Udgivet d. 24. marts, 2016.
Huset lå i udkanten af kvarteret med grøftekantsnavne. På den nordlige side løb en befærdet vej, hvor generationer af pindsvin blev dræbt på grund af fodslæbende ubeslutsomhed. Her var industrikvarteret og de uhyggelige tv-master. Uhyggelige, fordi de sang, som kun jernmonstre i dansk blæst kan, og når vindretningen tillod det, kunne man høre reparatører tale sammen fra flere hundrede meters højde. De snakkede om fodbold og vandsenge og andres koner.
På den anden side af huset lå den pæne græsplæne med et birketræ, der støvede nysende gult om foråret. Jeg betragtede træet fra vinduet i mit værelse og var bekymret for dets fremtid. Som i mange andre tilfælde viste mine bekymringer sig at holde stik – birketræet blev fældet, da det bredte sig og snaskede naboens vinduer til.
Han byggede selv gasbetonhuset, og af resterne designede han et reolsystem med lillamalede trælister som ramme.
Min far havde sine bedste år, da han var socialdemokrat. Der var oliekrise og stigende arbejdsløshed, men ingen blev tilsyneladende berørt i grøftekantskvarteret. Den kaktusgrønne Mazda 626 trykkede rallet ned i carporten, og vi havde Arne Jacobsen-vandhaner i samme nuance.
Når jeg tænker efter, var postkassen også grøn på 70’er-måden, som om farven bare ikke måtte være pæn, men posten bragte hver dag nyt fra København. Mine forældre var de eneste i byen, som havde abonnement på Politiken. Vejle Amts Folkeblad og Jyllands-Posten stod stærkt i området, ugeaviserne endnu stærkere.
Der blev sjældent talt om eller praktiseret politik, men min far kunne godt komme op at mundhugges med gæster, hvis de havde drukket af den kirsebærvin, han bryggede i balloner på loftsrummet. Vinen lugtede af gær og varm saft, og den var ikke befordrende for nuancer i samtalen.
Verden bestod af marker
Min far gav udtryk for at være samfundskritisk og solidarisk med arbejderklassen, men han vrøvlede. Vævede. Andre voksne fornemmede det uforløste, der lå som en afbrændt stubmark i hans sind. Han gjorde dem usikre.
Som barn anede jeg naturligvis intet om dette, men i dag kan jeg drage nogle konklusioner. De bygger på, hvor svært jeg selv har ved at argumentere verbalt. Jeg vil så gerne sige noget præcist, som folk husker bagefter. Det lykkes meget sjældent, for jeg er håbløst usikker med talte ord. De forgrener sig og knopskyder i alle retninger, og jeg ophæver mig selv på få minutter.
Min far havde samme problem, og derfor blev han utroværdig. Han ønskede at tilhøre et fællesskab af ideologisk ligesindede, men det hele var for diffust, og den slags fandtes kun i større byer dengang.
Han kom fra en østjysk landsby og landsbrugsfamilie, og de var på ingen måde politiske. Det gjaldt om at komme fra A til B, fra fødsel til død, uden at nogen opdagede det eller følte sig generede af deres gang på jord.
Et kig i kirkebøgerne viser, at hans familie levede på egnen fra slutningen af 1800-tallet, og det har ikke været en sofistikeret tilværelse. Grundlaget var generationer af knoklede landarbejdere, husmænd og senere enkelte gårdejere.
Verden bestod af marker, hvor bonden gik en aftentur for at luge flyvehavre eller spise umodne blommer fra træerne i skellet, når ingen holdt øje med ham.
Som om det overraskede ham, at han smilede
Det gjaldt om at dukke sig, hvis der var optræk til udfoldelse af temperament. Eller utidig opmærksomhed – det flegmatiske trak en træg mudderstrøm i alles væsener. Jeg kan stadig huske min farfars uundgrundelige smil, en ikke sjælden, men mærkeligt flov, trækning i hans ansigt. Som om det altid overraskede ham, at han smilede.
Min far blev opdraget til at tale lavt og forholde sig i ro. Den jyske undvigemanøvre var en indgroet del af adfærden, noget alle havde lært for ikke at blive for skuffede over tilværelsen.
Han blev aldrig tilfreds, hverken med sit lærerjob eller liv, men kampen og udlængslen foregik udelukkende inde i ham selv. Det var et vilkår tatoveret i sjælen, ikke kun for ham selv, men også for os, hans børn, der måtte leve med grundtvivlen.
Far var meget optaget af 70’ernes og 80’ernes mandlige rollemodeller, for eksempel Troels Kløvedal. Jeg mener, at han overværede et enkelt foredrag med denne solbrankede Sinbad under en oplæsningsturné i Jylland.
Måske blev han ekstra identitetsforvirret af at lytte til og læse Kløvedals beretninger. Hvordan kunne man andet end at blive lokket af søfarerens hvirvlen rundt i grønne oceaner? Og at det kulørte frihedsbudskab nok i virkeligheden var den ranglede Troels’ flugt væk fra pseudo-maoisterne i Nordkøbenhavn, kunne hans fans ikke vide noget om dengang.
Under alle omstændigheder blev min far socialdemokrat fra det øjeblik, Anker Jørgensen trådte ind på de blanke mosaikker, statsministeren med bopæl på Vesterbro. Anker var arbejder og fagforeningsmand og ikke en kuldsejlet funktionær som min far. Det var den perfekte mulighed for at dyrke noget langt væk fra og højere end det jyske lavland.
En dag vågnede far imidlertid op uden en eneste af sine bekymringer. Alle sikringer i hans hovede var sprunget, og i den grød, som hjerneblødningen levnede, flød kun få bortløbne minder og tanker. Han levede ti år efter hjerneblødningen og lå til slut på plejehjem, hvor savsmuldstapetet var rammefortællingen, dét, hans skulder strejfede, hvis han vendte sig i sengen om natten.
Få år før han døde, var der kommunevalg, og en af de ansatte på plejehjemmet mente, at min far skulle stemme, selvom han var hjerneskadet. Han fungerede trods alt som skoleinspektør, da han blev syg, lød argumentet.
Derfor endte min far med at sætte sit sidste kryds ud for det Radikale Venstre, det parti, som den ihærdige plejehjemsassistent forestillede sig, at han ville stemme på. Hun holdt hans hånd om blyanten, hele stemmeboksen må have rystet på grund af kørestolen og min fars forsøg på at flå forhænget ned.
Far var ikke radikal, han var socialdemokrat sammen med Anker Jørgensen. Da Anker døde forleden, 93 år gammel, tænkte jeg på den uforløste flipper i Østjylland. Skoleinspektøren, som følte, han burde være noget andet og mere, men aldrig fik muligheden.
Jeg sætter hans rigtige kryds næste gang. Ingen skal nogensinde holde min hånd om blyanten.