Udgivet i dec., 2014.
Minik Rosing gik engang rundt med hestehale, og det var ikke for at være smart, men snarere en af de frisurer, som opstår af glemsomhed. Ligegyldig distraktion, vil jeg kalde det, for Rosing glemmer ikke det vigtigste. Han husker hændelser, selv jorden har glemt. Geologen, for det er han, huggede en sten fri af fjeldet ved sin barndomsby, analyserede den og stod med en helt ny jordklode. Ny i forhold til vores billede af den – og meget ældre, end vi kan begribe.
Minik Rosing og et team af forskere beviste, at jorden blev levende langt tidligere end først antaget, og den viden er indlejret i en bjergart fra Isua på Vestgrønlands kyst. Materialet rummer 3,8 mia år, og det i sig selv er ikke sindsoprivende – planeten kunne jo have ligget i dvale som en tyst knold længe inden da. Men der er spor af fotosyntese i prøven, aminosyrer, som dansede til energien fra solen for næsten fire milliarder år siden. Der var liv længe før, det var meningen, og opdagelsen sendte chokbølger gennem den naturvidenskabelige verden. Du rykker ikke bare rundt på klodens fødselsdag, selv ikke, hvis du kan.
Bleg barnesol
Rapporten fra Grønland kom for få år siden, og selv amerikanske videnskabsmænd måtte bøje sig til slut. Stenen lod sig ikke modsige. Rosing, der er født på Grønland, mente, at beviset talte til ham om en mørk periode, hvor planeten lå ufølsom hen, indtil varmen fra en bleg barnesol punkterede membranen. Dengang var solen mild og ikke den brølende, uforsonlige kugle, vi kender i dag, så det krævede hårdt arbejde … Eller måske et mirakel? Videnskabsmanden tror ikke på det sidste i bibelsk forstand. For ham er alt åbenbaringer – af den slags, som kan og skal forklares.
Og for mig er det en befrielse at høre om gamle sten. Jeg læser geologens beretning fra Isua, hører ham fortælle i radioen om sin hjemegns tretåede måger, den krebsefarvede lav, amasetterne, der vælter i fede sølvstrømme ind i fjorden om foråret for at gyde. Man kan sænke en spand ned i vandet og fange hundredevis.
Det beroliger mig, fordi den naturvidenskabelige skabelsesberetning gør mig betydningsløs. Jeg kan begå fejl, jeg kan svigte, andre kan svigte mig, men det rokker ikke ved den store fortælling. Vi er biprodukter af det banale kemiforsøg, et svagt sollys satte i gang for milliarder af år siden. Jeg kan slappe af, som det lille nanosekund, jeg er.
Stødpuden Sicilien
Og skifte til en anden scene, Sicilien. Det er en skræmmende smuk ø, der på sin egen måde rummer menneskehedens indkogte dna. I dag er Sicilien kendt som et trodsigt bondesamfund, men det er samtidig et sted med spor fra mange af historiens største civilisationer. Mennesker fra næsten alle kulturer har hvilet ud på denne stødpude i Middelhavet. Oldtidens grækere, romere, karthagere, egyptere, byzantinere, persere, normanner, ulykkesfugle og lykkesmede fra hele jordkloden har i flere tusinde år gjort krav på Sicilien, ofte samtidig og i én stor kluddermor. Her har været alle tænkelige krige, men flere folkeslag er også bare kommet forbi med deres sejl af papyrus og hamp og har slået sig ned for en stund. Skibene ramte kystlinjen på et togt, og besætningen blev omgående betaget.
Siciliens landskab er temperamentsfuldt og skarpt, men intet er mere voldsomt end vulkanen Etna. Den rager tre kilometer op over øen og er konstant i udbrud. Evigt rasende og fast besluttet på forandring – fæstnet i samme kontinentalplader som Afrika, de bevæger sig under os i én uafbrudt vandring, hvadenten vi vil med eller ej.
En vulkan har en cyklus og kan destruere og genopbygge igen på imponerende kort tid. Den får kvalme, gylper orange magna op og brænder alt omkring sig på en nat. Men samtidig kultiverer den jorden, giver den friske mineraler, og plantelivet vender tilbage efter få måneder. Ingenting er for alvor tabt, for koden til liv ligger langt inde i bjerget, dér hvor vi mennesker heldigvis ingen adgang har.
Jeg har ofte tænkt på, hvorfor vulkanologer er så rolige, når de forudsiger udbrud og forklarer os, hvornår Yellowstone efter al sandsynlighed går amok og slynger sin ætsende vrede ud over det meste af USA. Men jeg tror, at det hænger sammen med indsigten, den nagelfaste viden. Vi kan hverken gøre fra eller til – det her er større end os, meget større, og vi har ingen mandater, konventioner eller restriktioner i forhold til vulkanen. Når Sicilien har tiltrukket så mange folkeslag gennem tiderne, er det netop på grund af Etnas overlegenhed. Før atmosfæren blev forurenet, kunne den rasende furie ses flere tusinde kilometer væk, og mennesker flaksede omkring den som selvmorderiske insekter om elpærer. De bøjede sig i støvet for den ultimative overmagt, og instinktivt vidste de, at hér var svaret.
I dag har de fleste af os glemt spørgsmålet. Eller vi tør ikke stille det. For hvad nu, hvis vi fik at vide, at vi er meningsløse? Tilfældige? Så hellere tro på Gud eller noget andet, som kan trøste.
Jeg finder derimod trøst i, at jeg er lillebitte. Et mat afspejling af en aminosyre, som fik ben at gå på. Jeg blev ikke skabt i Guds billede eller er efterkommer af hans søn. Jeg er lavet af sten, der er intet helligt ved mig. Dermed fralægger jeg mig ikke noget ansvar, tværtimod. Det er ikke en fribillet at være et kemiforsøg, for jeg er del af en større kædereaktion, og jeg kan ikke bare stå af.
Frøbanken på Svalbard
Og derfor slutter vi i den kolde del af verden. Svalbard i Norge, hvor et andet fjeld på kanten af polarhavet rummer kimen. Langt inde i klippemassen på øen Spitsbergen holdes temperaturen altid på minus 18 grader, og her i permafrosten ligger en af klodens frøbanker. Flere landes regeringer har deponeret vigtige frøsorter, op mod tre millioner af slagsen, som skal bevares til dårligere tider, og ‘dårligere tider’ kan ikke understreges for kraftigt. Depotet tages i brug den dag, jordens første halvleg er slut, og alt er væk. Efter en meteorkollision, en klimakatastrofe, en atomkrig. Når vulkanerne ikke kan hjælpe os mere, og vi er nødt til selv at genstarte planeten. Det er plan B i sin absolutte form, for klodens egen tilgang er for langsom for os.
Svalbard er et endnu mere ufremkommeligt og køligt sted end Isua. Over halvdelen af øgruppen er dækket af gletcher, og befolkningen klumper sammen langs kysten med den smule vegetation, der er. Frøbanken bliver kun besøgt af ganske få mennesker, forskere, regeringsledere, miljøforkæmpere, og alt de ser, er en grå-sort stålkappe, der skyder op af sneen og markerer indgangen til depotet med et isblåt, cirklende lys. Det er et koldt og nødvendigt sted, som alle burde kende, men ingen forhåbentlig får brug for. Inde i fjeldet våger bankboksene over arveanlæggene til Ugandas brune hvede og Nicaraguas sorte bønner. Danmarks flyvehavre, Norges hårdføre rug. Stålboksene i granitten viser vores helhjertede, men forsvindende lille, forsøg på at genskabe.
Det er på sin vis sørgeligt. Og en lettelse, for her begynder anden halvleg.
