UDGIVET FEBRUAR, 2014
Han er god at have ved hånden. Jeg kan trække ham frem, når jeg føler mig lille.
Han tager de stryg, der er tiltænkt os andre, og gåden om ham ligger i min bys nederste linje.
Historien bliver skrevet, før vi ved af det.
En dag i 4. klasse sker noget, som afsporer ham. Allerede på det tidspunkt er jeg lettet over, at det rammer ham, og at jeg nu har større sandsynlighed for at gå fri. Hændelsen bliver en af kommunens signaturer, på linje med hesteflænserne og præstekonen, der fik en damekæreste. Det er lidt som en rundkirke, et stykke historie, der ligger bastant midt i det hele.
En søndag aften i november kører en 16-årig sin motorcrosscykel udover en skrænt i grusgraven og får flere tons vejsalt, ral, lerjord og sand ned over sig i styrtet. Det er som kviksand fra Atacama-ørknen, bare farligere og tungere, og drengen bliver siddende på maskinen, mens dækkene arbejder sig vrælende nedad. Hans venner er der ikke, da det sker, de står ved hegnet ud mod hovedvejen og drikker en flaske snaps. Ikke hvilken som helst snaps, den med Conference-pæren, faderens trofæ.
En pære har i løbet af sommeren vokset sig stor og gul indeni en flaske snurret fast til en gren. Om efteråret klipper faderen den ned og hælder en god snaps på, den skal drikkes til jul, når sprutten har suget sødmen til sig. Men drengene stjæler den fra bryggerset, kæver det hele og smadrer den mod hegnet, så frugten ligger brunt og pløret i skårene. Senere brækker de sig samme sted, 300 meter fra skrænten. Bjarke og Tønne, hedder de. Tønne er tynd på en usund måde og bliver stavet forkert fra første klasse.
– Jeg slår jer ihjel
Først flere år efter kommer jeg i tanke om det med motorcrosscyklen. Han hang fast på den, sagde de. Hele vejen ned i den underjordiske dødsdrome. Men hvordan kunne de vide det? Han blev gravet ud i mørke og støvregn af sin skrigende far, ham med Conference-pæren, og var død, da ambulancen kom. Ingen så eller hørte noget, så hvordan opstod ideen om dødsøjeblikket?
Sikkert hos lillebroderen, der gik i min klasse. Han sad allerede på sin plads om mandagen, og smilede, hele dagen ét stort smil. Klasselærerinden blev paf og hentede viceskoleinspektøren ned for at fortælle om ulykken. Han svedte og så ud til at have grædt, der sad noget gult i hans overskæg. Jeg prøvede også at græde, men jeg havde ingen følelser, der kunne dirigeres den vej, og i øvrigt fik Ulla alles medlidenhed, fordi hun hulkede højt.
Lillebroderen smilede.
– Jeg slår jer ihjel, hvis I kommer til begravelsen, sagde han.
Viceskoleinspektøren skyndte sig hen til drengens bord og tog fat i hans overarm, og senere blev han hentet på kontoret af en onkel, som var kørt hele vejen fra København.
Lillebroderen boede på Amager i tre måneder, vi så ham kun til begravelsen, indtørret og trykket som en sulten mink. Havde han haft kræfterne, var vi blevet slået ihjel i kirken den dag. Det kunne jeg mærke, der var en stum vished omkring det mørke, der omsluttede den efterladte.
Efter ulykken i grusgraven blev lillebroderen ved med at være det, han var, lillebror. Han havde aldrig lavet fræsende dødssløjfer i natten eller stjålet voksnes spiritus, men han bar rundt på historien og blev som den uendelige tv-serie, hvor morderen aldrig bliver fanget.
Hans far og mor levede forholdsvist almindeligt videre, faderen drak vist for meget nogle år, og moderen holdt op med at gå til kor, men de inviterede til sølvbryllup i hallens festlokaler, Tønnes forældre var med, og pæretræet står der stadig.
Imens flakkede lillebroderen rundt, hans plads i klassen var ofte tom, og vi kunne ikke greje ham. Han blev set på kirkegården, i grusgraven, sågar midt på hovedvejen, men aldrig håndgribeligt til stede, hverken blandt børn, unge eller voksne. Da vi opførte Kalle Kodreng i skolens aula, var han vist nok indianer, eller måske halvdelen af et muldyr, men ingen ved det med sikkerhed. Han blev heller ikke højere, selv da alle andre drenge var brudt gennem hinderne og foldede skeletterne ud, selv da var han stadig klejn som en 10-årig. Mener jeg. Han stod på pigerækken, når klassefotoet skulle tages.
I min bevidsthed vil en grusgrav altid være en sort centrifuge, et sted, som kun eksisterer om vinteren for ungdomskriminelle og camouflerede selvmord. Jeg kan ikke huske, hvordan en rigtig grusgrav ser ud, selvom jeg som barn cyklede forbi den tusinde gange på vej til håndbold. Var der bjerge af grus? Buske, hjulspor? Blomster, der hvor han døde? Lillebroderen er i samme arkiv, et diset overspring og fastlåst i tid.
Han vandrede mellem os
Indtil jeg var i Tivoli sidste sommer og stod i kø ved Pariserhjulet med mine børn. Pludselig ser jeg en mand i vindjakke, jeans og dyre sneakers. Det er ikke usædvanligt i sig selv, men hans ansigt er.
Han har armen om en smuk kvinde med høj, korngul hestehale, vandfald af hår, og han holder en 6-7-årig pige i hånden. Hun har dansende Hello Kitty’er over det hele, ankelsokkerne, kjolen, rygsækken.
Familien er foran mig i køen, han vender sig om, da et andet barn hyler.
Lillebroderen er blevet voksen, hans ansigt er en mands med klare, fattede øjne og levende mimik.
Jeg forstår, at vi tog fejl. Det dunkle, vi påduttede ham, var en afledning. Han blev et fatamorgana, vi opfandt, måske af kedsomhed, måske af mangel på voksne. Han vandrede mellem os som en bekræftigelse af, at man kan skubbe døden over på andre, sy den fast på dem.
Nu står han der og er god og fin, og jeg går i stykker af at se på ham.