Udgivet i 2016
En romersk senator sidder i sit atrium år 42 f.kr. Det er forår, aften. Flokke af spanske spurve har slået lejr i bourgonvillaen. De rødviolette blomster flakser som fjer, og belægningen af Carrara-marmor køler hans fodsåler.
Hele atriet er lyst op af stenenes mælkehvide transparence. Som løftet om en lindring, der aldrig kommer.
Han har beordret alle til at forsvinde. Husslaverne trak sig uden indvendinger. Børn, hustru og hunde blev gennet med, børnene med tavs skæven til ham, hustruen mut, hans yndlings-hund pibende.
Selv vandet, der hver eftermiddag overrisler gårdhaven, er fordampet og har efterladt et spor af kalk. Ingen olielamper er tændt.
Han kan høre hvislen af koste, og duften af stegte sardiner når ham fra køkkenregionen.
Husets herre sidder foroverbøjet med albuerne på knæene. Den venstre hånd er knyttet så hårdt, at arrene fra års våbentræning træder gråt frem, i den højre håndflade ligger fire blå glasperler.
Han er træt af mennesker.
Perlerne i hans hånd, en anelse kantede, men med niveauer af kobolt og grønt som Middelhavet, blev bragt til Rom fra Nippur. De er mindst 1000 år gamle og får ham til at føle sig modløs, tung i den krop, som ellers altid har været parat.
Rom, der kan lugtes og høres gennem murene, er for ham kun en påmindelse om mænds ærgerrighed. Politiske intriger, hadske baghold, uretfærdige henrettelser, giftmord. Han kan mærke hver en voldshandling i halsen, som om alle skrig skriges gennem hans struberør.
For to dage siden slyngede han en beskidt kappe ud over sin tunika for at skjule senatets striber og skaffede sig en plads mellem de jævne tilskuere på Circus Romanums dårlige siddepladser uden skygge. Forårssolen skar sig diagonalt ind i øjnene og gjorde uldkappen til et fængsel. Nogen slagtede en høne på trinnet ved siden af ham, hovedet trillede hen og lagde sig til rette på hans venstre fod, fedtet, indrullet i sand og med to sorte, spørgende øjne, fjerene stod op i en skypumpe af hvidt og rødt. En glad kvinde stegte kræet i ildfad, lugten af hønseblod var velkommen i forhold til det, der ville komme.
Dagens forestilling på banerne handlede om slaget ved Cannae. Dog med et andet udfald end Hannibals sejr over den romerske hær. I dag skulle de barbariske karthagenere omsider udslettes. 100 sorte krigsfanger var udvalgt til slagtning i nærkamp eller flænsning af stridsvogne med påmonterede træpigge. De trådte nøgne, våbenløse og skelettynde ind i arenaen for at understrege Hannibals manglende kontrol over sine tropper. Enkelte af dem bar lændeklæder af eksotisk dyreskind og hatte med papegøjefjer.
Da skuespillet var slut, havde de 40.000 tilskuere overværet en stribe af koreograferede dødsfald, og ligene lå i en dynge ved kejserens æresplads, hvor to senatsmedlemmer sad og svedte ufravendt. Kvinden med hønen ristede planterødder.
Det gik op for ham, at han var frygtelig udmattet, en tilstand, der i øjeblikket følger ham som et stykke tøj døgnet rundt, selvom han ikke foretager sig noget særligt. Livet trækker ham i en ny retning, og han kæmper med sine efterrationaliseringer. Men endnu værre – de kvalmende forudanelser, der altid kommer i sekundet, før han falder i søvn.
De bringer billeder af krigsskuepladser oversået med nedstampede, livløse mænd, mænd med samme fortumlede ansigtsudtryk som dem, han har set i krige og arenaen. Lyshårede, mørkhårede, rødhårede mænd. Og drenge. Drenge med økser, drenge med hovedbeklædninger af koldt metal og ildspyende rør, lava i styrtregn fra himlen. Soldater, der graver sig selv ned i marker, hvor alt fryser til is, og selv græstuerne er bange.
Han har aldrig set så meget is i virkeligheden, måske en smule rimfrost på figentræerne om vinteren, en enkelt snebyge i et bjergpas, han måtte passere som infanterist. Men intet, der svarer til disse drømmesyn, hvor sne i bunker på størrelse med huse tørner sammen med tusinder af mænd.
Han ser, hvordan Rom krænger sin inderste materie ud og udsletter sig selv på få år. Han ser, hvor stor verden er, og hvor fortvivlende lille i hænderne på os.
Denne 56-årige mand ville give alt for at være identitetsløs og kunne blande sig i menneskemængden på byens markedsplads. Tænk at sno sig uset mellem boder med nyslagtede får og tørret vinterfrugt. Standse op og lade fingrene glide gennem såsæden i en kurv, mærke om kornene har den rette fasthed, om tørringen er lykkedes uden svampeangreb og gæring.
Han er berygtet som legionær, militærtribun og senatsmedlem, og hans beslutninger har haft indflydelse på alle borgere, ikke kun inden for Roms bygrænser, men over landområder, der strækker sig så langt mod verdenshjørnerne, at ikke engang han kan begribe omfanget af den romerske ekspansion.
Verdenshjørner. Han kender ikke udtrykket, hjørner eksisterer ikke i hans forestillinger om skovene, bjergene, dalene, markerne, floderne, byerne og havene.
Manden har dog en klar fornemmelse af, at himlen over ham er i bevægelse, at jorden under ham ligeså. Konsulernes egyptiske himmelrådgivere underviser byens spidser i solens mønstre og månens præcision, men senatoren har ikke haft brug for de lektioner. Han foretog selv en masse udregninger som ung jordejer, de fleste intuitivt. Ejendommen havde brug for en mere detaljeret tidsplan end ‘vi sår hirsen, når soluret og forvalteren siger det’, og han betragtede den rytme, som månens blege transformationer mumlede fra sit eksil.
De første høstsæsoner var ikke gode, men så fik han fabrikeret ti regnvandskar af ler, forbandt dem med kobberrør i et nøje planlagt net over markerne og begyndte at gøde med hønselort i stedet for hestepærer. Desuden noterede han sig skyernes bevægelser og former – og talte dagene før og efter særlige vejrhændelser. Da en af gårdens slaver fik den idé at bekæmpe svamp med mugne citroner i vandreservoiret, gik det fremad. Alle afgrøder gav godt i årevis, og han følte en stille tilfredsstillelse ved at løse håndgribelige problemer og forudsige de næste udfordringer.
Indtil en udsending fra Rom kom ridende på en blank og hysterisk hest og forlangte en gæld fra faderens tid indfriet. Den unge landmand skulle trænes op til soldat og tjene republikken. Det viste han sig også at være god til.
Han tæller lydløst perlerne: 0, 1, 2, 3. Her er officielt tre perler. Den nye, romerske kalender bygger på, at talrækken starter med 0. Det giver mulighed for at ensrette skatteinddrivelsen, så den ikke – som tidligere – falder hver fjerde, men tredje månecirkel. Mange embedsmænd i provinserne har udnyttet dette med tilbagevirkende kraft, og borgerne skal godtgøre.
Men her er fire perler. 1,2,3,4. Og han føler et stik i tindingen ved den erkendelse. Hvis man gør 0 aktivt, giver det fejl andre steder i rækken, og denne uro vil forplante sig til punkter i livet, der ikke bør rokkes ved.
Uden at vide det har manden fundet frem til den korrekte brug af skudår. Han har med en medfødt matematisk begavelse knækket koden, men aner det ikke. Der er kun en uforløst frustration tilbage dér, hvor visheden var.
Romeren har på recognosceringstogter set de enorme bygningsværker på flodsletterne i Mesopotamien. Stolte, brune templer med en aura og forvitring, der viser ubegribelig alderdom. De blev opført for så længe siden, at han kan mærke tiden presse mod og indefra brystet. Det foruroliger ham, at hans krigsbrødre og venner fra senatet, ja selv grækerne, er så lemfældige med den viden og historie, der ligger lige foran dem.
Her er fire perler.
Det fattede tempelbyggerne for tusinder af generationer siden. Han forestiller sig, at de mest nysgerrige om natten klatrede op på øverste trin af pyramiden, satte sig, bøjede nakken bagover og lyttede til stjernehimlens helt praktiske fortælling. Tænkte, at det forpligtede at tænke.
Der var ikke én eneste guddommelig idé i disse nætter. Kun klodens mest avancerede hjerner i arbejde.
Romeren opdager, at hans yndlings-hund har sneget sig tilbage i gårdhaven og nu ligger ved bassinet, hvor en usædvanligt stor guldsmed berører vandoverfladen med hundrede vingeslag i sekundet. Insektet spreder gyldne, olierede cirkler i vandet, forlader os og møder kort efter sin skæbne i cypresserne langs den østvendte bymur.
Hundens ene øje er åbent og ser direkte på ham. Den sover med halvdelen af sit væsen, mens den anden halvdel altid er vågen for sin herre. Han sætter så uendelig meget pris på dette dyr – den eneste levende skabning, han slapper af sammen med.
Senatoren rejser sig og åbner en skindpose, der er bundet fast til hans bælte. Manden hælder forsigtigt de fire perler ned i den og tager i stedet en lille bronzefarvet flaske op. Han henter et fad, der er efterladt på et bord, og går over til havebassinet, fylder det med vand. Han sætter sig på hug ved siden af sin hund, der har rejst sig halvvejs op og strækker forbenene med et suk så velgørende, som kun hunde kan præstere dem. Tre røde dråber falder fra flasken og ned i fadet. Han blander med en finger og dumper ned på jorden med fadet i skødet.
Manden nulrer hundens øre og rækker den fadet, den drikker glad det hele. En gestus fra herren er altid god. Så sluger han selv resten af flaskens indhold og lægger sig i fosterstilling ved siden af dyret, som allerede har trækninger i rygmusklerne.