Udgivet d. 27. august, 2013
Da jeg trådte ind i rummet, lignede det til forveksling et kapel. Her var falske træpaneler og et blegt vinylgulv, der lugtede af brun sæbe. Harsk, men syngende rent. Der stod et kors på hylden og en gruppe tændte fyrfadslys, som sikkert var resterne af en juledekoration. Med størknet ler og vist også en grannål. Det var april.
Ingen vinduer, men til gengæld en dør, grå og blank, med et stålhåndtag. Døren måtte være en kulisse, for den førte ingen steder hen. Jeg forsøgte ikke at åbne den, jeg vidste bare, at alt var en illusion. Han lå der jo.
Det var min far, og nogen havde bildt mig ind, at jeg kunne se ham en sidste gang.
Det er for dårligt, at de går rundt og påstår det. At du kan se en person af dit eget kød og blod en sidste gang og sige farvel. Hvad er meningen? Der er ikke noget sidste farvel. Det eksisterer ikke som en kode eller et sprog.
Du går ind i en parallelverden, hvor ingen af menneskets nedarvede love eller fortællinger styrer. Der er ingen tegn eller dirigenter at støtte sig til.
Han holdt brystkassen i ro
Jeg satte mig ned på en af de falske stole og betragtede ham, rædselslagen for, at der pludselig ville komme en trækning i hans øjenkrog, og at en vippe ville bevæge sig, umærkeligt, men dog … sitre.
Jeg prøvede at holde vejret i en form for loyalitet, tænkte, at han måske anstrengte sig for ikke at bevæge sig og holde brystkassen i ro. Det må være hårdt at ligge og være død.
Jeg følte ingenting, absolut stilstand, jeg registrerede hans ansigtskulør, lys gul, huden på hans hænder, tør og for meget af den. Mine øjne skiftede fra blå til brune til grå og tilbage igen, jeg var ti år, jeg var en fugl. Ingen regler.
Det var ikke et kapel, men en mark overgroet af tab, uendeligt stor med en horisont af grumme, dybe dimensioner. Mange har tilbragt tid der, nogen bor der nærmest, og af meget værre årsager end mig, men fælles for os alle er, at vi er alene med oplevelsen af ikke-virkelighed.
At se en, man elsker, ligge og lege død, spille død, være død, er et kapitel for sig. Og se, jeg kan kun benytte en kliché, for hvad skal man gøre, når livet viser sig fra den side? Græde? Gråd er absurd og udmattende, når sorgen definerer hele din løse bagkant, din knækkede ramme.
Lettelse er også et ord. Han havde været syg i mange år, væk i endnu flere, men lettelsen inviterer altid en infam følgesvend med, skyldfølelsen, som hvisker, at du er et dårligt menneske. Hende, der undgik at sidde ved hans hospitalsseng og høre slim rasle i slanger og se læger danse forbi på gangene. Datteren, der brækkede sig på plejehjemmets toilet, da lugten fra kold sovs og pumpet kød og rød saft trængte ind på værelset og satte sig i savsmuldstapetet, som han skulle forsøge at sove op ad.
Da jeg gik ud af kapellet, skinnede solen som refleksionen fra milliarder af spejle, og Vestre Kirkegård var et nøjsomt sted med forårsblomster og folk på spadseretur.
Men jeg fik ikke sagt farvel. Det må blive en anden gang.