Udgivet d. 13. april, 2016
Sollyset i april har en ond klarhed over sig. Det er hvidt og ærligt. Alt ses pludselig tydeligere. Vinduesglas med fletværk fra nedbør. Støv på læderindbundne møntsamlinger, skæve læsebriller og den porcelænskop, som du efterlod på chatollet for tre år siden. Te er tørret ind som en flodaflejring ned over koppens malede 1600-tals-motiv. Et tehus balancerer på kanten af et bjerg, to damer i kimonoer og med papirsparaplyer kanter sig frem af en sti hugget i bjerget. De stoppes af det brune vand fra oven. Måske et jordskred. Blod.
Støv er i grunden det mest ligegyldige i verden.
Der er ikke meget varme at hente i strålerne, bortset fra i små nicher af læ. Hvis du sidder op ad en rolig, vertikal flade på et sammenfoldet tæppe, og solen har haft tid til at bearbejde fladen, kan du trække benene op under dig, flette fingrene omkring knæene og hvile. Det ville være bedre med en mur af sten, som kan opsamle varmen i lommer bag og omkring din krop. Men du har en dør af trælister og metalskinner, en skydedør, der er rustet og afskallet i tykke flager. Du har den, et tæppe og et trinbræt. Dit barn på skødet.
Du kan pludselig mærke, at I sandsynligvis overlever.
Hun har sin storesøsters søndagsfrakke på. Du gemte den under barakkens tagudhæng, og ved et mirakel blev den ikke fundet. Den er af marineblå uld og har stikninger ved lukning og krave. De forsølvede knapper er præget med Budapests våbenskjold, silkemærket i nakken og et brystlogo praler af skrædderens navn. Det var den fineste konfektionsbutik i byen, hvor du ofte købte silkestrømper, hermelinkåber og parisiske hatte, der blev fæstnet til håret med guldnåle.
Din datter har også en elfenbensfarvet sløjfe i håret. Båndet fandt du i frakkelommen, hvor storesøster havde proppet det trodsigt ned efter en lang eftermiddag med klaverundervisning i Vörösmarty.
Sløjfen dufter stadig af vanilje og mølkugler, men den lille nægtede først at tage den på, hun blev bange, da du begyndte at rede hendes hår med kolde fingre og vride båndet om tjavserne i højre side. Du var ikke engang selv klar over, hvorfor du gjorde pigen klar.
‘Der kommer nok snart nogen,’ hørte du dig selv sige ned i hendes hår. Hun sad bare med bøjet nakke og sine kuglehænder presset ind mod ribbenene.
Den polske kvinde i køjen over dig hviskede, at der skulle ske noget vigtigt, natten før I blev gennet ud til hovedporten. Kvinden havde fået et blomkålshoved og efterretninger af den lille vagt ved sydtårnet, han var glad for hende.
Du fortryder, at du skjulte frakken. Den store burde have haft ordentligt overtøj på den sidste dag – bortset fra, at du ikke ved, hvornår den sidste dag var, fordi de flyttede hende. Nok mandag eller tirsdag for to uger siden, der var noget i lyset, en gul dis i martsregnen.
Du gemte søndagsfrakken, fordi ingen måtte stjæle den, den skulle være klar til jeres hjemkomst.
Fredag d. 13. april 1945 på en jernebanestrækning udenfor byen Farsleben i Tyskland. Det knoldede, uforsonlige terræn skjuler næsten skinnerne, og fra skovbrynet ligner vognene en bunke legetøjstog, der er blevet skubbet af sporet, da barnet begyndte at kede sig.
Det er koldt for årstiden, omkring 5 grader, men vindstille, og solen søger ned i dalen, hvor enkelte øer af snepryd og anemoner blomstrer ved fyrretræerne. En flok skader sakser rundt i lav formation over marken. Det ser ud, som om der ligger nogle spredte bunker af opkradset jord eller måske kartoffelsække glemt af en bonde.
George Cross er commander på en kampvogn i 743rd Tank Battalion. Han er 24 og har ikke sovet et år, i hvert fald ikke mere end 20 minutter ad gangen. Alle i Dog Company har opøvet en evne til at koge søvnen ind, gøre den til en tæt, dødlignende tilstand, hvor alt er ligegyldigt, et billedløst fravær af tanker.
To år senere, da han ligger hjemme i sit soveværelse i Connecticut og lytter til træværkets mumlen, musenes redebygning bag gulvlisterne og livets torden mod sit bryst, savner han denne søvn mere end noget andet.
Tyk kaffe i bunden af et blikkrus og cigaretter gør aprildagen tålelig, og George Cross føler for første gang i månedsvis noget andet end tæt udmattelse. Der har ikke været hårde kampe i de sidste to byer, og bataljonens tre uger lange fremrykning sammen med 30th Infantry Division fra Rhinen til Elben er næsten overstået. I dag befinder de sig tæt på Magdeburg på en rutinepatrulje, to tanks og Major Clarence Benjamin i en jeep forrest. De ved, at der kan gemme sig klynger af unge SS-folk i skoven, men der er samtidig opstået en fælles følelse, en slags konsensus, som handler om noget andet. Selvom nyheden om Roosevelts død netop er nået frem til tropperne, kan amerikanerne ane et nyt skær i horisonten, de blev ikke dumpet forgæves på den rasende strand i juni sidste år.
Med ét stopper majorens jeep, og den høje mand træder uforvarent ud og stiller sig øverst på en skråning. Der mosles rundt i kampvognen under George Cross, som sidder med maskinpistol og overkrop i det fri. Han hæver sig forvirret op i armene for at se, hvad Benjamin har fået øje på, forstår ikke den pludselige uforsigtighed. Så ser han dem. Kartoffelsækkene og jordbunkerne fra marken har rejst sig og er begyndt at gå imod dem, som en skyggedrøm, et ludende mareridt af en procession, og bag den flere bevægelser ved rækken af kreaturvogne.
Cross hopper ned og gør majoren selskab ved skråningen, Benjamin har sit kamera om halsen, han hæver det, hvilket får flokken til at standse rædselslagent.
‘No, it’s okay, we are Americans,’ siger Clarence Benjamin lavmælt, som om han frygter at forskrække disse mennesker yderligere. Disse mennesker.
Et kvinde og et barn går forrest, kvindens ansigtsudtryk er en blanding af vantro og hysterisk glæde, barnet lader sig apatisk slæbe afsted, en pige med stivet frakke og sløjfe i håret, som en vandskadet dukke, nogen har glemt i et skur, men i sidste øjeblik fået stadset op. Bag mor og barn løfter en skeletkvinde armene og hoster en hulbrystet latter ud, George Cross aldrig glemmer. Hendes ansigt er blåt og kantet, hænderne fægtende, blege som undslupne natsværmere. ‘Der kommer nogen,’ siger du til din datter ved synet af jeepen oppe ved vejen. Hun er døset hen og vil ikke engang spise det stykke blomkål, du vristede ud af den polske kvindes hånd, da I havde stået op i fire døgn i togvognen.
Tiden opfører sig pludselig mærkeligt. Du får pigen skubbet op at stå, og I rejser jer fra trinbrættet, men det føles, som om der går en time, inden du retter dig ud og kigger opad, en svale pifter henover marken, du ser din mands ansigt, da sollyset fremkalder en prisme foran dine øjne, han siger undskyld, og du tænker, at dette alligevel er døden, men så står du øverst på bakken foran to unge mænd, de er sært forlegne, nærmest som generte drenge hjemme fra gaden, bare med bredere kæber og lysere øjne. Den ene taber sin cigaret ud af mundvigen, den lander på hans støvle, bliver liggende og gløder fint.
Du når at tænke, om de persiske tæpper hjemme i lejligheden er blevet rullet pænt sammen, de bleges af sollyset, hvis man ikke sørger for at trække gardinerne for midt på dagen.
Men jo, der kommer nok nogen og ser til lejligheden.
Fotoet øverst er taget af Major Clarence Benjamin fra 743rd Tank Battalion. Der var mere end 2000 jøder stuvet sammen i de godt 40 vogne, som den amerikanske hær opdagede under en patrulje d. 13. april 1945 ud for Magdeburg. Cirka 700 børn. SS-vagterne havde rømmet stedet, fordi det engelske luftvåben fløj over området, og amerikanerne rykkede frem fra flere sider. Toget var på vej fra KZ-lejren Bergen-Belsen til Theresienstadt i nazisternes sidste forsøg på at få udryddet så mange som muligt, inden fjenden ankom. To uger før var Anne Frank død af tyfus i Bergen-Belsen, to uger senere begik Hitler selvmord i sin bunker.