennesker fra sig. Familie, venner, kolleger. Det skete umærkeligt og langsomt, men det skete.
Os, der levede med Tom, kunne ikke stille noget op ud over at sætte den ene fod foran den anden og fortsætte hverdagen med arbejde og skole. De to af os var børn, og jeg var simpelt hen ikke stærk nok.
Han-elefanten
Da vi stadig var gift og børnene små, tog jeg initiativ til, at Tom blev udredt på en hovedpineklinik i København. Det hjalp ikke. Han supplerede sit voksende lager af kodimagnyler med migræne-medicin. Den er i udgangspunktet ikke vanedannende, men Toms smerter var så invaliderende, at han udviklede angst for dem, blev mere og mere anspændt, fik mere og mere ondt, så han praktisk talt åd migrænemedicin til sidst.
En af bivirkningerne ved ikke at overholde anbefalingen af dosis på hovedpinemedicin er hovedpine … Så hvis man skal tale om en eksponentiel kurve i nogen sammenhæng, er det her. Der var ingen mulighed for at knække kurven, for ligeså snart et migræneanfald var slut, kunne man høre et nyt hvæse og gøre klar til angreb.
Her i 2023 kan jeg hænge som en drone over historien og se de fælder, vi vadede lige ind i gennem årene. For eksempel, at jeg accepterede (eller ignorerede, vælg selv) min mands selvmedicinering. Man kan sagtens tale om medmisbrug, for min hverdag blev jo også lettere, når min mands gjorde.
Men overblikkets luksus havde jeg af gode grunde ikke dengang. En dagligdag med småbørn og arbejde krævede for mit vedkommende en ret ryg, en konet page og et vist talent for fortrængning.
For Tom handlede det om at skjule sin smerte. Tavshed ud ad til, ditto ind af til. I privatlivet var det opslidende, grænsende til det traumatiske. Det er et klassisk eksempel på han-elefanten, der mener, han gør sin flok og sit afkom en tjeneste ved at lægge sig til at lide i et hjørne. Men syge elefanter fylder godt i rummet, skulle jeg hilse og sige.
Devisen var: ’Jeg er meget syg og lægger mig lige. Selvom du ser mig, og jeg faktisk ligger i vejen, skal du lade som ingenting.’
Retrospektivt kan jeg dog forstå Toms behov for, at der ikke taltes om migrænen på arbejdspladsen. Han vidste instinktivt, at der ikke var plads til den slags. Sociale normer bremsede åbenhed. Migræne er en sygdom, der i de værste tilfælde slet ikke opfattes som en sådan. Snarere noget i familie med kvindelige neuroser fra et andet århundrede, Matador-Maudes uafvendelige flugt fra at tage ansvar.
Jeg er klar over, at holdningen har ændret sig de seneste ti år, og i 2023 bliver kronisk migræne i højere grad taget alvorligt.
Jeg må dog være kynisk og sige, at jeg ikke har overskud til den debat. Hvad skal jeg bruge den til nu? Dengang gik jeg rundt med en fornemmelse af, at vi var oppe imod noget grådigt og uovervindeligt. Desuden må jeg indrømme, at vi nok begge havde en reaktionær indstilling til arbejdslivet. Det var simpelt hen for uværdigt at blive lagt ned af hovedpine.
Som årene gik, øgedes desperationen hos os begge. Migrænen forværredes, og så kom sukkersygen, der tilsyneladende havde raset i min mands krop adskillige år, før diagnosen blev stillet. Jeg kan ikke længere gøre rede for, hvornår den ene lidelse overtog den anden, eller om alt blev blandet sammen, men misbruget forhindrede alle forsøg på at samle stumperne op og helbrede.
For at gøre det værre, ignorerede Tom ind i mellem sukkersygen eller glemte simpelt hen at behandle den. Han fik sår, der ikke kunne heles, nye smerter … I perioder var han ekstra nedbrudt på grund af besynderlige virus-sygdomme. Jeg spekulerede på, om hans immunforsvar var slidt op, men i dag har jeg en mistanke om, at det var regulære abstinenser. Gennem årene forkortedes intervallet mellem hospitals-indlæggelserne, og de blev også ’normale’ til slut.
Det var også det, Prince døde af
Misbrug er tabubelagt i samfundet, for eksempel alkoholisme. Men hvad betyder den sætning overhovedet? Tabu, samfund … mindst to ord ophæver sig selv. Læseren keder sig på forhånd.
Hvilket viser, at problematikken er så italesat og institutionel, at de færreste ved, hvordan de skal forholde sig, i hvert fald ikke overfor de pårørende.
Men for overhovedet at etablere et tabu, skal man kunne se det, man frygter. I forhold til medicinafhængighed er sigtbarheden nede på nul. Selv hvis nogen satte sig over for den pårørende og sagde: ’Lad os tale om problemet og forsøge at løse det i trygge rammer’, ville hun/han ofte ikke kunne sætte ord på.
Det handler jo om formodninger. Hustruen formoder, at hendes mand får ordineret en form for medicin, der minder om morfin. Medicinen er vist nok kendt fra nogle kriseramte, amerikanske stater, hvor staten lukker en bilfabrik eller en mine hver anden dag.
Men vent! Hustruen stopper op. Den slags fattige mennesker er nemmere at snyde end os, tænker hun, og de amerikanske sundhedsmyndigheder er noget helvedes rod. Hvordan kan det ske i Danmark?
Senere blev jeg klogere.
’Det var også det, Prince døde af,’ hørte jeg mig selv forklare ved et par lejligheder. Måske i trods over, at berøringsangsten virkede lammende.
Men da var løbet kørt.
OxyContin, den amerikanske svinestreg
Tom sagde sit arbejde op, da han ikke kunne holde til mere, og fra den dag var der kun forværring. Vi blev skilt, finanskrisen tog resten. Derouten i vores liv var hurtig og konkret. Et stort hus blev erstattet med små lejligheder, og høje journalistlønninger med freelance-klatskillinger og overførselsindkomster.
I dag sidder jeg og tænker, hvad jeg skulle bruge alle de svinedyre, farvekoordinerede flyverdragter til. Materiel nedgang er en noget, man kan overleve. Den menneskelige forholder det sig anderledes med.
OxyContin kom ind i Toms liv for cirka ti år siden, da en praktiserende læge smed ham ud af sit kontor og meddelte, at hun ikke ville have noget med hans misbrug at gøre længere. Han blev henvist til en såkaldt smertelæge, der introducerede OxyContin for ham. Sådan tror jeg i hvert fald, det forholdt sig. Under alle omstændigheder var den smertestillende medicin lægeordineret.
Jeg kan stadig huske Toms glæde … Endelig var der en læge, som ville hjælpe ham og troede på, at han havde frygtelige smerter. At det ikke var psykosomatisk.
Man skal ikke undervurdere styrken i at få lindring, ikke mindst når den syge oplever, at mange er skeptiske. Vedkommende føler det som et fængsel eller en tremmeboks, ligesom dem, der står i retssalen i autokratiske stater. Personen i tremmeboksen kan ikke forstå, hvilken forbrydelse han/hun har begået og bliver samtidig overvåget fra alle sider.
Når afhængigheden overtager, vil samme person miste sin virkelighedssans og blive paranoid. ’Alle er ude efter mig og vil dømme mig på forhånd.’
Jeg er overbevist om, at første gang Tom slugte en OxyContin, blev hans endeligt underskrevet – sammen med recepten.
I 2019 sad jeg således på et grimt trægulv med en taske proppet med denne såkaldte syntetiske opiod. Jeg vidste godt, at det var et afhængighedsskabende præparat, som på ingen måde burde forekomme i de mænger i en privat persons hjem, og jeg havde åndsnærværelse nok til at få tasken afleveret på apoteket.
Jeg var dog ikke klar over, at samme taske repræsenterede en epidemi, der havde sneget sig over Atlanterhavet fra USA.
OxyContin blev markedsført i 90’erne af firmaet Purdue Pharma, der er ejet af den vulgært rige familie Sackler. Disse menneskers ugerninger står på højt på listen over historiens største svinestreger, en regulær gift-massakre på mennesker, som gik til lægen med noget almindeligt og blev behandlet med noget ualmindeligt skadeligt. (Se blandt andet dokumentaren The Crime of the Century).
Man får næsten kvalme, når man hører, hvordan firmaet bevidst misledte amerikanske læger og bildte dem ind, at deres patienter ikke ville udvikle afhængighed. Det hører også med til historien, at de læger, der udskrev flest recepter, fik de største bonusser. Desuden sørgede korruption på højeste niveau i sundhedsmyndighederne for, at vanviddet kunne fortsætte i dekader.
Sandheden om narkotikummets farlige effekt kom for en dag, men da var mere end en halv million amerikanere døde af overdoser. OxyContin har nemlig den ekstra finesse, at medicinen virker fortrinligt, alt for godt faktisk, men efter et stykke tid aftager virkningen, og den afhængige griber til hårdere stoffer, for eksempel heroin.
Football-stjernen, der døde som narkoman
I dag bliver vi ofte fortalt analogien om en amerikansk teenagedreng, larger than life, quarter back på lillebyens football-team og med talentspejdernes bevågenhed ved hver kamp. En dag brækker han anklen og går til sin private læge, der stolt udskriver et vidundermiddel. Smerten forsvinder, mens anklen heles, og den unge sportsmand har det oven i købet fortræffeligt i begyndelsen.
Men samme livskraftige person bliver narkoman i løbet af et halvt år og dør som 27-årig af en overdosis heroin på gaden. Siden anklen brækkede, har han ikke spillet ét sekund football.
I dag, fire år efter Toms død, er historierne om opioid-skandalen og -misbruget for alvor begyndt at optræde i danskernes hverdag. Gennem tv-serier og -dokumentarer, podcasts og avis-artikler får vi et indblik i den sindsoprivende tragedie, som mange mener er med til at ødelægge landet. I den forbindelse kan blandt andet nævnes Dopesick med Michael Keaton i hovedrollen.
Washington Post er efter min mening det medie, som har fulgt epidemien mest vedholdende og professionelt med The Opioid Files.
Efterforskningen mod Purdue Pharma og andre medicinalfirmaer var fortvivlende længe undervejs og pågår stadig, fordi det i første omgang lykkedes medicinfirmaet og dets marketingsafdeling at betale sig fra svineriet. Læs om det her.
Fentanyl – den mest dødelige af dem alle
Jeg fik ikke set nærmere på dybden af Toms afhængighed i første omgang. Men cirka et år efter bisættelsen var jeg hos min praktiserende læge, der også var min eksmands. Pludselig sagde lægen, ramt af en indskydelse, der åbenlyst gav ham beske opstød.
– Han blev jo fundet med fire plastre. Politiet ringede til mig.
– Ja, sagde jeg. Men anede ikke, hvad manden talte om. Plastre?
Ordet ’Fentanyl’ kom i spil, efterfulgt af ’manipulerende’ og andre udtryk, der skulle placere skylden samt dulme en dårlig samvittighed.
Jeg var lamslået, gik hjem og googlede.
Fentanyl er en syntetisk opioid ligesom OxyContin, men styrken kan ganges med hundrede, også i forhold til morfin. Det fås blandt andet i såkaldte depotplastre. Man kalder Fentanyl for ’heroinens syntetiske fætter’, men der er en forskel i familieskabet: Fentanyl er 50 gange stærkere, tre milligram kan slå et menneske ihjel. Opioiden kan så nemt som ingenting fejldoseres, hvis der ikke er en fagperson til at overvåge behandlingen.
I de værste tilfælde er effekten, at åndedrætsorganerne slapper så meget af, at de holder op med at virke. Fentanyl kvæler sit offer ved den mindste overdosering.
Fentanyl træder villigt til, når effekten af andre stoffer ikke er nok for misbrugeren længere. Narkomanen oplever det hidtil mest euforiske og afslappende trip. Intet kan sammenlignes med det, hører man fra overlevere i narko-miljøet, hvor brugte depotplastre sælges, stadig potente som ind i helvede.
Fentanyl kan også købes online i de mørke labyrinter. Blandt andet produceres stoffet på kinesiske laboratorier og sælges via nettet.
Et af de lande, hvor misbruget blandt narkomaner på gaden eskalerer voldsomt, er Canada. Dokumentaren ‘Opiod Tragedy. Inside the Fentanyl Crisis’ omhandler netop dette.
I de senere år er Fentanyl begyndt at sive ind i festmiljøer for unge, også her i Norden. Det blandes i al hemmelighed ind i andre produkter som små, trojanske heste, der først slår til, når de er inde i hjernen. Neurotransmittere sættes ud af funktion, kroppen får besked på at lukke ned. Samtidig er de unge uvidende om, hvad de tager, og festen kan ende fatalt.
Dødekontoret
For nylig tog jeg mig sammen og kontaktede politiet. De havde trods alt bedt om, at der blev foretaget to obduktioner, og jeg fik samtykke via min datter til at høre konklusionen.
I omstillingen sørgede de for at stille mig videre til Dødekontoret. (Nej, det er ikke Harry Potter, men Politigården i København.) I første omgang blev jeg bragt ud af fatning på grund af navnet på kontoret, men rent faktisk talte jeg med den mest venlige og empatiske mand, jeg nogensinde har haft kontakt til i forbindelse med noget personligt og vanskeligt. Det var en kort samtale, hvor den ansatte på Dødekontoret bekræftede, hvad lægen havde sagt.
Jeg havde ikke brug for flere oplysninger den dag.
Tilbage i 2018 skulle jeg have stillet spørgsmålstegn ved depotet af OxyContin i min eksmands lejlighed. Overdraget det til politiet med en opfordring til at undersøge, hvordan en mand, der knap havde sin førlighed tilbage og boede på femte sal, kunne være i besiddelse af så meget farlig medicin. Han var oven i købet lige blevet udskrevet fra Hvidovre Hospital, hvor han var indlagt på grund af en overdosis og lå i respirator, blot en af mange indlæggelser det år.
Jeg havde besøgt ham et par gange. Ved det første besøg havde personalet netop befriet ham fra respiratoren, og han var ikke i stand til andet end at sige ’undskyld’. Der var så lidt blodgennemstrømning i hans hud, at den lignede blåhvid voks, og ansigtet havde ingen mimik. Det var stivnet i en maske, som ingen, heller ikke sygeplejerskerne, turde se direkte på. Næste gang virkede han mere klar og talte om en afvænningsklinik. Forsikrede mig, at han gerne ville leve.
To uger efter var han udskrevet og død.
At isolere et andet menneske
I 2019 havde alle, undtagen Toms døtre (og til dels jeg), vendt ham ryggen i vrede. Vores omgangskreds stod jo i periferien og betragtede, hvordan han hev børn og ekskone med sig ned. Og selvom vores familier gentagne gange forsøgte at hjælpe pigerne og mig, praktisk og økonomisk, var de magtesløse overfor stofafhængigheden.
Jeg forstår godt omgivelsernes raseri, når de er vidner til den adfærd. Jeg ville selv have reageret sådan, hvis en af mine veninder eller søstre stod i den situation.
Men omvendt kunne jeg skrive en bog om, hvor nemt det er at isolere et andet menneske fra fællesskabet. Vores kultur kan ikke rumme den slags problematikker. Vi bliver bange og forvirrede og støder dem fra os.
Afvisningen kræver ikke engang et særligt udsving af følelser, for ofte er der glimrende grunde til at opgive en person. Den udstødte opfører sig imod alle koder, utilgiveligt, sårende.
Der er dog et styrkeforhold i dette, som ikke matcher. Godt nok har misbrugeren lukket sig inde i sin egen undergangsverden, men hun/han er den svage. Hvis du står udenfor, oven i købet i en flok, er du den stærke, og kun du har kræfterne til at sprænge boblen.
Og så er der børnene.
De har brug for, at nogen tager sig af deres forældre, når noget er gået galt, ellers overtager de selv opgaven som beskyttere og hjælpere. Børn er de mest trofaste individer, der findes, og de lider gerne store afsavn på den konto. Når jeg ser tilbage på de sidste år af Toms liv, fortryder jeg for eksempel, at vi voksne udelukkede ham fra juleaften. Han var indbegrebet af sort, selvovervurderet bitterhed på det tidspunkt, og der ligger en vis fornuft i at holde afstand til en misbruger, når det er kommet så vidt.
Men pigerne og jeg burde have holdt juleaften med ham, og så pyt med, om vi skulle have fejret den alene med mindre festivitas. Det er selvfølgelig nemt at sige, set i bagklogskabens stikkende lys, men jeg ved, at uanset hvor rædselsfuldt Tom kunne opføre sig, så ville mindet om dét være bedre end at tænke på ham alene i sin lejlighed juleaften.
Det handler om at anerkende misbrugerens eksistens og række hånden frem, så der er en chance for, at en højtid lander bare lidt blødere. Det er en farefuld færd. Den syge kan være så forskruet i sin afhængighed, at dagen ødelægges, og jeg ved godt, at medmenneskelighed kan have den modsatte effekt.
Jeg tror bare … nej, jeg ved, at jeg kunne have gjort det bedre og skabt mere tålelige minder for mine piger.
Det fastgroede plaster
Jeg er ikke ude på at anklage læger eller andre myndigheder direkte, selvom om jeg i den grad undrer mig over, at kommunen og sundhedsvæsenet aldrig – eller i hvert fald sjældent – kommunikerede og tillod, at en mand blev udskrevet fra hospitalet i en pauver tilstand gang på gang. Hvordan kan man bare opbevare et alvorligt sygt menneske i en lille, snottet lejlighed og lade det være op til hans børn (og måske en ekskone, hvis hun da gider) at redde hans liv?
Men jeg har ikke kræfterne. Desuden er det meget muligt, at Tom med den veltalenhed, der kendetegnede ham, selv i de værste stunder, overbeviste det offentlige om, at han levede et helt andet liv, end han gjorde. Med mennesker.
Motoren, som driver mig, er at give mine døtre lidt af deres far tilbage. Skrælle lagene af den bestialske afhængighed væk og hjælpe dem med at se ham igen. Det er meget, meget hårdt, men det fastgroede plaster skal af. Hellere rive et par hudlag af end at leve med store tavshed.
Da jeg gjorde rent i hans lejlighed, fandt jeg blandt andet en enorm pose cornflakes fra Nemlig, nok til et landsstævne. Der var også frisk mælk og små yoghurter i køleskabet. Midt i absurditeten troede Tom, at vores yngste datter ville komme på besøg et par dage senere. Han ville aldrig have begået selvmord med den viden, ikke bevidst.
Fentanyl sørgede for, at det skete, by proxy.