Udgivet første gang i januar, 2014. Omskrevet.
For nogle år siden besøgte jeg museet Topographie des Terrors i Berlin. Det var ikke en fornøjelse. Udstillingen er nøgen og kuldslået, og man skal bekæmpe en konstant trang til at flygte fra den dokumentariske skildring af nazistpartiets ugerninger i 1930erne og -40erne.
Jeg holdt en pause ved et fotografi fra Polen i 1944. Det viser SS-officerer, som råhygger foran partiets ferieresidens, Solahütte, 30 kilometer fra rædslerne i Auschwitz-Birkenau.
En af de mest feststemte er Rudolf Höss, udryddelseslejrens kommandant.
I januar 2024, 80 år efter krigen, har filmen Zone of Interest premiere. Den afslører endnu mere groteske billeder – af Rudolf Höss’ private villa, der kun var adskilt fra koncentrationslejren af lidt murværk og en hel del ond ligegyldighed.
Lyset i fotografierne er blødt og venligt den dag, som en vennesæl slægtning på besøg. En slægtning, der nynner, mens han fortærer dig.
Han kanter sig ind i dit liv og foregiver at være en anden, end han er. Pakker dig ind i lovord om sommer og dans. Men lyset er falsk. Du ser kun det latente billede, synliggørelsen af noget endnu uset.
For det virkelige billede ligger lige nede ad landevejen. En harsk, fedtet røg fra skorstenene lader sig bære af julivinden til dine næsefløje.
Fotografi betyder netop lystegning, og naturligvis er ordet græsk. Grækerne kendte ikke den kemiske disponeringsproces i oldtiden, men deres begrebsverden var skræmmende højt udviklet. Skræmmende, fordi de tilsyneladende gjorde sig tanker om, at lys kan fotografere. Indkapsle øjeblikke og gemme dem til eftertidens bedømmelse.
Fotografiet, et tryllenummer
Det var to franskmænd, som ved hjælp af spruttende syre, kobberplader (og en dygtig brillemand i øvrigt) gjorde det umulige i 1840’erne. De sammensatte den heldige kombination af væsker, der sammen suger motiver til sig. Eller nærmere – lyset rundt om og gennem – motiverne.
I dag forekommer fotografiet stadig at være et tryllenummer. Daguerre, den ene af franskmændene, arbejdede da også som scenograf på et teater, og han legede med optisk bedrag. Kunne man snyde beskueren til at tro, at hun så noget, som ikke eksisterede … helt?
Solahütte-albummets rejse fra Tyskland til USA
Kort efter afslutningen på Anden Verdenskrig fandt en amerikansk efterretningsofficer, der boede i Tyskland, et album med mere end hundrede fotografier fra et nazist-refugie i Solahütte, Polen, en sund travetur fra Auschwitz-Birkenau.
Historien fortæller ikke meget om samlingens skæbne i årene derefter, men i 2007 blev de 116 fotos afleveret på United States Holocaust Memorial Museum, formentlig af en holocaust-overlevers familie.
Der findes kun få fotos fra Auschwitz fra tiden inden befrielsen i januar 1945. Lejr-ledelsen forbød fotografering, da det unægtelig ville skabe dårlig PR.
Vi har imidlertid set utallige fotografier af døde og knap overlevende koncentrations-fanger, lig i knoklede lag og metermål, der blev foreviget i de dage, hvor amerikanerne og russerne fandt lejrene. Synene er så umenneskelige og uforståelige, at mange mister evnen til at føle noget. Menneskets bevidsthed har det med at afstøde så voldsomme indtryk for at beskytte sig selv.
Solahütte-billederne er enestående, ganske enkelt fordi de eksisterer. Alarmen går i gang hos tilskueren, og vi kaster et ekstra blik på begivenhederne. Albummet er nemlig fyldt med liv og optimisme, vrangsiden til døden og afmagten i koncentrationslejren, og man får en nødvendig påmindelse. Undersøg det hér, glem det aldrig. Det skete.
Menneskehedens mest grusomme ansigter
Man kigger, igen og igen, på de glade ferierende i Solahütte, og hvert et smil, hver en fremskudt brystkasse og poserende ridebuks minder os om den anden side.
Fotografen var en tysk adjudant ved navn Karl Höckner, som af en eller anden grund fik amnesti efter Anden Verdenskrig. Måske fordi han overdrog sin bevisførelse for nazisternes fejring af lebensraum og endlösung til sejrherrerne.
Höckner døde som 88-årig i Tyskland, og det er tilladt at være forarget over hans blide skæbne. Men i det mindste brændte han ikke sin fotosamling, da de allierede rykkede ind, og nogle af menneskehedens mest grusomme ansigter er fremkaldt for evigt.
Fotografierne indeholder en parade af kendte nazister, spidserne i hierakiet. Man ser blandt andet kommandant Rudolf Höss, der gjorde det til sit speciale at presse så mange ungarske jøder som muligt gennem dødsmaskineriet. Og Dr. Josef Mengele, der foretog bestialske eksperimenter med fangerne.
Et af fotografierne er blevet udlånt til museet Topographie des Terrors i Berlin, som jeg har besøgt ved flere lejligheder. Hver gang bruger jeg ekstra tid ved dette lille sandhedsvidne. Det er et gruppebillede af SS-officerer, Mengele, soigneret og sirligt anlagt, Höss, velsmurt og leende med cerut og hele rigsregaliet.
Fraværet af myrdede menneskekroppe
Museet har valgt kun at vise det ene foto fra albummet med en nøgtern billedtekst, der angiver lokalitet, navne og årstal. Så kan vi selv regne resten ud, og udstillingens intention opnås:
Man bliver i første omgang nervøs for det, der ikke kan ses, som om man gøres medskyldig i uhyrlighederne ved at kigge på noget andet og fredeligere. Som om fotografiets fravær af myrdede menneskekroppe retfærdiggør den skrånende eftermiddagssol og får os til at døse.
Dernæst bliver man vred på museet. De kunne godt have forklaret, dissekeret, analyseret. Hængt flere billeder op, skrevet plancher om retssagerne efter krigen og de domme, nazisterne fik. Et foto af Rudolf Höss ved galgen i 1947 ville klæde fortællingen … tænker man. Han fik jo sin straf knap to år efter.
Men jeg forstår godt symbolikken i den enkle fremvisning, og jeg anerkender, at museet kræver tankevirksomhed af den besøgende. Det er trods alt et ‘dokumentations-center’, ikke en Spielberg-film.
Den 22. juli 1944
Så lad os gøre tankearbejdet, rejse tilbage til juli 1944. Vi lander foran en nuttet bjælkehytte, Solahütte i det sydlige Polen. Et landområde med sandede bakkeskråninger, fyrretræer i gruppekram og stier som lysegrønne smil i mellem. Vilde engblommer, svaler i styrt opad, humlebier tumlende ned.
En flok opvakte og friserede mennesker samles, og selvom fotografierne er sort-hvide, kan man se sommervarmen i måden, skyggerne falder på. Det er først på eftermiddagen. Skjorteærmer er foldet op over kontorbløde albuer, kvinders skørter lufter lige under knæene, lavendelskyllet hår falder frit. Der drikkes bayersk øl af flasker, en harmonika trækkes ud, alle fniser af støvet, som hvirvles op fra instrumentets blæsebælg.
I aften bliver skøn. Vi skal danse, flirte, fjante, se solen smelte ned over skovtykningen mod øst. Derovre hvor engdrag brænder ud. Og brænder ud.
Refugiet lå omkring 30 kilometer fra koncentrationslejren og fungerede som rekreation for – og bevis for påskønnelse af -SS-toppen og deres gæster, for eksempel de ivrige ‘hjælpedamer’. Ind i mellem blev lejr-vagter af lavere rang også inviteret, for eksempel, hvis de havde udmærket sig ved at skyde fanger på flugt i mørket.
Alle personer på billederne tager del i festlighederne. Kvinderne er tydeligt valgt efter udseende, ubeskrevne, friske og med kraftige lægge, som antyder, at de dyrker gymnastiske øvelser. I flok.
Hele set-up’et kunne være taget ud af en filmkarikatur på Anden Verdenskrig. For eksempel Tarantino, der virtuost iscenesætter verdens bedste skuespillere som nazister med latterlige accenter, gult hår og alt for lange tænder.
Men dette er ikke satire. Virkeligheden var faktisk endnu mere tragikomisk i sin ariske oppustethed.
Et halvt år før befrielsen
Den 22. juli, 1944, tog Karl Höckner ekstra mange billeder, sikkert fordi sommeren viste sig fra sin mest underskønne side, og der var mange notabiliteter til stede i Solahütte.
Med lidt god vilje kunne nazisterne lege, at festen foregik i Ørnereden, Hitlers sommerhus i Østrig, der blev anset som en af de mest idylliske steder i verden. Her blev herrefolket båret oppe af hinandens stråleglans og selve moder natur.
Det var et halvt år før befrielsen af Auschwitz-Birkenau, og tusindevis af ungarske jøder var netop blevet kremeret. Måske samme morgen.
Derfor ved vi også i dag, os, der har kronologien på vores side, at alle på de 116 fotos havde en vis viden om, hvad der fandt sted i kort afstand fra deres dugvåde øl, grinende harmonika og tætte liderlighed.
De vidste, hvad der skete, selv hjælpedamerne, der var uddannet telegrafister, og derfor skulle belønnes med en tur til Solahütte. Disse helferinnen kunne helt sikkert lugte sødmen fra de store ovne, når sommerbrisen bragte den henover markerne.
Men intet ses i deres ansigter. Ikke engang antydningen af en misbilligelse, et frygtsomt sideblik, en skikkelse, der står lidt for sig selv.
For helvede, jordens børn brænder lige foran jer, og I er stadig frokostsultne.
Frau Höss’ blomsterbede lå få meter fra kz-lejren
Det er flere år siden, jeg besøgte Topographie des Terrors i Berlin. Jeg skrev et lille indlæg til min blog om det efterfølgende, men der var flere fejl i, har jeg senere opdaget. En af dem var, at jeg blandede Rudolf Höss’ privatbolig sammen med villaen i Solahütte. Jeg troede, det var ét og samme sted, lidt pendling måtte Höss da have brug for.
Jeg havde simpelt hen ikke fantasi til at forestille mig, at Höss valgte at bo med sin familie i selve kz-lejren. ‘I’ skriver jeg, for ‘ved’ er ikke engang nok. Frau Höss’ saftige staudebede og vitamingrønne græsplæner lå få meter fra lejren, kun med nogle få undseelige mure som afspærring, og der har ikke været en plet på grunden, end ikke i selve huset, hvor man kunne skjule sig fra skrigene og lugten af ligafbrænding.
Alligevel fortsatte familiens hverdag, som om de boede i et almindeligt villakvarter for bedsteborgere.
Filmen Zone of Interest tager skridtet videre
I januar 2024 har filmen ‘Zone of Interest’ om netop denne historie premiere. Soundvenue fortæller om mesterinstruktørens mesterværk:
“Som en slags antitese til László Nemes’ ’Sauls søn’ kommer vi aldrig ind i selve kz-lejren. I stedet tilbringer vi langt størstedelen af spilletiden i Auschwitz-kommandanten Rudolf Höss (Christian Friedel) og hans hustru Hedwigs (Sandra Hüller) private hus og overdådige have, der ligger lige ved siden af.”
Jeg har endnu ikke set filmen, men den er på min bucketlist. ‘Zone of Interest’ anvender de samme visuelle tricks som museet i Berlin: Beskueren nærmest lammes af den fuldfede hygge, som nazisterne skabte, skulder mod skulder med holocaust. Ligegyldigheden og hånen var absolut kvalmende, og det gøres endnu værre ved at holde os fast i de pæne billeder.
Jeg har hørt, at filmens billedside er næsten ‘skrigende smuk’. Som et teatralsk mareridt af sukker.
