Udgivet d. 31. august, 2016
På denne mark under en himmel. Mursejlere ses i træk nordpå, flugt uden søvn eller tanker, bare fremdrift og frihed.
Hvis du var her. I marts 1918.
Soldaten lægger sig snart til at sove. Regnen af granater er så tung, at daggryet trækker sig tilbage, en rødmen, der fortryder og går ind i mørket igen.
Han er infanterist i 47th London Division og har sammen med 500 andre gravet sig ned i en braklagt kartoffelmark fyldt med perlehyacinther og kaninhuller.
Aftenen forinden arbejdede bataljonen tavse og sammenbidte med feltfæstningen. De kastede jord op i faner, gjorde klar til dræn, stødte spaderne mod et kuld kaninunger, smed en sæk over, greb moderen i bagbenene, vred nakken om på hende. De var sultne helt ind i marven, sulten rasler rundt mellem deres ribben nat og dag.
De engelske tropper befinder sig i den franske provins St. Quentin. Klokken er 6 om morgenen, han er 21 år og veteran.
Soldaten kommer pludselig i tanke om et scenetæppe, han blev viklet ind i under en skolekomedie om Cæsars Egypten. Han og to andre drenge fik rollerne som romerske legionærer, og opdraget var: Stå stille med rank ryg, se alvorlige ud.
Men en halv time inde i forestillingen gled den guldmalede blikhjelm med røde fjer ned over øjnene på ham, og han bøjede sit lille hovede bagover. Stadig blændet og med hjertets nævekamp i brystet mistede han kontakten til øjeblikket og klappede sammen. Scenetæppet blev revet med i faldet, og salen brusede over af voksnes latter. Den 10-årige Kleopatra begyndte at græde, lærernes mumlen tog til.
Drengen følte en skam så tung og trættende, at kun søvn virkede som en redning. Efter forestillingen fandt hans forældre ham sovende i regirummet, han sad lænet op ad et bøjlestativ, stadig med hjelmen foran ansigtet.
Sådan har han det også nu, overvældet af mørke. Det fuchsiafarvede scenetæppe i skolens auditorium er erstattet af granater. Soldaten er rædselslagen for at blive ramt i kæben og ikke dø med det samme, eller i maven, så han skal holde sine egne tarme, som en slagter holder et svins.
Han skammer sig over at ønske døden. Den har været omkring ham, under, over, i ham, så længe, at den er blevet til en ven, en mursejler, en perlehyacinth, en kaninfod.
Bragene fra Hindenburg-kanonerne er så uigennemtrængelige, at larmen alene kan dræbe. Englænderne indånder denne torden på samme måde som fosforgassen, de mærker den skurrende lyd af himmel, der rives over, og skrigene fra halse uden hoveder.
Soldaten har oplevet mange offensiver siden 1916, men ingen som denne. General Ludendorff og Tommyerne vil udradere de allierede én gang for alle. For at skaffe ammunition nok har den tyske hærkommando beordret tusinder af kirkeklokker omsmeltet, og det virker, som om jernet i sin nye form stadig kan ringe.
Da sker det, at den engelske soldat sammen med flere andre fra enheden lægger sig til at sove midt i angrebet. Hjelmen, der er for stor til hans lille hovede, glider ned over ansigtet, og han segner i græsset foran skyttegraven. Hans riffel svinger med, jorden omkring ham sprøjter af eksplosioner.
Perspektivet hæver sig, og vi ser et landskab af ophuggede jordvolde, militært udstyr og mennesker. Verdens største slag, Operation Michael opkaldt efter helgenen Sankt Michael, er tyskerne sidste krampetrækninger i foråret 1918 inden overgivelsen en halvt år efter.
Det første hug fra Michael er fire timers bombardement på engelske stillinger i Nordfrankrig, 1 million granater fra 10.000 tyske artillerikanoner, tusinder og atter tusinder af døde.
På den franske kartoffelmark mellem alle de dræbte drenge og unge mænd ligger en masse og sover. Efter to timers angreb er de blevet trætte. Ikke som tidligere efter lange perioder uden søvn, men på en sært afslappet, næsten glædesfyldt måde.
De unge kroppe reagerer på historiens værste krigsskue ved at tage en lur. Hvis ikke artilleriet overdøvede alt, ville man kunne høre dem snøfte i søvne.
Da den 21-årige veteran fra 47th London Division senere vågner på felthospitalet, står en sygeplejerske bøjet over ham og leder efter sår, mens hun klipper uniformen i strimler. Hun finder ingen, og det eneste, manden føler, er en skamfuld ro, som om han er dejligt udhvilet efter ti timers god søvn på sine forældres gård. Han mangler bare en kop te.
I Amiens opholder en ung og nævenyttig Winston Churchill sig i de allieredes kommunikationscenter. Der er cognac og lemonbisquits i officersbarakken, og han har sine kameluldstøfler med fra London. Churchill har været vågen siden kl. 4 og beskriver senere larmen fra den tyske offensiv som en dødssymfoni, der stiger og stiger i kraft. Han er allerede på det tidspunkt en begavet parlamentariker og krigsstrateg, hans dagbogsoptegnelser bliver historiens mest læste.
En ligeså ung, men allerede forbitret, Adolf Hitler sidder et andet sted, formentlig i Wien, og skriver i sin dagbog. Han har kæmpet for Bayern og ser alt smuldre nu. På trods af, at de tyske generaler henter en million soldater hjem fra Østfronten, og de bedste af de bedste sættes ind i planlægningen af det sidste slag – på trods af denne ultimative kampoffensiv mod de allierede. På trods af alt det er der ingen ægte national gejst. Bolsjevikkerne og blødsødenheden æder sig ind i det tyske samfund som mus i paneler, noterer han.
Churchill og Hitler slæbte Europas skæbne gennem to krige. Den ene vandt alt, den anden tabte endnu mere. Begge var de forblændede af ideen om unge mænds ufravigelige offervilje, og denne indbildning var nødvendig for at retfærdiggøre så mange millioner døde. De var dog begge bevidste om fænomenet ‘granatchok’, de overlevendes frygtelige indre kamp efter skyttegravskrigen – ikke mindst efter Operation Michael. Churchill gav rygdaskere til nedbrudte veteraner på sanatorier og landsteder rundt omkring i England. Hitler udnyttede de ødelagte sjæle med sin rasende demagogi i kaffesaloner og senere propaganda.
Men ingen af dem hørte nogensinde om sove-episoderne – den overraskende, næsten hypnotiske træthed, som overmandede tusindevis af infantarister midt på slagmarken og i flere tilfælde reddede deres liv.
Det var jo ikke noget, man pralede af som soldat, de fleste følte sig feje og dumme, og forklaringen var altid: Jeg blev slået bevidstløs.
Et halvt århundrede efter begyndte flere historikere dog at interessere sig for militærlægers optegnelser fra den tid, og man stødte på beretninger om soldater, der forvirret gav udtryk for at være faldet i søvn midt i kamphandlingerne – og endnu mere uforklarligt: De følte sig friske og klare i hovedet bagefter, som om de havde holdt en dejlig ferie. Mændene var overbeviste om, at noget eller nogen havde bedøvet dem. En af dem, en 19-årig fra Yorkshire, som havde befundet sig i det nordfranske helvede, blev ved med at påstå, at nogen havde skudt ham med en boltpistol i panden, ligesom når hans far neutraliserede grise hjemme på gården.
I årene efter St. Quentin blev den engelske soldat med det lille hovede ædt op af dårlig samvittighed. På trods af hans lange og tro tjeneste i divisionen fra London, følte han sig franarret muligheden for selv at vælge en udgang på krigen – i virkeligheden ville han hellere være død end leve med tankerne om at have ‘sovet over sig’.
Men da han i den næste store krig måtte sige farvel til sin egen søn, der ilede mod massedøden på stranden i Normandiet, forvandlede skammen sig til håb. Faderen håbede, at hans søn ville få samme mulighed for en dyb, beskyttende søvn på rette tid og sted.
Det fik sønnen måske, men han blev også dræbt, sovende eller vågen, under landgangen, mens mursejlerne slog flik flak i skyernes kant, jog væk fra stranden mod nord.
Fire minutter efter, sønnen havde betrådt fransk jord, blev han ramt i ansigtet af tysk morterild. Det tog ham tre timer at dø.
Hvis du var her. På denne strand. I juni 1944.