Thorkild Hansens roman ’Det lykkelige Arabien’ har lært mig at respektere den del af menneskeheden, der levede flere hundrede år før os.
Der var nemlig engang, hvor opdagelsesrejsende – næsten forudsætningsløst og halvt i blinde – forsøgte at forstå og kortlægge kloden.
‘Det lykkelige Arabien’ er den sande historie om seks fornemt skolede herrer, der i årene 1761-1767 forlod Norden og Tyskland for at gå på opdagelse i arabisk geografi, botanik, biologi, sprog og kultur. Den danske konge Frederik 5. betalte rejsen, men forlangte samtidig, at ekspeditionsmedlemmerne skulle dokumentere minutiøst, hvad de oplevede undervejs. Om det så var en fladfisk fra Det Røde Hav, skulle den sendes til København, helst tørret.
Den tyske kartograf Carsten Niebuhr overlevede turen som den eneste. De opmålinger og tegninger, han overlod den danske stat ved sin hjemkomst, kan kun gøre os målløse i dag.
Essays før bogen
Måske har han i timevis knælet foran stenvæggen og ladet sine rygmuskler parere solens stråler. Uden den store virkning, for lyset slår alligevel tilbage fra væggen og rammer ham i ansigtet. Det flader godt nok ud i løbet af dagen, men herude på det persiske plateau er genskinnet fra ruinerne ubarmhjertigt. Gnisterne slår smut ud og ind af hans øjenkroge, så forsvarsværkerne eroderer. Først umærkeligt, senere invaliderende.
Tegnene spræller foran manden, der har medbragt sine gedeskindssække, store, med hårene på ydersiden til vand, og små til resterne af den ret, han fik serveret i en nærliggende landsby: høne med sorte ben. Desuden fortinnede kobberdåser, der holder blækket fra Konstantinopel kølig, og fjerpenne samt ekstra papirark i lærredsruller. Det er alt sammen placeret i den vigende skygge ved murens kant, og med sammenknebne øjne og brynene rynket i et pinefuldt V forsøger Carsten Niebuhr at fokusere.
Sandstrand efter ryletræk
I dag er inskriptionerne kendt som kileskrift, der med den danske forfatter Thorkild Hansens ord stod foran landmåleren og astronomen ”som en sandstrand efter et ryletræf.” Niebuhr ofrede sine øjne for at aftegne kileskriften på ruinerne af den archæmenidiske hovedstad, Persepolis, i foråret 1765. Han var, ifølge Thorkild Hansen, den første i verdenshistorien, der magtede opgaven at gengive oldtidsskriften så nøjagtigt, at efterkommere kunne afkode den. Inden da havde han nedfældet hieroglyffer fra fortidsminder, der lå spredt ud i Cairos gader, og han stod også for målinger og aftegninger ved pyramiderne. Blandt meget, meget andet.
Dengang havde man ikke opfundet en konstruktion, der kunne skærme øjnene for solen. Besynderligt nok, for der herskede en enorm vilje til at udforske verden, og det foregik ofte, som i dag, under den store, særdeles pragmatiske stjerne. I det mindste kunne de opdagelsesrejsende have lært af arktiske folkeslag, der udformede historiens første solbriller af træ og ben. Carsten Niebuhr kendte oven i købet tricket at sværte et glas til, så man kunne kigge gennem det og op på en solformørkelse uden at miste synet. Det havde han demonstreret, da rejseselskabet skulle imponere en flok uligevægtige sømænd på Det Røde Hav under pilgrimssejladsen fra Suez til Mekka.
The King of Kings
Men Niebuhr havde kun sin beduinske hovedbeklædning som beskyttelse på højsletten ved Marvdash i det sydlige Persien. Om morgenen, når han ankom på æselryg til oldtidsbyen, fik han for vane at vandre henover resterne af gulve i det afpillede paladskompleks. Mest for at teste, om hans udregninger ved hjælp af skridtlængde og messinginstrumentet, astrolabiet, holdt stik og kunne nedskaleres til tegninger.
Sådan forklarede Carsten Niebuhr i hvert fald gåturen overfor sig selv. I 1765 var der endnu ikke blevet foretaget arkæologiske udgravninger på stedet, og Niebuhr planlagde at færdiggøre et prospekt af Persepolis set fra den østlige bjergskråning.
Det var nok i højere grad for at glide henover de morgenfrosne vandpytter, der var kantet af sukkulenter i blomst. Frosne vandpytter, tænk dig, i The King of Kings’ banketsale, konkubinekvarterer, badeafsnit, sukkerkamre, kornsiloer, æselstalde … Nej, undskyld, alt det vidste denne rejsende ikke. Eftertiden måtte tage sig af Darius den Store og sønnen Xerxes. Videnskabsmanden savnede blot lave temperaturer og glædede sig over klimaet her i det løftede landskab, ikke mindst efter de lange feberanfald, der gik forud. Han anede ikke, hvilken sygdom der havde gungret gennem hans krop, men at den rev mange stærkere mænd med sig i farten, var hans rå erfaring.
Savnet efter Norden forledte det optimistiske menneske til at tro, at køligheden i Persepolis mildnede solens stråler, hvilket dog på ingen måde var tilfældet. Strålingen gjorde ekstra skade her, hvor stenene reflekterede den. Især når Niebuhr stirrede direkte ind i den samme skriftvæg syv timer om dagen for at løsne hver et enkelt lille fuglespor og placere det på sit papir.
Vores helt blev i første omgang sneblind af arbejdet i det mageløse Persepolis, som om han netop havde gloet op i solformørkelsen eller kørt med hundeslæde på indlandsisen. Han fik derefter en voldsom øjenbetændelse og havde ikke engang kræfter til at smage det egyptiske rosenøl i Shiraz, hvor han efter endt mission ved ruinerne forsøgte at blive rask. Senere i livet kom blindheden definitivt.
En genial kartograf
Heldigvis nåede den utrættelige Niebuhr at se meget. Det lader sig næsten ikke beskrive, hvor meget, men Thorkild Hansen har et vidunderligt bud på det i sin bog. Jeg beundrer den danske forfatter i en grad, så superlativerne fordamper af flovhed. ’Det lykkelige Arabien’ blev udgivet i 1962 og følger seks ekspeditionsmedlemmer, der i årene 1761-1767 undersøgte den endnu utvungne planet, eller mere præcist landene syd for deres egne hjem. De seks mænd fra Norden og Tyskland tog afsted for at studere arabisk geografi, botanik, biologi, sprog og kultur på danske Frederik 5.’s foranledning.
Kongen selv havde ikke nogen mening om, hvad en hersker burde foranledige, med mindre det gjaldt at sprutte i et jagthorn og gylpe vin op i udskæringen på smukke kvinder. Men han var omgivet af dygtige embedsmænd og videnskabsfolk, som havde ambitioner om at vide mere om verden – og prale om den overfor omverdenen.
Professor Johann David Michaëlis var en af mentorerne bag rejsen, og han underviste tyske Carsten Niebuhr på universitetet i Göttingen. Michaëlis var en af tidens største orientalister og gav sin elev lektioner i arabiske sprog. Niebuhr blev dog frem for alt oplært i at tegne landkort ved at beregne solens, månens og stjernernes placering. Måleinstrumentet astrolabiet blev hans kæreste eje. Makkerskabet resulterede blandt andet i et næsten ubegribeligt detaljeret og retvisende kort over Yemen, og holdets rejse langs Nilen endte med 300 optegnede lokaliteter fra Niebuhrs hånd. En genial kartograf var skabt.
Vi sejler på havet, men hvor?
Der lå faktisk ikke imperialistiske tanker bag ekspeditionen. Ærgerrighed, ja, men det var på et andet plan. For mens hollænderne sneg sig rundt i Arabien og stjal bønner i kaffehusenes kompostbunker, så det nye guld kunne transporteres til asiatiske kolonier, konkurrerede andre lande om indsamling af effekter og vidnesbyrd fra lokaliteter, der endnu ikke var kendt. For vishedens skyld. Viden var magt i 1700-tallet, hvor man foretog nogle af historiens største kvantespring, undskyld udtrykket, indenfor astronomi og det, man definerede som klassisk mekanik. *
Det gik gradvist op for mennesker, at de boede på en slags kugle, og hvis de ville bevæge sig rundt på den og handle med varer, skulle de lære nogle regler om jordklodens mekanismer.
At rejse effektivt på åbent hav var for eksempel en udfordring. For at få en bare lidt momentum i sejlene, skulle man kende det koordineringssystem, som gør det muligt at udregne, hvor man er på planeten. Breddegrader, skiver af jorden, var allerede kendt i Alexandria i de sidste århundreder før år 0, da græske og egyptiske lærde indledte jagten på svar om geografi. Men længdegrader, der skærer gennem nord- og sydpolen som appelsinbåde, forblev et mysterium i mere end tusind år derefter.
Søuret, den nye vidundermekanik
I modsætning til breddegrader kunne længdegrader udelukkende fastlægges med et marinekronometer, som bragte tidsaspektet ind i ligningen. Et sådant blev først opfundet i 1730 af den selvlærte urmager John Harrison i England. Det var en revolution indenfor tidtagningsteknologi, som Harrison arbejdede på at finpudse hele sit liv. Hans første modeller af søuret er pragtfulde, snurrende apparater af messing, som går direkte ind i steampunk-hjertet.
Det krævede altså præcis definition af tid og solens position at vurdere, hvor man rodede rundt på havet, hvis der ikke var en kystlinje at måle efter. Marinekronometeret viste sig at være svaret på mange af de spørgsmål, aspirerende verdensborgere stillede i den periode, hvor man for alvor begyndte at hoppe rundt mellem kontinenterne. Med ét blev tiden fastnaglet til menneskets hverdag. Uret ramte (næsten) universel nøjagtighed, og det så sig aldrig tilbage.
Før denne opfindelse benyttede søfolk på større sejladser kompas og mundtlige og skriftlige anvisninger. Astrolabiet, Carsten Niebuhrs vigtigste måleredskab, var også i spil. Christoffer Colombus brugte det for eksempel flere århundreder forinden til at finde Indien, eller … nå, det er en anden historie.
Gud som bænkevarmer
Udviklingen gav en del diskussioner rundt omkring i de højloftede sale, for når man begyndte at aftvinge naturkræfterne deres hemmeligheder, hvad så med Gud, der pludselig fik en rolle som bænkevarmer til festen? Globussen virkede som en stor mundfuld, selv for denne flyvende, ældre hædersmand, Michelangelo havde afbilledet med udstrakt hånd mod en henført Adam i Det Sixtinske Kapel. Sir Isaac Newtons helt igennem vanvittige hjerne var omdrejningspunkt, og han løste nogle af de religiøse skismaer ved at have titlen teologiprofessor oveni matematiker, fysiker, astronom og alkymist. Naturfilosof blev han også kaldt. Så var man ligesom i gang.
Engelske Newton døde 38 år før Niebuhrs besøg i Persepolis, men den tid var blot et nys, når man tænker på, hvilken betydning manden havde for det 18. århundredes fremskridt og tanker. Newton regnede blandt andet de matematiske retningslinjer ud, som forbløffede – og den dag i dag forbløffer - verden med gravitationsloven. Han fandt (i flabet korthed) frem til, at masse tiltrækker masse, hvilket betyder, at vi hænger fast på jorden, selvom den er rund og oven i købet drejer. Geniets teorier blev først overgået af Einstein i det 20. århundrede, da relativitetsteorierne inddrog en del andre, mere luftige komponenter, som for eksempel lyset.
Newton troede på Gud samtidig med, at han påviste tyngdefeltet, men det gjorde mange af hans samtidige tilhængere. Det var først langt senere, at videnskabsmænd kunne frigøre naturvidenskab fra religion. Den dag i dag mener mange stadig, at det ene ikke udelukker det andet.
En skolepiges repetition
Turen til Det lykkelige Arabien gik den første del af strækningen på det behørigt ornamenterede orlogsskib Grønland fra Toldboden i København, gennem Skagerrak, Kattegat, Nordsøen, langs Irland og Englands kyster, omkring Spanien, Portugal, ned gennem Middelhavet, ind i Egypten, ud i Det Røde Hav, rundt om Den Arabiske Halvø, dernæst en afstikker til Indien og Iran og til slut op gennem Mellemøsten og Europa.
Det er langt fra en præcis beskrivelse af rejsen, snarere en skolepiges repetition. (Flere af landene havde i øvrigt andre navne dengang.) Og netop dér ligger min forudsætning for at skrive om opdagelsesrejser. Eller: Jeg har ingen forudsætning.
For at forstå ruterne i 1761-67 og trængslerne ved at rejse og opdage for datidens mennesker har jeg været tvunget til at repetere litteratur, fagtekster, podcasts og kort igen og igen. Intet er ligetil eller logisk for mig, når det gælder fysik og geografi. Jeg kan heller ikke nøjes med at læse eller lytte til noget én gang. Der skal ofte fire eller fem forsøg til, og selv da kan oplysninger drysse ud af hukommelsen.
Jeg kan med andre ord ikke længere få fodfæste på den jord, hvor jeg efter sigende skulle være homo sapiens.
Hjerneblødningen
Jeg fik en hjerneblødning i lillehjernen i april, 2018. Først opstod en grundlæggende forvirring, fordi min rummelige intelligens var druknet: Hvad er op og ned, hvis jeg vender forkert i forhold til …? Øh, hvad hedder det nederste og øverste her i …? Hvor er jeg? Hvordan forklares hen … ad? Gulv, hedder det! Under, over? Når noget er rundt, hvor er firkanten så … blevet af? Kan trekanten være i cirklen? Hvis den er lang … benet?
Efter operationen vågnede jeg op på Rigshospitalets Neurointensiv-afdeling med en ventil stikkende ud af pandeskallen og koblet til panelet bag mig, et længere operationssår i nakken samt en masse andet lækkert tilbehør. Min eksistens var fuldkommen fremmedgjort.
Situationen er nu stabiliseret til en konstant gyngende bevægelse i sind og krop. Kvalme og træthed er følgesvende. Jeg kan gå, tale, skrive og tage mig af mine børn, og det kan ikke umiddelbart ses på mig, at der er kaos bag panden.
Relevant for dette essay er, at jeg har store problemer med stedsansen og orienteringsevnen. Der kan desuden sættes nogle gevaldige minusser ved mine øjnes funktionalitet. De nægter at samarbejde med hinanden og mig, og det er første gang, siden jeg var halvandet år. Øjnenes nervetråde og muskler har mistet deres spændstighed, og jeg kan ikke bare smide dem på et løbebånd. Nye briller hjælper kun en smule.
I årene efter indlæggelsen har jeg kæmpet for at forstå og huske, at lære at forstå og huske igen. Men skaderne er permanente, jeg kan ikke længere arbejde som journalist, især fordi mit vindue i forhold til større mængder informationer begrænser sig til få timer om dagen. Ofte mindre.
Så var jeg død dum
Hvad gør man så? Min strategi er at starte for fra: Jeg dyrker for eksempel historien om, hvordan mennesker navigerede i verden for 200 år siden. 2000 år siden. 5000 år … 10.000 … Mit hjemmestudie giver mig en følelse af, at jeg selv kan rejse og klare forhindringerne. Omvendt er det en måde at komme væk fra mig selv. Jeg får mindre betydning, og det er i sidste ende målet med alt dette: Midt i selvynk og ensomhed efter hjerneblødningen kan jeg flygte og genvinde respekten for livet. Det er større end mig, der er en mening med den tur, det giver os, hvad enten jeg kan følge med eller ej.
Det er ikke en filosofisk beslutning, ikke noget, jeg mediterer over. Tværtimod, for mine ’studier’ er både for hårde og over evne. Jeg er heller ikke en vinder, en slags bjergbestiger, der har mistet et ben og alligevel vil til tops på de syv tinder. Mine begrænsninger er der for at blive, jeg kender dem godt, selvom jeg begår vold mod dem ind i mellem.
Når folk spørger, hvorfor jeg terper i stedet for at slappe af, svarer jeg ofte: Jeg vil ikke dø dum. Det er sandt. Jeg var tæt på at dø, og, ja, det er min overbevisning, at så var jeg død dum. Jeg ser det som min pligt at sætte mig ind i ting for at række ud over min egen person. Som sagt er det den eneste udvej – viden redder mig i sidste ende.
At denne indlæring kan forsvinde, ofte ligeså hurtigt, som den er tilegnet, har jeg lært at leve med. Min skadede hukommelse gør, at meget kan nå at slippe fra mig, inden det bliver liggende i arkivet. Det gør mig dog ikke frustreret eller bange, for jeg husker, hvad jeg undersøgte, og hvad der drev mig. Jeg mindes, hvilken følelse, det giver mig at vide lige præcis dét, og så har jeg noteret meget ned, kilder for eksempel, så informationerne er nemme at finde frem igen. Jeg gentager indlæringen igen og igen og igen, indtil hjernevævet giver sig, og så bruger jeg mit website til at besegle det faktum, at nu ved jeg lidt mere. Det vigtige for mig er selv at kuratere, hvad jeg dykker ned i. Jeg alene bestemmer, for det er mig, der skal gå rundt med den her havregrød indeni hovedet resten af livet.
Og ja, jeg ved godt, at hjernen er elastisk, og at jeg kan da gå nogle fucking fantastiske ture i det simpelt hen så røvdejlige solskin … Men jeg tilslutter mig det, Peter Lund Madsen refererede en amerikansk hjerneforsker for i en af sine radioudsendelser, Hjernekassen:
’Problemet med hjerneforskning er, at dem, der forsker i hjerner, har hjerner.
Det gælder på begge sider af bordet, min ven. Problemet med os hjerneskadede er nemlig det samme. At vi har dem, hjernerne.
Os, der beskæftiger sig intensivt med hjerner, hvad enten vi er tvunget til det på grund af sygdom eller har valgt det som levevej, er alle sløvede af den omstændighed, at vi redigerer strømmene af indtryk og lærdom med vores individuelle hjerner. Vi placerer et mellemlægspapir af forbehold, tro osv. mellem os og den reelle virkelighed – og ikke altid til virkelighedens fordel.
Lægerne er i sagens natur mere køligt og professionelt anskuende end os syge, men redigeringen vil altid være der. Man er heldigvis nået langt indenfor lægevidenskab, og udviklingen er eksponentiel – inden længe kan hjerner opereres af nanorobotter, mens kirurgen holder øje fra en skærm i det andet rum.
Boltzmanns hjerne
Den helt klare erkendelse af hjernens enorme vidder kommer dog efter min mening først, når menneskeheden ’opnår’ teknologisk singularitet, altså at en computer kan matche en menneskehjerne. Hvilket er et andet kapitel.
Jeg er klar over, at dette er en forkølet og overfladisk behandling af hjernen. Hele tiden støder jeg på nye fænomener, som jeg burde gå dybere ind i. Bare i dag, hvor jeg igen lyttede til Hjernekassen, denne gang om rum, tid og afstand. Her talte Lund Madsen pludselig om udtrykket ’Boltzmanns hjerne’, som vist nok dækker over følgende tese: Sandsynligheden for, at der ude i rummet spontant opstår en menneskehjerne uden krop med erfaringer fra vores klode, er ligeså stor som sandsynligheden for, at kosmos er skabt på den måde, vi tror.
Den sekvens gav mig omgående ondt i hovedet. Ikke bare fordi den er svær at rumme, men også fordi snak om hjerneforskning gør mig urolig og utilpas. Lige præcis på det punkt vil jeg gerne være uvidende. Måske fordi det er ’too close to home’, eller, fordi jeg ikke kan holde ud at få at vide, at alt, hvad jeg gør, er forkert.
Tæller kamelens skridt
Så processen fortsætter. I det 21. århundrede er der satellitter klar i rummet til at bestemme min og alle andre positioner, jeg skulle ønske. Om jeg så skal til Amager Strandpark og havbade eller til Kirgisistan og lede efter sneleoparder. Menneskets evolution og teknologi har fjernet alle dumme undskyldninger for ikke at kunne finde vej. PBS gør, at man kan holde øje med mig i Danmark og en junglerotte i Gabon samtidig, hvis det skulle lyste.
Men jeg sidder tilbage og kan stadig ikke finde rundt. Hverken fysisk eller metafysisk. Derfor denne respekt for en person som Carsten Niebuhr. Jeg føler det næsten så stærkt, at det giver dårlig samvittighed. Jeg trænger mig ind på hans rejser, hjælper ham med at tælle kamelens skridt, da ekspeditionsholdet krydser de hede landskaber, jeg noterer hundredevis af stednavne langs Nilen og skriver dem rent, når karavanen gør holdt for natten, jeg henter vand fra bjergkilderne, mens de andre sover. Jeg drikker den sortsvedne kaffe, den alt for fermenterede druesaft. Jeg kan alt, skrive med gotisk skrift på tysk og fransk, trave i timevis, se, se, se …
Til slut efterlader jeg mine Raybans, model 2010, ved siden af Niebuhrs sengebylt i teltet – og forsvinder.
Vidste ikke, hvad han ikke vidste
Carsten Niebuhr var ikke et kendt navn forud for ekspeditionen til Det lykkelige Arabien, og hans imponerende meritter blev først stadfæstet, da omverdenen indså vigtigheden af mandens indsats flere år efter hans død. Efter hjemkomsten fra Arabien kæmpede Niebuhr nogle år forgæves for at få den nye konge i København, sønnen af Frederik 5., til at vurdere hans fortegnelser. Men videnskabsmanden endte med at trække sig tilbage til Göttingen og et enkelt liv som landmåler. Jeg tror, han var på det rene med sin stille eksistens, for han vidste jo ikke, hvad han ikke vidste. Han udfyldte sin rolle, han oplevede, hvad han havde sat sig for, og hvilede i den usagte forventning om at overvinde barrierer, når de opstod.
Andre af hans medrejsende var knap så beskedne. For eksempel professor Frederik Christian von Hagen, som brugte det meste af turen på at brokke sig over varmen og indkvarteringerne og udsætte opgaver, han var blevet pålagt af kongens mænd – ind i mellem så længe, at muligheden for at løse opgaverne var uden for rækkevidde. Han skrev i stedet en masse breve, der var gennemført opstyltede, og man måtte forvisse sig om, at de overhovedet fandtes, før man svarede. Von Hagen var nu ikke ene om den stil. Korrespondancen i oplysningstiden var så proppet med udenomssnak, at Ernest Hemingway ville have skudt hele banden. Alene brevenes indledning, hvor alle titler, undertitler og tilhørsforhold til kongen og selvfølgelig Gud blev strikket sammen. Det hang sikkert sammen med, at folk, der kunne læse og skrive, hørte til bedre kredse, og de ville for alt i verden ikke virke simple eller nemt forståelige.
Det sandeste er det, der er lidt løgn
Derfor krævede det også grundighed og nidkærhed fra Thorkild Hansen side at se igennem alt pladderet og få noget fornuftigt ud af brevene, der i øvrigt var mange måneder undervejs fra rejseselskabet til Danmarks embedsmænd. Det lykkedes for forfatteren, ikke mindst takket være Rigsarkivet og andre arkiver, hvor man kan finde materiale fra ekspeditionsholdet, blandt andet Niebuhrs optegnelser, dagbøger og senere bogværker om Arabien.
Thorkild Hansen havde en evne til at ’interviewe de døde’, et udtryk, jeg har stjålet fra historikeren og forfatteren Tom Buk-Swienty. Det henviser til, at man kan føre en samtale med de for længst begravede via sin research i primære kilder, personernes breve og afrapporteringer. Mange historikere vil være uenige, men jeg mener, at skribenten kan tillade sig at se gennem det broderede eller stringente og, udover fakta, frembringe stemninger, farver og dufte for at gøre fortællingen vedkommende.
Historien om Carsten Niebuhr er sand, og for mig gør Hansen den sandere ved at insistere på de detaljer, der måske ikke fortæller sandheden. Små kropsbevægelser for eksempel. Hvordan Carsten Niebuhr bøjede nakken, kiggede nedad sig selv, betragtede det slidte stof over knæene, skoenes ødelagte facon, de hvide spor af fordampet sved, der var trængt hele vejen gennem læderet. Og hvordan han ansporede flegmatikeren i sig, når rejsefællerne, naturforsker Peter Forsskål og sprogforsker Frederik Christian von Haven, tørnede sammen i oppustet larm. De to herrer, henholdsvis svensk og dansk, var af meget højere akademisk rang end tyske Niebuhr. Forsskål havde oven i købet ryggen dækket af den mægtige botanikus Carl Linné i Sverige, og de var for fine til ikke at skændes, især når deres magelige korpusser blev trængt under ekspeditionen.
Verdens første rigtige kaffe
Man kan heller ikke vide, hvordan Carsten Niebuhr foretrak sin Mokka-kaffe. Men ud fra Thorkild Hansens fortælling kan jeg se, at han aldrig havde indvendinger mod de lokale skikke og ganske tilfreds søbede af kaffen fra bittesmå kopper, der blev medbagt på rejserne i trææsker. Formentlig var væsken tyk og sukret. Niebuhr vidste dog ingenting om kaffe og drak den nøjagtigt ligesom borgerne i Yemen. Der fandtes bekvemme kaffehuse i regionen, men det var ikke Niebuhrs lod at dase for længe ad gangen med tag over hovedet. Ofte blev de andre tilstedeværende nysgerrige eller ligefrem mistroiske, når han pakkede sine instrumenter og noter ud. Kom den hvide gnalling nu og udøvede magiske besværgelser henover deres borde?
Tyskeren måtte i de fleste tilfælde indtage den grødede drik som andre nomader: på klippefremspringet, sivmåtten foran teltåbningen om aftenen, når man endelig kunne slappe lidt af. Om morgenen stående eller småløbende ved siden af den del af kamelkaravanen, som man tilhørte. At spise, drikke og klæde sig ligesom de lokale var Niebuhrs strategi for at holde sig i live. Han lod sig hærde ligesom gedeskindssækken, så hans krop også kunne bruges til transport og opbevaring i 40 graders varme.
At presse en fisk
Det skal siges, at selvom Von Haven pjækkede store dele af rejsen væk, var hans rival til titlen som ekspeditionens største snob, Johan Forsskål, meget flittig og dygtig. (Jeg kommer altid til at tænke på ham som hr. Koldskål).
Svenskeren sendte kilometer af optegnelser om plante- og dyreliv hjem. Han pressede blomsterhoveder og plantestængler dagen lang, og selv da al vegetation var svitset væk i det brandvarme Suez, formåede han at forarbejde og presse en fisk for at gøre den klar til afsending med post.
Desuden var holdets kunstner, Georg Baurenfeind, det, en arbejdsgiver i dag ville kalde forandringsvillig, krænkelsesparat og agil. Man kan også bare sige, at han tegnede godt i en tid, hvor denne form for afbildning var den eneste mulige. Hans illustrationer af landskaber, botanik og biologi var smukke og fortjente hvert et kobberstik, de senere blev foreviget som. Baurenfeind var uddannet på Akademiet for de skiønne Kunster i København, hvilket imidlertid gav en stilistik drejning mod Bibel-æstetik. Blandt andet gengav tegneren en gammel fisker i Djibba så ’anatomisk korrekt’, at manden lignede en, der var på vej hen for at høre det sidste af bjergprædikenen. Det sidste er Thorkild Hansens ord, og jeg elsker dem.
Molon labe!
For nøjagtig 257 år siden arbejdede den opdagelsesrejsende Carsten Niebuhr alene i forårslyset på en ørkenslette i det nuværende Iran. Hvor han end bevægede sig mellem Persepolis’ ruiner, var det på en hævet platform, som persernes bygningsledere konstruerede, sandsynligvis oven på et større kloak- og kældersystem. I bjerget, hvor fra Niebuhr tegnede et oversigtsbillede, viste sig under de senere udgravninger at være en indhugget cisterne til lagring af vand.
Byen blev anlagt omkring 500 f.Kr. og havde kongeresidensen i Susa som forbillede. Arkæologer mener, at de første søjler var skabt af cedertræer fra Libanon eller teaktræ fra Indien, men da forsyningerne løb tør, gik man over til kalksten. Alexander (ham, den … ham, makedoneren) angreb Persepolis med sin hær i 330 f.Kr. og slæbte ifølge myten tonsvis af guld med videre.
I dette rum er vi på persernes side, det trænger de til. Men krigene mellem oldtidens Persien og resten af verden var brutale og anstiftet for at få magt og skat-betalende undersåtter. Perserne var aggressorer i ligeså høj grad som alle andre. Især Xerxes I, der af historikere blev beskrevet som ’den eneste frie mand i sit rige, resten var slaver’.
Romerne får ofte ros af historikere for at have været ‘inkluderende’ og lade andre befolkninger bevare kultur og autencitet, bare de underlagde sig romerriget. I modsætning til perserne. Det passer ikke. De to imperier havde samme taktik: Betal ved kasse ét, og du får lov at være dig selv. Men hvis der bliver det mindste brokkeri, skærer jeg hovedet af dig. (Spørg bare Karthago om den sag.)
I øvrigt har alle store riger gennem tiden fået dårlig presse mindst én gang. Der var for eksempel perserkongens mildest talt pinlige nederlag til de uimponerede spartanere, som oven i købet var i undertal og ifølge historikeren Plutarch havde tid til at styrketræne og groome hår og skæg i lejren. Heraf kommer det berømte citat ’molon labe’, spartanernes kølige svar på Xerxes’ befaling om, at de skulle nedlægge våbnene. ’Kom og tag dem’, er oversættelsen – for evig tid var begrebet lakonisk skabt.
Selvom perserne var et nomadefolk, foretrak de kongelige en luksusversion af rejseriet. De bragte store husholdninger og skatte med, og det er formentlig en af grundene til, at Persepolis blev forladt og ikke genopbygget efter nedbrændingen. Perserne skyndte sig videre med deres enorme karavaner.
De dage, hvor Niebuhr sled stoffet helt af bukseknæene for at komme så tæt på kileskriften som muligt og vandrede rundt i det forvitrede landskab for at strække benene, kunne han ikke andet end at iagttage resterne af en hemmelig historie. I persernes storhedstid var regionen del af den ’frugtbare halvmåne’, hvor afgrøder og vegetation stortrivedes takket være evnen til at lede vand fra nærtliggende floder, men Niebuhr så kun nogle få kæmpe-kaktus og græs i pletter.
De fem andre på ekspeditionsholdet var døde, formentlig af malaria, sygdommen, som florerede i fugtige luftstrømme over Yemen, og også tog store dele af lokalbefolkningen med sig. Carsten Niebuhr havde heller ikke undgået malaria og led højst sandsynligt af det stadig. Og for at det ikke var nok, døde den tjener, astronomen havde anskaffet sig i Shiraz, så selskab skulle han lede længe efter.
Den opdagelsesrejsende koncentrerede sig om at aftegne kalkstenenes inskriptioner uden at vide, at det var kileskrift, jordens første skrevne sprog. Det blev skabt på lertavler flere tusinde år forinden i Babylon, nu Irak, og fungerede lavpraktisk til at meddele skribentens navn, rang, familie, tælle sine dyr op, angive et mål for deres indhegning osv. I Persepolis tjente kileskriften til at konsolidere kongernes status og herligheder. De kopieringer, Carsten Niebuhr havde med hjem, ville efter hans levetid være dem, man brugte til at kode kileskriften.
Lærredsbylten
På denne aprildag i 1765, ligger det langt forude, pyt med det. Min ven lægger mærke til, at himlen henter noter i sandet og klipperne og viser et spekter fra brændt krydderi om morgenen til citronmælk om aftenen. Det er nyt for ham at være sentimental. Han lytter til de samme travle ørkenspurve, som besøgende kan lytte til i 2022. Fuglene dukker op fra det ene øjeblik til det andet og anbringer sig i fin søndagsskole-opstilling på en søjlefod . Manden afsøger horisonten for at se, om der skulle komme andre mennesker, da en ged klager sig, tilsyneladende tæt på. Men lyde snyder, ind i mellem bærer bjergene dem drillende rundt og ned i dalsænkninger, for herefter at lægge dem til hvile i sandet ved siden af én.
Carsten Niebuhr finder en lærredsbylt frem og ruller en aflang ting ud på jorden. Den er lavet af noget, som minder om sort glas, men materialet er blødere, lettere. En pludselig indskydelse får ham til at rette stængerne ud og fæstne dem bag ørene, så de runde skiver dækker hans øjne. Et vidunderligt mørke sænker sig mellem ham og muren, og øjenmusklerne afslappes.
Men det er for sent.
* Jeg har læst alle Thorkild Hansen bøger, også slave-triologien, som er ubærlig. Derfor ved jeg godt, at fremstillingen af danskerne som rejsende i verden er overfladisk i dette essay. Allerede i midten af 1700-tallet var Danmark dybt involveret i slavehandel fra Afrika og havde ingen skrupler i forhold til at tjene penge på andre mennesker. Nedværdige og udnytte andre for selv at opnå gevinst som koloniherrer. Jeg er imidlertid overbevist om, at Carsten Niebuhr var alt andet end en imperialist. Han var interesseret i at vide mere om verden, ikke at eje den.
Pingback: Her finder jeg inspiration – Svanejagten