Udgivet d. 6. marts, 2016
Kl. 5.10 bliver jeg vækket af skridt i gangen, taktfaste og energiske, men med bløde sko. Igen får jeg dårlig samvittighed over noget diffust, noget jeg har forsømt eller fortrængt.
Jeg spekulerer på, om nonnerne ser tv, før de falder i søvn. Om de sidder med alt for store, raslende fjernbetjeninger og knapper sig vej gennem Berlusconis kanaler. Tænker de deres ved synet af påsatte hårlokker, øjenvipper og bryster?
De læser nok snarere – passager i evangeliet og bøger fra klosterets skriptori, hvor ingen bogrygge er flossede på den uansvarlige måde, men bladguldet er væk, drysset ned i en revne fra et andet årtusinde.
Eller måske beder de dagens sidste bøn. For sig selv. Med hovedbeklædningen foldet sammen på værelsets eneste bord, håret blødt på skuldrene, knælende ved siden af håndvasken med sæbeskål og stumper af et stykke Nivea-sæbe, neglebørsten, den kogte klud og håndklædet.
Men dybest set aner jeg ingenting om disse mennesker. Jeg er bare turist, hotelgæst på et ombygget kloster midt i Rom.
Nonnerne bor og arbejder her stadig, og den gamle kirke er en del af ejendommen. Tidligt om morgenen, før morgenmaden serveres til gæsterne i det store, kolde rum ved siden af receptionen, står døren til kirkebygningen på klem, og man kan lytte til sang fra messen. Lyse, opstigende kvindestemmer og præstens tørre hengivenhed kastes tilbage fra stenmure og marmorgulve med slæbespor fra århundreders hænder, fødder og knæ.
Føler præsten og nonnerne noget for de latinske ord? Lytter til dem, sådan rigtigt? Eller har Guds flok et verdsligt spor kørende i baghovedet, en absence med glimt af andre menneskers hverdag, som de flovt griber sig selv i?
Jeg tror, at de døde sprogremser er en del af deres daglige ud- og indånding, ligesom andre menneskers rygepauser på arbejdspladsens parkeringsplads. Det er ikke en nærværende handlinger, bare noget, de gør.
Bønnerne er asketiske, middelalderlige udgaver af vores morgenrutiner: Vi tjekker telefonen, laver en kop nescafe, tjekker telefonen, går i bad, kommer i tøjet, tjekker telefonen, børster tænder, går ned til metroen, tjekker telefonen.
Måske drages de ind i mellem af vores livsførsel, men nok i mindre grad, end vi bilder os ind.
Uden for murene skramler torvet med sin brostensbelægning. Det lille springvand lokker folk til vikårligt at sætte sig på kanten, her er amerikanske turister og enkelte romere, de albanske gadesælgere cirkler som pryglede hunde i periferien.
Et moderne menneske er pisket til at forholde sig til livet herude, selvom det er beskidt, larmende og kørt i sænk. Rom er én stor, dampende påmindelse om, at civilisationer forstøver. Cirkus Maximus, der for 2000 år siden rummede 200.000 opgejlede tilskuere, er i dag en klodset græstarm midt i metropolen.
Italien strækker sig ned i Middelhavet, som om landet vil gribe ud efter de gyldne handelsrejsende fra oldtidens Karthago, men de mennesker, der sejler den vej i dag, er forarmede og på flugt. Vatikanet vogter stadig over Petrus-embedet og sine sære, depraverede landegrænser, men de uhyggeligt vellignende apostelstatuer i verdens største kirke ser ud til at kede sig.
Jeg har ofte tænkt, at overgivelse til religiøsitet er den eneste mulighed for at få fred, hvis man da ikke ligefrem lægger sig til at dø midt i det hele. Det må være den ultimative genstart af nervesystemet. Den nemme udvej, fordi skiltningen på resten af ruten er tydelig og let at navigere efter.
Nonner og præster er frie i den forstand, at de ikke skal bekymre sig om væsener, de selv har skabt eller er en del af. De vil aldrig opleve den ubegribelige smerte at gøre andre ulykkelige på grund af deres valg, at forlade og blive forladt, svigte og blive svigtet.
Gud er ikke en 12-årig datter, der græder sig i søvn et helt år, fordi hun bliver mobbet hver dag. Eller en fortabt eksmand, som troede, han skulle leve resten af livet med en.
Gud kan ikke mobbes, Gud bliver ikke skilt.
Jeg vågner ofte og tænker, at mine prioriteringer har været forkerte, at jeg ikke gør nok, at min eksistens kun rækker til den næste lønseddel og skolehjemsamtale. Måske knap til det sidste. Jeg er aldrig i ro, for der er hele tiden en urealiseret idé, som kommer i vejen. Næste uge, næste måned …
Den 40-årige nonne i hotelreceptionen har tilsyneladende ikke disse kvaler, hun ligner et udsovet barn. Huden er glat og uden pigmentskader, øjenbrynene uplukkede, øjenvipperne aldrig brudt af mascarabørster, hårgrænsen travl, men ikke løs.
Men hun er samtidig 900 år og får mig til at tænke på balsamerede biskopper. Da hun kigger henover den musegrå pc og dvæler ved mit svedende, sminkede ansigt, ser det et øjeblik ud, som om tørret dyrehud er spændt ud over hendes ansigt. Oldtidens pergament, en hinde af afmålt ligegyldighed. Hun dømmer mig ikke, leder ikke efter noget i mig. Jeg er bare endnu en krop, der står i vejen for lyset.
Jeg får den ondskabsfulde tanke, at en nonne kan dø ung eller gammel, det gør ingen forskel. Hendes mål blev opfyldt i det øjeblik, hun deponerede sig selv i det evige arkiv af frelste.
Følelsen derefter er misundelse. Tænk at kunne stå op hver morgen og vide præcis, hvilken rolle man spiller. At være tjener for noget større, så man ikke behøver at kæmpe så hårdt for sin og andres eksistens.
Men næste morgen er det torvet, som vækker mig først: Fra mit hotelværelse kan jeg høre en enkelt scooter kratte asfalten op, mens de sydlandske spurve skændes i en vandpyt.
Da kirkeklokken kalder til morgenandagt, har jeg allerede tjekket min telefon tre gange og været i bad. Jeg vil ned til springvandet og drikke en dobbelt espresso, og så må bekymringerne komme i den rækkefølge, de nu engang gør.
Fra kirken flyder invitationen til syndforladelse og lys for enden af tunnellen. Det går op for mig, at den eneste, jeg nogensinde skal skrifte hos, er mig selv.