Første kapitel: Ensomhedens taksonomi
Dette er det første kapitel i en føljeton om livet i Ørestad. Elementer af det vil dukke op i mit romanmanuskript.
Noget er fiktion, andet er taget direkte fra min dagligdag, og jeg har med vilje kastet rundt med genrerne. Lev med det.
I seks år har min hund og jeg vandret rundt i en bydel, der udvikler sig i eksponentiel fart.
Det er blevet til 4500 timers gåture i Ørestads nye kvarterer og på den gamle fælled.
Ørestad er kun tre kvadratkilometer stor, men beregninger siger, at her snart vil bo 35.000 mennesker.
Min skadede hjerne kan ikke følge med, for hvad er det egentlig, vi bygger på? En landtange, der garanteret er oversvømmet om hundrede år?
Og jeg, der i forvejen har svært ved at stå fast, får mystiske beskeder fra en anden verden.
”A life lived in a simulation is still a life”, Sea of Tranquility, Emily St. John Mandel
Et par år siden, men også nu til dags
Om aftenen lægger jeg mærke til, at min højre hånd ryster. Jeg sidder i sofaen med benene trukket op under mig, hænderne ligger i skødet, og hele min krop burde være i hvileposition. Men fingrene på højre hånd giver sig pludselig til at vifte, som et autonomt væsen, der vil have min opmærksomhed.
I første omgang sker det udenfor mit synsfelt. Jeg fornemmer, at noget tapper mod mit lår, får et indre billede af en såret fugl, dens rykvise spasmer, spørgende øjne. Jeg ser ned på fuglen, som også er min hånd, og får den i ro, kigger op igen, hvorefter der spjættes videre. Så dø dog.
Det var nok alligevel for hårdt, tænker jeg og sætter mig i en anden stilling.
Nogle indfald skal stoppes, før de bliver til handling.
Få timer forinden har jeg slæbt en stor flintesten fra Kalvebod Fælled og hjem til lejligheden. Den er halvrund og har en diameter på 25 centimeter. Jeg skynder mig at give regnestykket til ChatGBT, som antager et par oplysninger på mine vegne og kvitterer med et massefylde for flint på 2600 kilo per kubikmeter, altså cirka 20 kilo.
Det var en tung omgang, og det psykisk tvivlsomme i handlingen – som jeg sagtens kunne se – gjorde det endnu hårdere. Anstrengelsen har sikkert forplantet sig ud i mine fingre, tænker jeg. Ja, det er sådan, det er.
Og mere skal der ikke til for at pakke bekymringen ind i et ræsonnement. Selv hånden slapper af.
Stenen lå på natursiden af promenaden, der markerer overgangen mellem de nye kvarterer i Ørestad Syd og Kalvebod Fælled. Overfor Kalvebod Fælled Skole, men ikke på skolens grund. Forholdsangivelsen er vigtig. Den giver mig et helle, hvis spørgsmålet om ejendomsret kommer op.
I det tilfælde kan jeg svare for mig selv. Jeg er jo ikke en rigtig tyv.
For jeg ved godt, at hvis flintestenen var anbragt på skolens område, for eksempel på legepladsens gummibelægning, kunne den være en del af et elevprojekt. Børnene havde måske temauge om stenalderen, og stenen ville egne sig perfekt som rekvisit. I det tilfælde ville jeg aldrig røre den.
Hvor ville det i grunden være lavt at stjæle hovedattraktionen i en fremlægning, produktet, kalder lærerne det.
Hvad er produktet, Mette?
Jeg brugte formiddagen på at ordne altanen.
Det er en af de sætninger, som skulle have været hurtigt overstået. Men jeg blev ved med at vende tilbage til den. Kløjs i den.
For det var jo løgn. Ikke fordi, alt skal være sandt i denne beretning, jeg tager mig nogle friheder, men der er ingen grund til unødvendige løgne. Man bliver doven af dem, kompromitteret.
Jeg brugte ikke formiddagen på at ordne altanen. Jeg skiftede jord i et par af krukkerne, grupperede dem anderledes, så de alle sammen stod i det samme hjørne og fjernede duelort med Rodalon. Det tog i alt 20 minutter.
Duelortene dræbte mit initiativ. Jeg var ikke i stand til at foretage mig noget praktisk i mindst en time derefter, satte mig bare i min tandlægeblå genbrugs-sofa og kiggede på telefonen.
Det slog mig, at det hele måtte være en misforståelse. Det kunne ikke passe, at jeg skulle stå dér og spraye med et rengøringsmiddel, som jeg ikke kendte navnet på for to dage siden, men var blevet forført til at købe i Bilka, og så tørrede jeg oven i købet efter med engangsservietter. Jeg kunne have brugt klud, sæbe og vand.
Hvad skete der med mig?
Det var ikke som sådan duernes skyld. Alle fugle er velkomne på min altan, og når et duepar sidder tæt sammen på rækværket med deres tunge bagdele trykket mod hinanden og en synkroniseret nikken ud mod verden eller ind mod mig i stuen, ville det aldrig falde mig ind at jage dem væk.
Men de hjælper virkelig ikke sig selv. Duer har levet op og ned af mennesker i årtusinder og burde være indkodet vores forholdsregler, når det gælder afføring.
Hvorefter jeg mindede mig selv om, at fejlen var blevet begået allerede i foråret.
Der sker det samme hver gang: Jeg hænger fuglekugler ud til blåmejser og rødkælke, især fra april til juni, når de har unger.
Selvfølgelig tiltrækker det husskaderne, de mest agile bæster af os alle. De har bygget reder snedige steder i nærheden af min lejlighed, for eksempel i det store A på koncerthuset Royal Arena og i parkeringshusenes tagkonstruktioner. Deres rekognosceringshold kan være på vingerne i løbet af få sekunder, og de ankommer samtidig med, at foderholderen er på plads.
Skaderne begynder afmonteringsprocessen med det samme. I luften. Det lykkes som regel ikke i første forsøg, men de får hakket en masse fri, og duerne nærmer sig.
Når skaderne har udført deres blåsorte sværddans, hopper duerne ned på altandækket og spiser krummerne. Bagefter skider de proportionalt.
Småfuglene vover sig ikke i nærheden af min altan i det scenarie, så faktisk er min velvilje til grin og garanteret også usund for fuglene i sidste ende. Men jeg håber hvert år.
Jeg går forresten og venter på solsorten, sig det ikke til nogen.
Jeg har boet på femte sal i denne ejendom siden 2019. Altanen er vestvendt og ligeså udsat som en skibstævn i Nordatlanten. Der er fordele ved den beliggenhed, udsigten over gården og fælleden for eksempel, men mine planter har ingen beskyttese mod regnen og blæsten, og vejret er blevet mere arrigt på det seneste.
De planter, vi indrettede vores altaner og tagterrasser med for få år siden, kan ikke længere klare forholdene. Fra nu af skal alle sorter være hårdføre.
Den dag måtte jeg erkende, at min japanske ahorn var døende, selvom jeg havde forsøgt at skærme den hele sommeren – og oven i købet slæbte den ind, når det ruskede mest. Den lille, kaligrafiske plante havde krøllet sig sammen om sig selv, og bladenes kanter så forkullede ud, som om de havde rørt ved solen.
Jeg havde ellers set for mig, hvordan ahornen ville flamme blålilla, ligesom den gør i nogle af de små haver rundt omkring. Men jeg svigtede den, og det var nok i virkeligheden sket allerede, da jeg plantede den ud i en krukke. Ahorn skal stå i et havebed.
Alt var dog ikke ødelagt.
Jeg havde fundet en træstub på en skrænt, og da den var temmelig rådden, kunne jeg nemt bære den i et indkøbsnet.
Stubben stod nu på altanen, og på den voksede et tæppe af stenurt, som var blæst ned fra et hustag og landet på en byggeplads. Her havde jeg forsigtigt trukket de små planter med deres silkefine rodnet op af en sandbunke og sneget dem med hjem i en frysepose.
Der var også de pinlige episoder, som da jeg forsøgte at grave en bronzedild op i et kommunalt hjørnebed.
Det er en invasiv art, et ord, der i første omgang undrede mig. Hvordan kunne en plante med pragtfulde skærmblomster og bambus-lignende stængler få et stempel som aggressiv?
Men bronzedilden havde ganske rigtigt et krigerisk temperament. Ligeså graciøs, den er over jorden, ligeså grov er den under. Rødderne arbejder sig langt ned, ind under fortovsfliser og vejbelægning, umulige at grave op. Jeg kunne i hvert fald ikke, og som jeg sad der, knælende på en plastiksæk, gik det op for mig, at fodgængere i nærheden var begyndt at interessere sig for optrinnet.
Sten, dag, landsby, ensomhed
*Stai, sten på proto indu-europæisk, ursproget for alle nuværende europæiske sprog og en del asiatiske. Det blev talt for 6500-4500 år siden, før mennesker begyndte at skrive ned, hvad de sagde til hinanden. Det er således et dødt sprog uden skriftlige kilder, så forskere har forsøgt at rekonstruere ordene ved at følge arkæologiske spor tilbage i tiden og anvende avancerede sproglige data, blandt andet regelsæt for udtale. Den mest accepterede teori er, at proto indu-europæisk udsprang i det nuværende Ukraine og sydlige Rusland blandt Yamnaya-folket.
*Dyew, (dag)himmel på proto indu-europæisk. *-tegnet forklarer, at ordet er genskabt hypotetisk. Historiske lingvister arbejder med sammenligninger af dattersprog, som for eksempel latin, græsk, sanskrit og persisk.
*Weyk, landsby eller indhegnet sted, på proto indu-europæisk. Det tætteste, man kommer på at oversætte ordet by. Oversættelsen er spekulativ, for dengang PIE blev talt, fandtes der ikke urbanisering.
*Oikom, Ene, Ensomhed, et jordvæsen.
Kilde: “Proto. How One Ancient Language Went Global, Laura Spinney”
Når jeg samlede planter, foregik det altid med bøjet nakke. Det mindede mig om de personer, ubestemmelige af race, der forsøgte at fange fisk i Ørestads kanaler, fordi de rent faktisk ville spise dem, eller pludselig stod og trak brugte skoletasker og sko op af containeren, når man kom ud med sit affald.
Jeg havde aldrig set mennesker mere blufærdighedskrænkede end dem, når de så op og mødte mit blik. Hvad nu, hvis jeg selv så sådan ud? Skamfuld og forurettet på samme tid.
På den anden side var det afgørende for mig at have en pæn altan, som jeg kunne holde ud at se på, når dagene blev for langstrakte.
Det var en besked til omverdenen:
Jeg kuraterer min altan. Inden længe anskaffer jeg plantekummer af rustpatineret cortenstål, måske endda fiberbeton.
Hvilken illusion.
Der var ikke råd til at tage på planteskolen, så jeg måtte få det bedste ud af mit sammenskrab. Supermarkedet var den eneste mulighed. Her stod planterne på metalvogne og så vækstfremmede og sløje ud og tryglede mig om at adoptere dem.
Men jeg var snobbet af en fattig at være og ville kun eje de helt rigtige eksemplarer. De fleste supermarked-planter fik mig til at tænke på altankasser af plastikflet og helårshavenisser.
Jeg mangler inspiration, sagde jeg til mig selv, selvom det nok snarere var en undskyldning for finde på noget at give mig til.
Så jeg tog Metroen ind til Nørrebro og gik en runde i Botanisk Have. Nu befandt jeg mig i en bydel med parker, som Christian 4. engang betrådte med sine små fløjls-sko, hvor der gror flere hundrede år gamle hestekastanjetræer, og de nyklassicistiske ejendomme stræber efter Antikken.
I Botanisk Have er man omringet af skønhed, betænksomheden i skønhed. Det, der skimtes af den omkringliggende by, er også det bedste, den gamle hovedstad kan præstere: Tårne, gesimser, pilastre, friser – og trækroner med pondus.
Kontrasten til Ørestad ligger i alle historiske referencer og intentioner.
Først standsede jeg foran havebutikken ved hovedindgangen. Her købte jeg for mange år siden en urimeligt dyr jernopsats uden i øvrigt at skænke penge en tanke. Nu nøjedes jeg med at beundre indehaverens evne til at sætte smukke ting sammen og være forud for sin tid. På dette sted lærte jeg, engang i 00’rne, at kål kan opstammes og gro i en krukke, og at skovsyre har fine gule blomster.
Dernæst is- og kaffevognen. Man spiser kun is offentligt, når det er i selskab med andre, jeg ved ikke hvorfor, måske handler det om værdighed og endda førlighed, er det for strengt?
Jeg købte en cappuccino.
Med kaffe forholder det sig nemlig anderledes. At drikke kaffe alene er helt i orden. Et menneske går ikke rundt med kaffe, kaffen går rundt med mennesket. Plastikbægeret fungerer som forsikring overfor omverdenen og giver en illusion om målrettethed. Igen, jeg kan ikke forklare, hvorfor det er sådan, jeg køber bare altid kaffe.
Jeg styrede direkte hen mod stenbedene, de niveaudelte høje, der er anlagt på ruinerne af det gamle voldanlæg. Højene er overstrøet med nogle af verdens mest nøjsomme arter. Mange af dem kan klare sig i ugæstfrit terræn, nogle af dem ligefrem foretrækker at gro i den smule jord, blæsten har tabt i klipperevner. Helt igennem udansk.
Jeg havde det også godt i stenbede. Rododendron, stauder og roser var luftspejlinger, uden for min rækkevidde.
I dette lille landskab forvandlede jeg mig til en emsig Bilbo Baggins, der aldrig ville forlade Herredet. Bøjede mig over det ene skilt efter et andet med navne som bjergstenbræk, violfrøstjerne, krybende ene og tæppedannende timian.
Man kan bryde gennem sten med stjerner og violer. Man bliver stående lidt.
Jeg kom i tanke om begrebet taksonomi. Nu forstod jeg, hvad det betød, og når jeg stod på stien mellem de alpinske planter, var det faktisk blevet mit.
Da jeg arbejdede, var det de andres.
De kollegaer, der designede hjemmesider, talte om taksonomien og fandt hinandens øjne hen over mødebordet. Jeg fattede ingenting og følte mig ramt på min faglige stolthed, der var bygget op omkring ord. Hvorfor var designerne så nærige med netop dette?
I det senmoderne samfund betyder taksonomi menuens funktion på en hjemmeside, den hierarkiske rækkefølge af emner, har jeg senere lært. Jeg kunne have spurgt, kunne, men det ville være at tabe.
I understrømmen af alle samtaler på arbejdspladsen lå nemlig en konkurrence. Det gjaldt om at sige fremmedord, der kunne få de andre til at blinke først.
Nu ejede jeg dette udtryk i sin oprindelige, sande form, botanisk taksonomi.
Hvordan kan man eje et ord? Tjah … hvis man er den eneste, der i et givent øjeblik tænker på det, kan man vel godt påberåbe sig et vist ejerskab.
Jeg var helt sikkert den eneste – i flere minutter.
Art, rige, række, familie … Jeg huskede ikke resten af den orden, der skal overholdes, når man navngiver planter, men det var heller ikke pointen. Jeg kendte historien bag og frydede mig over, at mediebranchen ikke engang var en snotklat i den sammenhæng.
Taksonomi er sammensat af to græske ord: Taxis betyder orden, og nomos betyder regler. De græske gloser bringer stueren grammatik til bordet, de danske oversættelser afslører en overraskende kødelighed, (‘læbeblomstfamilien’ for eksempel.)
Systemet blev opfundet i 1700-tallet af lærde mennesker, som jeg beundrer. De overgav sig til naturvidenskaben og ensrettede den metode, som skulle bruges til at undersøge jordklodens fauna. Metoden er blevet fulgt siden.
Når en malaria-ramt opdagelsesrejsende omsider nåede til Konstantinopel og lod sig falde udmattet ned fra mulddyret foran den Theodosianske mur, havde han pligt og ret til at døbe, hvad han puttede i sin felttaske. Hvis manden fik øje på en plante med hviddunede, buttede blade, kunne han kalde den ‘lammeøre’ og vide, at det navn ville bestå.
Selvom staklen døde, inden han nåede hjem til Skandinavien, havde han registreret sine fund i en logbog, der overlevede rejsen på bunden af en skibskiste. Den verdensberømte svenske naturprofessor, Carl von Linné, ville formentlig tage æren for lammeøret i ‘Species Plantarum’, men han bliver også kaldt faderen til botanisk taksonomi.
Jeg har engang arbejdet på et meget delikat kontor i Linnésgade på Nørrebrogade. Sådan går historien i ring.
Den sæson valgte jeg blågrøn tuegræs, art: Festuca glauca , fra Remas slunkne sortiment. Fandt nogle forholdsvise pæne sten og knækkede fliser på en parkeringsplads bag arenaen og byggede små stier på altanen.
Og så en tilståelse: Jeg købte også en stor hortensia med blårøde blomster i en blomsterbutik, selvom jeg vidste, at den ikke havde en chance.
Den stærke vind ville højst sandsynligt slide så hårdt på planten, så den ikke fik nye blomster, og bladene ville udvikle svamp af regnen. Jeg fik ret i begge dele.
Jeg rykkede til et nyt beboelsesområde på et tidspunkt, hvor min stedsans og evnen til at navigere i omverdenen var ødelagt.
Hver dag stod jeg overfor spørgsmål som: Skal jeg gå den ene eller den anden vej rundt om matriklen for at nå til udgangspunktet … eller endemålet?
Det var året efter indlæggelsen.
Min to-værelses lejlighed var ikke helt færdig, da jeg flyttede ind, men jeg fejede nynnende byggearbejdernes cigaretskod ud af elskabet. Væggene var friskmalede, hvide som rene lagner, og gulvplankerne var af honningfarvet egetræ.
Bygningen er aflang med rækkehuse på langsiderne og lejligheder i hver sin ende. Den har rejst sig fra resterne af andre byggeprojekter – med lidt hjælp fra en anerkendt københavner-baseret tegnestue. Beton og træ er fra Metroen, mursten fra nedrivninger i Carlsbergbyen.
Cirkulær arkitektur hedder det, når materialer bliver genanvendt, og projektet er efter sigende skelsættende, selvom man skulle tro, det gav sig selv i disse klimaforandringstider. Under alle omstændigheder bor jeg nu i pioner-arkitektur.
Der kommer ofte besøgende for at sværme om dette stilistiske fænomen. Delegationer fra arkitektfirmaer og studerende fra hele verden, turister på guidede ture i Ørestad. De stiller sig op i grupper og kigger stjålent på bygningen, først fra det modsatte gadehjørne, men til slut lister en ung mand eller et kærestepar sig altid ind i gården for at se fremtidens boligform indefra. De får et glimt af broen, der forbinder de to langsider, og regelbrudene i konstruktionen, men herefter bliver de ofte gelejdet ud af en beboer, der har fået nok transparens for den dag.
I de første måneder stod jeg på altanen og betragtede rækkehusene, der har sennepsfarvede facader mod gården og drivhuse som øverste etage. For mig et febersyn af akvarelfortyndede renderinger.
Hvorefter jeg kastede mig ud i det, jeg troede, var et vågnende fællesskab.
For jeg var uopretteligt naiv i begyndelsen. Naiv og ude af stand til at regulere mine følelser.
Mit savn efter at høre til i en gruppe var mere desperat, end jeg turde erkende. Jeg længtes simpelt hen efter stå ved en elendig kaffeautomat og lide påtaget sammen med resten af teamet, inden vi gik i gang med dagens arbejdsopgaver.
Forsøget på kompensation blev ikke kønt.
Jeg kunne finde på at fare rundt og give hånd til alle under de mindste arrangementer i gården. Præsentere mig selv og min status som beboer i en lejlighed og pege op på min altan, hvor der hang håndklæder til tørre. Dér bor jeg!
Det skete også, at jeg udnævnte mig selv til ‘freelance journalist’. Det gav mig ikke den mindste dårlige samvittighed, at det ikke var sandt længere. Jeg fandtes jo stadig, og titlen stod på LinkedIn.
I dag kan jeg genkalde nogle af mine genboeres frosne kæber, når jeg overskred grænserne til deres terrasser med min hysterisk åbne skikkelse. Jeg læste ikke tegnene og troede, der var nye bekendtskaber overalt i det smalle gårdrum.
Vildfarelsen varede et halvt års tid, så havde bygningen, og min ivrighed, sat sig. Her var ikke nogen samhørighed at hente, de fleste klarede sig tilsyneladende fint uden. Vi var jo trods alt kun lejere, og det giver en vis rastløshed og ustabilitet.
Hen ad vejen nåede jeg desuden frem til den konklusion, at fællesskabet ikke eksisterede der, hvor jeg gjorde.
Det var nemmere sådan.
– Sikke noget vrøvl, sagde I. Der er fællesskaber mange steder, de dukker op alle vegne.
– Nej, blev jeg ved. Det findes ikke på disse linjer. Jeg kan ikke skrive det frem.
– Du har da venner, protesterede I.
I blev kede af det.
– Venskaber er noget andet, svarede jeg. Dem har jeg fundet nogle stykker af i mit nye liv, jeg har også et par af de gamle tilbage. Men det er en anderledes, mere eksistentiel, udfordring.
– Fællesskabet er en samfundsstruktur. Der er betingelser knyttet til den, reel formåen for eksempel. Jeg opfylder ikke betingelserne.
I dag er gården vokset til. Det virker, som om fælleden gror oven i den, selvom der ydes modstand fra et par laurbærhække.
Jeg er glad for at kunne hævde min plads på femte sal og kigge ned på sammenskudsgildet af vild hortensia, kæmpegræsser, klatreplanter og brombærranker.
Min tiltro til planter bliver større og større.
Ørestad er fem kilometer lang og lidt mere end en halv kilometer bred. Den er delt op i Ørestad Nord, City og Syd, jeg bor i Syd.
Metroen fungerer som en knirkende afstiver gennem hele bydelen, og naturparken ligger omkring os som en dybfølt, frigjort udånding, lettet over, at den ikke behøver at være militærets dørmåtte eller byens losseplads længere.
Fælleden er ti gange større end Ørestad,
De første lokalplaner blev vedtaget for 20 år siden, da politikerne for alvor begyndte at interessere sig for området. Dengang boede der 100 mennesker på fælleden.
Gad vide, hvem det var? Fåreavlere? I dag kan jeg ikke lade være med at fundere over, hvordan så få mennesker kan blive til 30.000 på en sølle lap land. De fleste ejendomme er jo skudt op inden for de seneste seks-syv år. Bor de oprindelige 100 her stadig og går rundt og skutter sig blandt os andre i Fields?
Kvarterene har rejst sig omkring mig som en computergrafik. Byggeklods efter byggeklods i eksponentiel stigning.
Parkkvarteret, Skovkvarteret, Kanalkvarteret. Det er ikke i Ørestad, at man fortsætter Amagers prunkløse tradition med navne som Lossepladsvej og Syrefabriksvej.
Bydelen skal omfavne en ny demografi, og den består først og fremmest af Millennials-generationen, der er på arbejdsmarkedet, har familier og tjener et formål.
De tiltrækkes af poetiske gadenavne, ikke Generation X’s arbejderflirt.
Byggeriet er gået så stærkt, at dimensioner, proportioner, kronologi – og formålet med det hele – udviskes. Man opdager ikke alle faser af en byudvikling, når man bor midt i den. Tid og rum er i den grad er relative størrelser.
Et lejlighedskompleks kan den ene dag være en stålramme med presseninger og en enkelt kabelrulle på fortorvet udenfor. Den næste holder flyttebilerne foran hoveddøren, og jeg kan se ind i trappeopgangen, hvor den hvide terrazzo er den samme som i min ejendom.
Det skal dog siges, at dét jeg ser, langt fra altid er det, der findes eller finder sted. Når jeg er træt, og det sker ofte, har jeg en tendens til at overfortolke eller sløre synsindtryk. Det kan resultere i de mest syrede oplevelser.
Derfor gik der flere år, før jeg forstod, hvad der virkelig nagede mig ved Ørestads skyline. Jeg så og så, blev mere og mere irriteret, indtil det stod klart for mig:
Bortset fra nogle få arkitektoniske vartegn er alle tage i Ørestad flade. Ventilation og andre anlæg er blotlagte, og væk er for evigt de røde og sorte tegltage. Vi bruger ikke tørrelofter, ingen bor på kvisten i vores verden.
Heldigvis er min udsigt på den lange strækning endnu ikke blevet ødelagt, og jeg kan se helt ud til Fasanskoven og køerne på det yderste engdrag. Der ligger Græslandet med dets ensartede, undseelige linjer og træernes skraveringer bag.
Parkkvarteret og Skovkvarteret er lukkede selskaber, en subtilitet, jeg ikke kan blive en del af. Jeg går på de små stier stort set hver dag, men jeg hører ikke til der.
Byhusene er først og fremmest børnefamiliernes hjem. Deres små enheder, som ligger skulder mod skulder og udstikker retningen for en tilværelse med diminutive forhaver.
Langs stierne vokser de nyplantede træer langsomt op, vintereg, rønnetræer og hassel.
Træerne står med en vis afstand til hinanden, de danner ikke skov i traditionel forstand. Derimod har vi fået ‘skovlommer’, en term, som By & Havn er stolte af og slider hårdt på i deres informationsmateriale.
Men mange af Ørestads pioner-træer ser sjuskede og tynde ud. Jordbunden egner sig ikke til at lege parcelhuskvarter, det kommer i hvert fald ikke til at ske fra den ene til den anden dag.
Der er plantet enkelte frugttræer rundt omkring, men jeg har opdaget noget foruroligende: De er udelukkende anbragt der som skabeloner – eller en form for alibi. Dyngerne af frugt på jorden lover ellers Vinden i Piletræerne-stemning med tærter og tekopper, men det er et fupnummer. Frugten er uspiselig.
En efterårsdag kom jeg forbi en række pæretræer i Parkkvarteret, og en gartner var ved at losse nedfaldsfrugter op på ladet af sin vogn med en skovl. Jeg spurgte ham bestyrtet, hvad han lavede, og han forklarede mig, at pærerne ellers ville ligge og rådne, for der var tale om en rædderlig sort, melet og sådan.
– Det er ret almindeligt, at kommunen vælger frugtsorter, som borgerne ikke skal spise løs af. Der er praktiske grunde, undskyldte manden. Han forstod vist heller ikke argumentet.
Jeg syntes, det hele så meget upraktisk ud, skyndte mig at proppe nogle pærer i tasken, og da jeg kom hjem, forsøgte jeg alt: at bage, koge og søde frugterne.
Men gartneren havde ret – smagen kunne i bedste fald kaldes ‘sødlige træspåner’.
Jeg fik ondt af pærerne, der ellers havde vokset sig så store og formfuldendte, og begyndte at overveje, om vi levede i ét stort eksperiment.
På stierne finder man også en del bærbuske – der er både ribs, solbær og hindbær, og de kan spises. Men beboerne ignorerer dem – de gider i hvert fald ikke at flytte sig fire meter fra køkkenet og ud for at samle bær.
Jeg går hjerteknust forbi buskene, hvis grene er tunge af bær om sommeren og efteråret, men tør ikke tage en skål med og begynde at plukke. Hvad ville der ske, hvis det viser at være rækkehusenes private grunde, og ejerne pludselig opdager, at noget bliver taget fra dem?
Drømmen om skov i Ørestad er svær at udrydde på byplanlægningskontorerne. Det undrer mig, for de kunne jo bare gå en tur ud på fælleden, hvor der aldrig har groet særlig mange træer – af helt naturlige årsager.
Nogle har alligevel fundet på navnene Fasanskoven, Kongelundsskoven og Pinseskoven, og selvom jeg holder meget af disse steder, hører de altså til i den pindede kategori. Der er snarere tale om lunde, og dog, den betegnelse er som trådt ud af Brødrene Løvehjerte.
Måske skel med træer, bevoksninger af træer … Det er for mig ligegyldigt, bare der holdes igen med skov-manien.
Mange birketræer er i øvrigt selvsåede, og dér kommer vi til magien. Vinden har båret frøene hele vejen over Øresund fra Sverige. Da jeg første gang hørte om de svenske overløbere, gik jeg hjem og skrev om van gogh’ske himle, hvor blæsten bliver til en danseforestilling i luften og drysser frø ned over den hårdt trængte fælled.
Krattene er til gengæld livlige indslag. Her kan man plukke vilde æbler, mirabeller og havtorn. Med garanti spiselige.
Her yngler alt fra spurve og viber til nattergale.
Kynikere kan måske kun se tjørnebuske og uendelige marker – og gæs, der slår sig ned på vådområderne om foråret under en øredøvende palaver. Men Fælleden er mere broget end det.
Jeg har båret favnfulde af brændeskærm hjem om foråret, uden at kende til dens prædikat som sjælden. Der vokser mange skærmplanter på området, men disse er kraftigere, og blomsterne ligner omvendte ballettutuer.
Jeg har endda plukket tre-fire Riddergøgeurt og indså først længe efter, da jeg læste op på naturparkens diversitet, at blomsten er ekstrem sjælden, ligefrem ‘forsvundet fra Danmark’ i følge den Nye Nordiske Flora. Riddergøgeurten gemmer sig godt der, hvor jeg fandt den, så det sted vil jeg holde hemmeligt.
Det var naturligvis min hund, der lokkede mig ind i en lav tunnel i et krat og videre til en lysning, hvor denne bemærkelsesværdige plante vokser. Riddergøgeurt er i orkidé-familien, det behøver man ikke konsultere taksonomien for at vide. Blomsterne ligner kinesiske drager med skørter, farverne er purpurrød og grårosa.
Riddergøgeurt har i øvrigt neongrønne, vandfyldte stængler, som klasker sammen, når man plukker dem. Det nytter ikke noget at skynde sig hjem og sætte planten i vand, den selvdestruerer som en besked fra det økosystem, vi er i gang med at fortrænge.
Mon denne fattigmandsorkidé var mere udbredt på Fælleden for 75 år siden, da et par opsynsmænd startede traditionen med at spise pinesfrokost i læ af svenske birketræer? (Deraf navnet Pinseskoven.)
Familierne slæbte madkurve, tæpper og godt med pilsner-øl i grønne skulderflasker ud på de mere tørre arealer, der ligger tæt på Kongelunden.
Inden vi forlod lejligheden, bandt jeg mit ti år gamle oliventræ fast til altanens rækværk med et reb. Det var en solrig og stille dag, men jeg havde set træet blive slynget henover altandækket af ét eneste vindstød, og noget sagde mig, at hvis det skete igen, mistede jeg en ven.
Det kan trække hurtigt op herude.
I snart syv år har jeg vandret rundt i nabolaget med min puddel. Jeg har regnet ud, at det bliver til 4500 timers gåture.
Vi er altid ude ved middagstid. På det tidspunkt har hun holdt øje med mig en times tid for at forhindre, at jeg mister momentum. Jeg hører hendes kløer klikke som små, oprømte stiletter på trægulvet, og den lyd er mit afsæt.
Hun har lært mig at finde rundt uden at bruge al hjernekapacitet på det.
Mest af alt har vi trawlet fælleden. I taljehøjt græs, hvor flåterne sidder klar til springe, mens de drømmer om at være perlende af blod, i lykkelige cirkelsprint på sommerengen mellem gul snerre, ranunkel, forglemmigej og rødkløver, rullende i døde mus, endnu lykkeligere på de frosne vådområder en sjælden vinterdag, vi glider på dem med vores poter, knækker dem med vores støvler, det er ikke ofte, dagen ser sådan ud., under en himmel så flådeblå, at destilleringen af solens lys gennem atmosfæren aldrig kunne blive mere sand.
Min hund er for dum til at gradbøje lykke, eller for klog. For hende er lykken er ikke betinget eller efterstræbt, hun giver den ikke en farve. Hun er farveblind. Hun er perfektion.
Den dag valgte jeg ruten, der går fra min gade, gennem Parkkvarteret og Skovkvarteret og ned forbi Kalvebod Fælled Skole. Turen var relativt kort, det havde jeg brug for.
Trætheden var betydeligt værre, end den plejede at være. Ilinger af tyk, våd cement løb ud i mine muskler, cement, der bare ventede på at tørre.
Desuden havde jeg en en mistanke om, at min pande var for tung til resten af ansigtet. Den lå som et udhæng over øjnene.
Der er noget funktionelt galt med min krop, tænkte jeg. Altså ud over det sædvanlige … funktionelle.
Den vil ikke kæmpe.
År og dage siden
I Centeret lugtede der af rengjort vinylgulv og af den elektricitet, der opstår under ens fodsåler, når man går på det, en lille smule svovlet. Desuden af kaffe i tekrus, skænket op til kanten og misforstået tynd.
Senere gik det op for mig, at sådan lugter en arbejdsplads. Effektivt og nødvendigt, men hvor ram lugten end bliver gennem årene, er sorgen over at miste den meget værre.
Dem, som rent faktisk var på arbejde, udleverede nogle fotokopierede skemaer, der, helt analogt, skulle hulles med en hulmaskine og sættes ind i ringbind.
Eller, det forekommer mig, at vi selv skulle sørge for hullerne, jeg har et minde om hulmaskiner, håndtaget af sort metal, og et gab, man ikke skulle stikke fingrene ind i.
Hulmaskinerne var placeret på midten af et konferencebord, og afstanden virkede uforsvarlig stor. Det kunne ende galt. Skulle jeg læne hele overkroppen ind over bordet for at få fat i en? Strække armene og fingrene ud i yderpositionen foran alle de andre, der sad og ventede på at høre om Det Kognitive Hus?
Der lå i øvrigt også en bunke hvide servietter og en håndfuld poser med mælkepulver. Men det er muligvis følelser, der har taget form som ting i min erindring. Slet ikke ualmindeligt.
Hvilke følelser?
Er det ikke oplagt? Jeg var bange for at blive afsløret.
I hvad?
At jeg ikke kunne bruge almindelige kontorartikler, nej, det ved jeg ikke. Det hele føltes iscenesat, som en fælde.
Fortæl om skemaerne, som du kalder dem.
Godt så. Jeg kan ikke vinde her.
Vi noterede vores aktiviteter i løbet af en dag, og hvilken tilstand vi var i bagefter – på en skala fra 1-5. Målet var at finde frem til træthedens rod og opbygge nye rutiner, der ikke udmattede i så høj grad.
Det sidste er ikke mine ord.
Jeg var ambivalent, jeg er ambivalent, det er til gengæld et pragtfuldt ord. Og mit.
Jeg var også forvirret.
For var der ingen, der kunne se det ulogiske i at flytte ‘lave aftensmad’ til klokken 15, fordi man ellers ville risikere at blive udtrættet, som de kaldte det?
Resten af verden ville jo rotere uanfægtet af det skide skema, om det så var familien, venner eller arbejdspladsen.
Dengang havde du måske brug for en ugeplan?
Det siger I jo.
Men selv om I fik ret på længere sigt, så spørg jer selv, hvor lidt jeg forstod af selv de mest banale hverdagsfunktioner? Jeg kunne ikke bruge ugeplanen til noget dengang.
Har du tænkt på, at dine pårørende måske ventede på en chance til at tale med dig om centeret?
Nå, men det kom de så ikke til. Okay. Det var min skyld, men jeg ville ikke blande min familie ind i noget, der var så … dårligt forvaltet.
Vrede er en coping strategy.
Hør nu her, jeg fik ret. Hele processen var Catch 22. Uanset, hvad jeg gjorde, ville resultatet blive det samme.
Og det var?
Glem det.
Nogle gange sad jeg alene i et kontorlokale med min mappe og tidtagningen sat til på telefonen, mens jeg udfyldte forskellige kognitive tests. Logisk filtrering er et udtryk, jeg husker, men jeg har helt sikkert googlet mig frem til det senere.
Var du god til det?
Hvad tror du selv?
Jeg foldede altid papirerne sammen og lagde dem i frakkelommen.
Hvad fik dig til at gøre det?
Andre gange sad hele patientgruppen i kantinen og gennemgik et eller andet relevant tema. Hov, stop, jeg tror snarere, at vi talte om irrelevante emner. Når mennesker først er blevet sendt i kantinen, er de sjældent relevante.
Er du sarkastisk nu?
I øvrigt skulle vi overholde en turnus. Vi skiftedes til at fylde og tømme opvaskemaskinen, selvom vi aldrig brugte andet end kopper.
Jeg spekulerede på, om fyldningen og tømningen af opvaskemaskinen skulle noteres i skemaet, planen, også når jeg fyldte og tømte derhjemme. Var det fuldgyldige aktiviteter?
Du tror garanteret, at jeg brokkede mig hele tiden, men det var faktisk omvendt. Jeg var så forbandet høflig, servil er ordet. Jeg var hele tiden tæt på at sige ‘undskyld ulejligheden’ til personalet.
Følte, jeg trængte mig på, og at de i virkeligheden skulle skynde sig videre. De havde travlt med de rigtigt syge eller dem, der var unge.
De rigtigt syge?
Lad nu være med at patronisere mig. Bevidstheden er lumsk. Jeg havde mistet en del, dét var ikke en hemmelighed. En vis logik kunne jeg da finde frem. Men – og nu har jeg lyst til at bande – man ved jo ikke, hvad man ikke ved, for så ville man jo vide det.
Så du var rigtigt syg?
Ung var jeg i hvert fald ikke.
Vidste du, at udredningen af min hjerne tog tre timer? De andre tests, som lå i min frakkelomme, var åbenbart ment som træning …
Ssssh. Jeg ved godt, hvad du vil sige nu.
Hvad vil jeg sige?
At jeg har byttet rundt på kronologien. Men jeg troede i mange år, at udredningen kom til sidst, som en eksamen, og at alt det andet var terpning.
Jeg har svært ved at slippe den idé.
Jeg kan sagtens regne ud nu, at patienten bør udredes før alt andet. Det ville en professionel neurolog gøre. Men alligevel bliver jeg i tvivl, om det skete.
Jeg har det tungt med det ord, men narrativet, jeg opbyggede i min hjerne dengang, vil ikke altid forsvinde, selvom det bliver modbevist af eftertiden. Det kræver åbenbart for meget.
Måske går jeg stadig rundt og tror på forløb, der er forkerte. Jeg har bare ikke opdaget det eller haft brug for at rette fejlen endnu. Eller haft mod til det.
Hvorfor tror du, at du ændrede på rækkefølgen af hændelser?
Har jeg ikke lige sagt det?
Hændelser? Det er noget, der sker rundt om et sort hul. Du slipper aldrig ud igen, hvis du først har trådt over hændelseshorisonten. Så kan ingen se eller høre dig.
Nå, men udredningen. Jeg sad – i teorien – på en kontorstol under hele forløbet. På et andet, sært nok mere reelt plan, løb jeg rundt i en labyrint, alt i mens neurologen kastede opgaver efter mig. Jeg for vild igen og igen og havde kun held med sproglige udfordringer.
Der var fortvivlende mange matematiske og rumlige opgaver i det pensum, det hårdeste, jeg er blevet præsenteret for i mit liv. Forvirringen udtørrede hele min organisme og sad som en hengemt oblat i min gane.
Har du nogensinde overvejet at skrive dagbog?
Den eneste strategi, jeg var i stand til at benytte, var at vrøvle. Så jeg vrøvlede. Der måtte gøres et eller andet, for det var ydmygende at bidrage med så lidt, når de brugte al den tid på mig.
Nej.
Til hvad?
Dagbogen.
Jeg husker særligt én øvelse, som gav mig problemer, båden.
Som ikke var en båd, for hvordan kan sådan en stå vertikalt? Under alle omstændigheder skulle jeg tegne den højre side af en figur, der i første omgang var noget andet, end jeg troede. En opretstående båd. Jeg så i hvert fald et sejl, som jeg forsøgte at spejle på papiret. Herefter blev figuren til en diamant, der balancerede på spidsen.
Venstre og højre side blev selvfølgelig aldrig identiske i min udgave.
Det stod pauvert til med den visiospatiale forståelse, som jeg senere har researchet mig frem til, at færdigheden kaldes.
Når jeg læser den sammenfattede konklusion fra centeret i dag, (det er først nu, jeg har fundet den frem), kan jeg se, at mine såkaldte kognitive deficits var alvorlige.
Nedsat psykomotorisk tempo. Nedsat evne til vedvarende, overordnet styring. Nedsat evne til indlæring og hukommelse. Store vanskeligheder med rummelig orientering.
En køn buket, og der var mere, hvor den kom fra.
Hvorfor var der ingen, der forklarede det for mig? Jeg ville gerne have kendt ordene noget før. Hvis jeg havde haft dem liggende foran mig på neurologens runde bord, denne nemt aftørrelige Aalto-kopi, så kunne jeg tage en skalpel og dissekere dem for at se, hvad der var inden i.
Der ville komme gammel, tykt blod på bordet, men så ville jeg vide, hvor det bar hen.
Og hvor hen var det?
Ikke på arbejde i hvert fald. Hvorfor skulle vi igennem det gøgl med praktik?
Hvorfor bliver du ved med at insistere på, at vi ikke gennemgik rapporten med dig?
Fordi jeg gik hjem hver dag og havde på fornemmelsen, at jeg havde scoret lavt, men efter et stykke tid holdt jeg op med at give hjerneskaden skylden.
Nu overdriver du dine …
Deficits, deficitter … Det ville jeg ønske. Men til sidst kunne jeg kun finde én forklaring på, at jeg dumpede i de fleste af jeres opgaver.
Jeg tør ikke spørge.
At jeg hele tiden har været dum.
Et par år siden, men også nu til dags
Vi stoppede op flere steder, så hunden kunne snuse til alle de former for planter, jord og belægning, hun fandt fascinerende. ’Alle’ er nok at tage den vidt, for hendes smag er mangefacetteret, og hvis vi skulle nå det hele, herunder at grave efter gamle fyrværkerirør med sydkoreansk lim, ville det tage resten af dagen.
Så jeg gik efter et midtvejskompromis, 30 minutter gennem de nye kvarterer og ellers almindelig gang med hund.
Indtil vi nåede til det gennemtrampede græsareal overfor skolen. Her lod jeg hende udvide efterforskningen omkring nogle opgravede småbuske, så jeg kunne stå og hvile mig lidt. Hun gav sig til at flænse i rodnettet, skævede til mig, fordi jeg normalt ikke ligefrem tilskynder hende til at æde jord.
I dag var jeg ligeglad. Så længe, hun ikke åd sølvpapir.
Bag os var en håndfuld af de større drenge i gang med at spille basketball ved stativet, der er støbt ned i betonbelægningen foran skolen. Der er ikke nogen traditionel skolegård, en linje af hvide prikker stipler bygningen, legepladserne og fodboldbanen op.
Drengene havde alt for store skateroutfits på, og tøjet svingede omkring dem. Det så dog ikke ud til at genere. Snarere tværtimod. Der er en særlig koreografi omkring det at spille basket i tunge jeans, som er trevlet op for neden af at blive trukket hen ad jorden. Langsomt, slæbende og så et pludseligt spring.
To cirka ti-årige piger sad på en bænk med front mod drengene, iklædt korte toppe og Adidas-træningsbukser med brede ben. Der var ikke noget usædvanligt ved scenen, udover at den ene pige græd, så hendes skuldre hoppede, og det havde hun gjort længe at dømme ud fra hendes hævede øjenomgivelser.
Den anden betragtede basketballkampen, og hendes ansigt, med en anspændt kæbe, var vendt bort fra veninden. Hun så irriteret ud.
Op ad de store vinduespartier stod en klynge af jævnaldrende piger og holdt øje med de to på bænken, afventende, mimikløse. Jeg grublede i to sekunder over gruppedynamik, men konstaterede så, at jeg var ligeglad.
En dreng skreg, da han ramte kurven med bolden. Hans kammerat stemte i med et ’fuck dig, narrøv’, hvilket dog ikke gjorde den store forskel. Målscoreren blev ved med at skrige, som om han aldrig ville holde op. Måske var der ingen vej tilbage for ham.
Endelig kom kaldetonen fra Kalvebod Fælled Skoles højttalere, et metallisk klokkespil fra bygningen, der har ligget på kanten af fælleden i otte år.
Nogle af børnene begyndte at daske hen mod de udvendige metaltrapper, andre så upåvirkede ud og fortsatte med det, de var i gang med. De havde nok fri, eller var ligeglade.
Pludselig fangede den mit blik. Flintestenen. Den lænede sig op ad en af de runde træpæle, som kommunens anlægsfolk har hamret i jorden langs promenaden for at vise, at her starter fælleden. Det er et visuelt greb for at give landskabsplanen mere mening. Håb, måske.
Da jeg lænede mig forover for at se nærmere på den, forsvandt al støj fra omgivelserne, og jeg opfattede en lavfrekvent lyd, noget kommunikerede med mig, det lød, som om det kom fra en kridtlomme dybt nede i Urhavet. Susen, en rytmisk piben. Boblen, en rytmisk piben. Hvad? Det var jo min lyd, dén, som satte sig i mit venstre øre lige efter hjerneblødningen.
Først havde jeg været bange for det konstante tryk mod min trommehinde, en kraft ville ud, eller ind. Senere blev jeg vant til fornemmelsen, og da lyden forsvandt, efter at de havde fjernet ventrikeldrænet i min pande, savnede jeg det. Dette lillebitte stykke bevidsthed, jeg kunne søge tilbage til, hvis mine omgivelser blev for meget.
Jeg måtte eje flintestenen. Det skulle gå stærkt nu, for den slags skønhed ligger sjældent uberørt hen. Problemet var dog, at selvom der var frit lejde på denne side af promenaden, havde jeg ikke brug for vidner, og da slet ikke inkvisitoriske børn. Jeg planlagde at vende tilbage om aftenen med en rygsæk.
Skolen er en enlig lysbøje blandt kasseformede karrérer. Den er cirkelrund, fem etager høj, og facaden er beklædt med aluminiumsplader, som både genspejler og afskærmer sollyset. Vinduespartierne er placeret skævt i forhold til hinanden.
I løbet af en dag betragter jeg den runde arkitektur fra flere vinkler. Fra altanen har jeg udsigt til den østvendte side, som signalerer hvidguld i morgenlyset, og hvis jeg spadserer en tur langs fælleden ved solnedgang og ser bygningen fra den modsatte side, er oplevelsen nærmest æterisk.
Den lave solskive får facadens plader til at forvandle sig til skæl, de vipper, kun en anelse, men det sker.
Jeg har stået ude på militærets gamle asfaltvej og betragtet fænomenet mange aftner om sommeren, eftermiddage om vinteren.
Når man stiller sig et bestemt sted, er der kig ind gennem en lysning med spredte birketræer, og herfra kan man se orange og pink stiklinger krybe op af skolen.
I det øjeblik er jeg sikker på, at kroppen hæver sig en smule fra jorden.
Endnu flere år siden
– Hør her, det er ikke nogen udpræget god skole, siger folk, som jeg har lært at kende, fordi de også har hunde og jævnligt går ture i området.
Flere af hundeejerne har de samme ruter som mig, vi støder ind i hinanden og udveksler et par ord.
Jeg sætter alt for stor pris på dem.
Der mange udskiftninger i ledelsen og lærerstaben, dårlig kommunikation, stress og sygdom, lyder det videre.
Mine børn går ikke i skole længere, men noget siger mig, at det er en ret nøjagtig gentagelse af, hvad jeg selv sagde for ti år siden. Om nogle helt andre skoler.
– Nogle af facadepladerne blæste af, det var ikke engang stormvejr, fortæller en far mig.
Det er december. Vi står foran en illumineret husrække, hundene har fået lov til at løbe frit, selvom de egentlig ikke må.
Til venstre for os ligger den æskeformede skøjtehal, som om nogle timer vil tiltrække hundredevis af børn og forældre pakket med ishockey-udstyr. Der er pyntet op omkring siddehjørnet i foyeren, her kan forældrene slå sig ned i sofaer, der er så lave, at fædrene delvist ligger ned. Jeg kan godt lide at se på de røde diskokugler og hvide plastik-grantræer, når hunden og jeg holder pause uden for de store vinduespartier.
Manden og jeg hopper lidt på stedet side om side og betragter skolen på den anden side af Byfælleden, et grønt bælte, der løber på tværs af Ørestad fra fælleden til Ørestadsboulevarden og Metroen. Skolen holder lav profil i dag, har formentlig opsnappet kritikken.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg hopper, efteraber nok bare manden, og i øvrigt har jeg hørt, at når man aktiverer sine ankler, giver det mere ilt til hele kroppen.
Jeg får øje på en klynge af siv med mandarinfarvede blade. De står halvvejs ude i kanalen og ligner et enligt, takket bål i alt det visne.
Biden er tre-fjerdedele inde i sin præsidentperiode, nogle europæiske ledere tillader sig at sænke skuldrene. Pandemien ligger bag os, det samme gør Trump, den lapsus. Det kunne altsammen have været værre.
Jeg hører BBC hver dag, Global News, Ukraine Cast, Americast. Jeg kender nyhedsværterne og korrespondenterne ved navn.
– De måtte afskærme det halve af bygningen. Tænk hvis det sker indvendigt, fortsætter faderen.
Det går ham tydeligvis på.
– Min kasket flyver også hele tiden af, siger jeg.
Manden suger luft ind, nikker og kigger langt efter sin hund.
Jeg bemærker, at han har taget sin jagtgrønne oliskin-jakke på over joggingtøjet, men på trods af de lave temperaturer er fødderne bare i Birkenstock-sandaler.
Der er et element af norm core over beklædningen i disse kvarterer. Almindelighed, men dyr almindelighed. Jeg har set kvinder lufte deres hunde i pyjamasser fra Månesten, det ville aldrig ske inde i byen
Med ét bliver jeg desorienteret og kan ikke huske, hvad samtalen startede med.
Jeg begynder at tale om klimakonferencen i Dubai. Hvorfor Emiraterne egentlig? Godt, at amerikanerne er på banen. Nogen vil mene, at Biden er blevet for affældig, men han er, hvad vi har. Vi.
Jeg understreger, at jeg har læst om konferencen.
Det sidste er løgn, for jeg får hovedparten af mine nyheder og baggrundshistorier fra podcasts. Mine øjne bliver overanstrengt af at læse på skærmen, men jeg føler en underlig skam over det og kunne ikke få mig selv til at sige sætningen ‘jeg hørte at …’
Det vil virke for konstrueret, opfundet til lejligheden. Eller er det omvendt?
Kort efter går manden med sin hund, han arbejder hjemme, det er gået hen og blevet helt rart. Han skal ind og sætte kaffe over inden Teams-mødet.
Jeg bliver stående lidt
Ørestad er båret af det gamle hav, som tidligere trængte længere ind i landet. Det er en præmis, en eftertanke, ved at leve her. Under os ligger lag efter lag af sand og ler, og hvis det ikke var for digerne mod syd og vest, ville bydelen blive oversvømmet.
Hovedparten af Kalvebod Fælled var lavvandet strand indtil inddæmningen i 1940’erne. Jeg er flere gange gået forbi de store blokke af blågrå ler, der graves op, når rørskov skal fjernes for at gøre plads til flere udvandingskanaler. I tværsnittene kan man se skaller fra blåmuslinger, og de kan meget vel være hundrede år gamle.
Gravmaskinerne skal altså ikke langt ned, før den virkelige undergrund åbenbarer sig, og vand er der stadig rigeligt af.
Det passer mig fint, for så kan jeg bedre acceptere, at det konstant gynger under mig. Min hjerne er kaliberet forkert, jeg er aldrig helt i vater, men kan bilde mig selv ind, at det er omgivelserne heller ikke. En form for udligning.
Havet bærer os, mens blæsten forsøger at smide os af jordkloden. Hverken boligblokkene eller vegetationen kan stoppe den. Selv på sommerdage, der er rolige i andre bydele, kan det blæse i Ørestad, og det er værst de mest åndsforladte steder.
Hjørnet af Robert Jacobsens Vej og Asger Jorns Allé, hvor Rema ligger i Himmelbyens stueetage, er netop sådan et sted. Her er tilpas firkantet og åbent til, at vinden kan opføre sig som bissende spøgelser, der er fløjet ind fra Køge Bugt eller Øresund for at slå borgere i jorden.
Når man træder ud af butikken og skal i fremdrift, er man nødt til at krumme sig forover.
Så kæmper man dér, plastic flås hen af gaden, dåser hopper ud af skraldespandene, og fra altanere lyder der råb om hjælp.
Et blæsevejr i Ørestad har sine egne regler. Der kommer små, spidse bølger på den brede kanal langs Robert Jacobsens Vej, og selv når vandet er limegrønt af alger i en varm periode, kan vindstødene gøre det sort, et forbløffende syn i solen.
Dele af Ørestad Syd er stadig igangværende byggepladser, grunde afsat til kommende byggepladser eller – for mig ret nedslående – byggepladser, hvor man har påbegyndt arbejdet, men af en eller anden grund er stoppet, og tilbage ligger et ingenmandsland fyldt med skrald og brudte løfter.
De hundrede meter høje kraner, der er kørt i stilling, holder sig aldrig helt i ro. De stikker hovederne op i et tyndere luftlag end vores og strækker sig for at nå noget, vi mennesker ikke kan se. Det sker, at de drejer ufrivilligt rundt om deres egen akse og synger i wirerne. Kalder de på hinanden, for hvad er der ellers at give sig til deroppe?
Børn i flyverdragt-alderen er vilde med kraner og, indrømmet, jeg har det på samme måde. Der er grafisk skønhed i disse konglomerater af stål i Piet Mondrian-farver. Jeg ved godt, at der sidder et menneske oppe i styrehuset, men alligevel har jeg et håb om, at kranerne kan tage deres egne kloge valg.
Ind i mellem finder jeg mig selv stående på kanten af en af de store fundamentgrave og stirrer ned på bunden. Hvis mørket er faldet på, skinner leret dødt under industrilamperne, og jeg kan mærke en murren komme fra fælledens kerne.
Eller måske fra min egen, jeg bliver bange for, at de ansatte i en eller anden forvaltning engang har taget flere katastrofale beslutninger om dette område. Beslutninger, der ikke kan omgås, fordi det simpelt hen er for pinligt at indrømme, hvilken tankeløshed der ligger bag. En nat bliver vi alle vækket af en hul ræben fra undergrunden og suget ned i et kæmpemæssigt jordhul.
Nu kommer jeg forbi igen, i en mørkere fold af dagen. Alene.
Anbringer min rygsæk på jorden ved siden af flintestenen, lyner rygsækken op og sætter mig på hug. Derefter løfter jeg stenen op med strakte arme og sænker den langsomt ned i rygsækken, forsøger at mobilisere mavemusklerne, sådan som jeg har lært til træning. Jeg løfter det 20 kilo tunge bytte op på den ene skulder, i et sving over på den anden og spænder remmene godt fast. Da jeg rejser mig op, borer et klippelandskab sig ind i mine rygmuskler, og jeg er nødt til at krumme ryggen for ikke at falde.
Jeg tager genvejen gennem skolens legeplads og kan i øjenkrogen ane min egen skikkelse i de store glaspartier mod køkkenafdelingen. Trækker kroppen afsted – kummerligt er hvad, det er – og farligt, for hvert sekund kunne rygsækken skævvride min rygsøjle.
Det sker ikke, fordi jeg bevæger mig som Tordenkalven i Johannes V. Jensens Himmerlandshistorier. Foroverbøjet med blikket i jorden. ‘Han var bleven Krøbling ved at gaa bagover med en Hest.’ Jeg. mangler bare to stokke og træsko med klodser under.
Folk vil kigge og tænke, frygter jeg. De vil stå langs ruten og betragte mig tavst, mens jeg går bodsgangen.
Videre langs pladsen foran Fasanrækkerne. Nej, her er heldigvis mennesketomt. Det er et absurd kedeligt sted, hvorfor skulle nogen stille sig op der ved synet af en tosset kvinde?
Da jeg endelig låser mig ind i lejlighed og går ned på knæ for at få rygsækken af, opdager jeg, at den er gået op i syningerne flere steder. Det skulle ellers være et stærkt materiale.
Rygsækken falder ned på træplankerne med et bump. Jeg lyner op med tykke, overophedede fingre, anstrengelsen har straffet hele min krop.
Efter at have ligget i fosterstilling på trægulvet nogle minutter, får jeg rettet mig ud og bærer stenen de sidste meter hen på køkkenbordet, hvor den skal stå i hjørnet. Det svir i mine arme.
Jeg føler mig en smule forlegen, for hvad har jeg gang i? Jeg har transporteret en meget stor og tung flintesten hjem til min to-værelses lejlighed. Det er besynderlig adfærd, det er komisk.
Men følelsen er blandet med stolthed, og det er ikke meningsløst, minder jeg mig selv om. Jeg hørte noget, da jeg fandt stenen … den ligesom gurglede. Jeg genkendte lyden fra hospitalet og kunne ikke bare efterlade en budbringer.
Den geologiske transmitter er kommet hjem.
Og så er der jo æstetikken. Stenen kan være en skulptur i min lejlighed, helt prosaisk. Stenbed på altanen, kæmpesten på køkkenbordet. Jeg kunne ligeså godt bo i Nordsverige eller Canada.
Flintestenen er drabelig med sine hakkede strukturer og hvidt kridt løbende ned af siderne. Jeg forsøger at polere den for at få mere kontrast frem, men uanset hvad jeg gør, gnider madolie på de glatte overflader, aftørrer de ru med brunsæbe, afviser stenen det gang på gang.
Den har sin egen pakning i kvartsene, og dem skal man ikke røre ved.
Bagefter sætter jeg mig ved spisebordet og skriver dagens podcasts ned i en notesbog, et program fra Hjernekassen om menneskets evolution, BBC’s In Our Time om Werner Heisenbergs Usikkerhedsprincip inden for kvantemekanik. Den sidste har jeg hørt tre gange, og jeg forstår måske ti procent.
Jeg går ud på altanen og får øje på en formation af svaner, der flyver mod syd. Fuglene danner en stringent, geometrisk spids. Mon formationen ville være så flot, hvis den ikke blev iagttaget af mig? Ville den så overhovedet findes? Ser andre mennesker noget andet derude i Græslandet?
Mit højre skinneben ryster, som når jeg fryser.
Forkert igen. Det er bare en stille krampe.
Næste kapitel: Svanejagten
“Han rettede sig pludselig op, og det brune, halvlange hår, som måtte være en paryk, gled ned i panden. Et par rågeøjne i et aflangt ansigt var rettet mod mig, og så alligevel ikke. Manden kunne ikke se mig, fornemme mig, ja, men der var ingen årvågenhed at finde i ansigtet.”
