UDGIVET D. 12. NOV, 2013
Det var en 63-årig dame fra Kansas. Hun hed noget almindeligt, Ellen vist nok. Ellen og hendes mand blev enige om, at det stod skidt til med humøret. Det var i 1936.
Vi griner af det i dag. Hvem får den idé at jorde en issyl ind bag øjenhulerne på en hormonelt plaget forstadsfrue? Skære nervebanerne fra hjernens forreste del over og for altid kappe forbindelsen til den umedgørlige Ellen, der ligger og skvulper inde i fedtmassen.
Hun vågnede op på hospitalet og var ligeglad. Så var hun nok også uberørt af sin mand og sine børn og Anden Verdenskrig og progressiviteten i den vestlige verden. Hjernen stod nu i vaterpas.
En sjæl må ikke bo i mørke
Lægen, der opererede Ellen ud af Ellen, hed Freeman, og han var en pioner indenfor lobotomi, det hvide snit, som slet ikke var hvidt, for blodet kogte bag øjnene. Freeman kan vi kalde en køkkenbordskirurg, lidt for begejstret for det blanke i et blik. Han foretog de mest banebrydende operationer i skjorteærmer og med en bleg tilskuerskare fra fakulteterne. Ofte blev patienterne filmet forud for indgrebet. Man så dem sidde ved en lamineret bordplade i et skråt, gult lys – og græde, skrige, vende det hvide ud af øjnene. En af kvinderne forsøgte grinende at blotte sit bryst, og en mand i kittel skar ind i billedet fra højre og holdt et tæppe op foran hende.
Hvad er værst – psykisk smerte eller ingenting? Ellen kunne ikke give svaret, men noget siger mig, at en sjæl ikke må bo i mørke.
Virginia Wolf i den frosne flod
Omtrent samtidig gik Virginia Woolf rundt og havde det af helvede til i London. Hun var en mytisk figur draperet i tynde gevandter, ansigtet langt, teatralsk, som en lille hests, men det blev opfattet som aristokratisk dengang.
Woolf var ustabil og trak sig selv gennem mange sammenbrud, men eftertiden ser det som geniets omdrejningspunkt. Forfatteren var blevet rasende over glorificeringen, og hun markerede, at nok var nok, da hun druknede sig i en frosttung flod i 1941. På kanten til foråret og Hitlers deroute, sørgeligere fås ikke, og skam over dem, der forveksler hendes depressioner med skaberkraft. Det sidste kom før det første, og det første slog hende ihjel.
Jeg besøgte engang en person, jeg holder af, på den psykiatriske skadestue. Jeg gik ind af døren, der hverken svingede den ene eller den anden vej. Der var nubrede ruder som i ét stort badeværelse.
Skadestuen er delt op i en åben og en lukket afdeling, som dog har det til fælles, at personalet låser sig ind på stuerne om natten og tænder sparelys for at tjekke, om alt er, som det skal være.
Det er det ikke.
At afskære et menneske vejen
Her er en overrepræsentation af ældre kvinder og yngre mænd. Jeg tegner det hårdt op. Mænd lukker sig inde med deres forbandelser og bliver selvmedicinerede og selvforelskede og selvmorderiske før kvinder. Til gengæld har kvinder en formidabel evne til at flytte alt over på andre og holder skansen nogle flere år. Kvinder i 50’erne med gulnet aura, der fæstnes til tænderne. Mænd i 30’erne, der er eksalterede over ny medicin og en sangkarriere, de tror venter forude.
Jeg føler stor omsorg for dem alle, de kan ikke finde hjem, eller måske fandt de vejen for sent, da andre var flyttet ind.
I gamle dage havde et par af patienterne nok mærket Freemans håndelag. I Danmark var lægekollegierne tossede med ham og det på trods af, at de første operationer nærmest blev udført på stumfilm, så ingen borelyde trængte ud. Man foretog langt flere operationer på kvinder end på mænd, og det var mænd, der opererede. De første måtte lægge skalp til forsøg, som senere blev kemiske og langt mere stabiliserende. Du kan gøre dig tanker, det gør jeg, nogen skulle flyve, for at vi andre kunne gå. Og ind i mellem kan det være nødvendigt at afskære et menneske vejen. Se det, før det forsvinder.
Jeg så ham sidde det samme sted hver gang. Ude på terrassen, hvor der lød metallisk hundegøen fra villakvartererne på den anden side af omfartsvejen.
Hundegøen gør ondt, når den bæres med sommervind i flere etaper hen til dig. Først skal den over sin egen hæk, så gennem naboens staudebed, rundt om hans redskabsskur og videre gennem det 57 år gamle pæretræs krone. Der fra stiger den lodret op og rammer en måges bug. En hæs flaksen, en bisset hvepsesværm, og den tumler ned i patienternes solgård.
Han har hørt hunde gø tusinde gange, og ofte var det en glad og oprømt lyd, måske sprintede de sammen med børn i en sky af tørt grus og sand fra landsbyen og ned mod togstationen.
Han lyttede også til hunde om natten, men der gav de hals af en anden grund. Fra hus til hus, advarselsposter hele vejen op til familiens forhave. Fra bjergene lød der råb, ikke fra mennesker, men noget, der mindede om.
Nu sad han i solgården med en dynejakke over hospitalstøjet. Der var 23 grader og kun et par småtterier på himlen foruden junisolen. Han havde arabiske træk, alderen var fuldkommen umulig at fastsætte, han kunne være 35 eller 65. Han var barberet og havde kun sorte skygger på hagen. Og dybvandsgrave i resten af ansigtet. Fuger og trængsler så mørke, at sommeren gav op.
Flyt et øjeblik ind i det hoved
Han røg og spekulerede, ikke andet. Han drak ikke kaffe eller fik besøg.
En enkelt gang, da vi satte os i gården et par borde væk fra ham, rejste han sig stille og gik ind. En anden gang kom jeg til at trække en af plasticstolene hårdt henover betonfliserne, og det gav en krads lyd, som fik ham til at krumme ryggen og lyne dynejakken. Han var en anden type patient, og han hang kun lige netop sammen i en trevl oppe i frontallappen.
Jeg er sikker på, at han ville have sagt ja, hvis en læge var kommet forbi med kuglepenne i brystlommen, servile studerende bag sig, og havde tilbudt ham en hjerneamputation. Her og nu, med lokalbedøvelse, så han selv kunne følge med.
Jeg garanterer jer, at han var hoppet i floden, hvis der var en.
Flyt et øjeblik ind i det hoved. Der er kun hændelser med støv hvirvlet op af hunde og børn, der var hans. Øjnene ser udelukkende bagud, registrerer det, der foregår på huskefilen bag hulerne. Han er på tålt ophold i solgården og sin egen hukommelse. Ikke hjemme nogen steder, hverken her, der eller hos mennesker.
Han kan ikke bede os om at skære det væk eller lukke ham inde eller ude. Han kan ikke andet end at ryge cigaretter i det, der engang var solen.