UDGIVET OKTOBER, 2014
En mand er i radioen. Han har travlt, ordene løber i forvejen, han forsøger at indhente sig selv, men opgiver. Manden er læge og arbejder i Monrovia, Liberias hovedstad. Journalisten holder fast i sin professionelle stemme og spørger til situationen pt. Hvad forventes der af FN-topmødet i New York? Lægen undskylder den dårlige forbindelse, som om det er hans ansvar at holde tråden ren til studiet i København. Han svarer, men halvdelen af sætningen forsvinder i en høj skrabelyd, som fra en stol, der trækkes tungt hen over et betongulv. Derefter cikadesang, der fortæller om et åbent vindue og tusmørke, hvor den danske epidemiolog sidder.
Situationen er værre end beregnet, hører vi ham sige. Og til slut, inden telefonlinjen knækker:
– Tallet af døde er uden betydning. Det værste er foran os.
De mest standhaftige i dette sprukne helvede siges at være en orden af spanske nonner, som har holdt til i Liberia, siden landet blev døbt af frigivne slaver fra Amerika i 1840’erne. Her var en stemning af genvunden kontinentalt håb, af opblomstring, som dog gradvist formørkedes af europæernes slagsmål. Kolonimagterne flåede i de omkringliggende lande, blodet flød under 1. Verdenskrig, og så kom de interne stridigheder, der aldrig ser ud til at ophøre.
Men det havde intet med nonnerne at gøre. De blev sejlet, siden fløjet til Vestafrika, og har altid arbejdet med en sirlig og sært pragmatisk ro. Ingen bønner ved solopgang, men sang, masser af sang, og en stor viden om pædiatri og anlægning af brønde. Disse små damer ved instinktivt, hvordan epidemien folder sine tentakler ud i bræk og blod, og de kører selv kirkens landrovere ud i randområderne, hvor sygdommen ses som små, enlige sandaler og begravelsespladser i marken. Døden holder sig frisk, og et lig kan smitte i dagevis, men nonnerne har altid haft deres gang i landsbyerne og hjælper med at brænde kroppe, små som store. De får lov, fordi de bærer handsker på en anden måde end andre.
Troen på Gud gør det nemmere. Den spanske middelalderorden er et redskab, der tjener et større formål, og når de hvide dragter kommer vuggende som foldede servietter, trækker liberianerne vejret lettere. Det er en kile i historien, et sjældent amnesti hos katolske europæere, og hele miseren med Sierra Leone, den tunge arv er glemt, når de syge håndteres af disse tyste, farveløse kvinder.
Fragtet i et ilttelt til Madrid
En af ordenens præster blev smittet på det største hospital i hovedstaden, og han måtte fragtes i et gennemsigtigt ilttelt til Madrid, hvor han døde i august alene uden nogensinde at komme ud af plasticposen. Det var en lydtæt lit de parade med formummede embedsmænd fra sundhedsministeriet som eneste tilskuere. Præsten selv var brødebetynget over al furoren med den spanske stat og det dyre karantæneudstyr. Han ønskede at blive efterladt i bushen hos en familie, han kendte særlig godt efter 30 år i landet. Eller blot i deres indhegning, hvor der hverken var køer eller geder, men knoldet jord og nogle bastmåtter. Da de første symptomer startede, mavekramper og synsforstyrrelser, tog han et tæppe over skuldrene og begyndte at gå i retning af en ryddet plads syd for byen, hvor han havde spillet fodbold med drengene og en Worldcup-bold i ægte læder. Men fodbold er der ikke mere af, sygdommen springer med sveddråber, og præsten blev indhentet af et lægehold, der tvang ham tilbage til hospitalet, hvor den grædende mand senere blev behandlet med HIV-medicin.
Han græd ikke, fordi han skulle dø, men fordi det skulle ske i Spanien.
De nonner, der er tilknyttet samme hospital, sad tre uger i karantæne i kirkens skoleafdeling. De bad ikke en eneste gang. Bønner virker kun uden for kredsen, der hvor man vasker et andet menneskes brændende ansigt med afkølet grøn te, som en Røde Kors-koordinator har glemt i et skab. Hvor man håber, at personen kan dufte jasminblomst og mynte, inden hun dør.
I Danmark beder vi næsten aldrig.
Hvad skal det nytte? De fleste af os er troløse, vi er senmoderne mennesker med flere generationers oplyst frihed at trække på – og slumre i.
Men der skete noget, den decembernat Københavns broer sang højere og højere. Det var dramatisk og potent, som om vi blev set. Katte fløj, og trampoliner dansede rundt på villavejene. Stormen med det dumme konenavn pressede Østersøen ind i fjordene og løftede sejlrenden op over landeveje og sommerhushaver, noget lignende var ikke hændt i tusinde år, sagde metereologerne lykkeligt. Det var allerede storm nummer to den vinter, og vi var enige om at tage den alvorligt, betragte den som farlig. På en måde føltes det som endeligt at have en fællesnævner igen.
Der var måske alligevel en Gud, en tordnende galsindet fyr, som sad og konspirerede bag et læhegn, mens vandstanden i Roskilde Fjord hævede sig to meter op og trykkede mod Vikingeskibsmuseets vinduer. Presset blev større, time for time, og muren af vand var en påmindelse om, dengang vikingeskibene var sødygtige, men måtte overgive sig til en stormflod af samme styrke. For tusinde år siden, da en massiv egetræskøl og store kampesten ikke længere var nok til balancere et fartøj. Konservatorer fra Nationalmuseet kæmpede med fægtende lommelygter under plasticlagner for at beskytte det arkæologiske tømmer mod havvand. Strømmen gik, og vandet, der lænede sig op ad ruderne, reflekterede sig selv på væggene som i en stor, mørklagt montre. Ironisk nok var det værste, der kunne ske, at skibskroppene blev gendøbt i deres gamle element. Det skete ikke. Da Bodil var løjet af, og alle de tilstedeværende i regnslag og vaders dunkede hinanden i ryggene, stod skrogene fra jernalderen tørre og fine tilbage, og måske vil de eksistere i tusinde år mere. Eller to.
Vi fik en lille katastrofe foræret den nat. En anden tidsfornemmelse, en lille rift i historien. Dér, hvor orkanen blev døbt, og store kolde hænder kastede rundt med os, indtil vi opnåede målbar betydning. 36.1 meter i sekundet, højtryk på jagende hævntogt mod lavtryk op gennem Holland, Polen, Tyskland, Skandinavien og Storbritannien.
Tilbage var den gamle tid, hvor vi bare havde os selv og en hverdag uden verdenshistorie. Realtiden med små udslag og pulsen fra levende mennesker, der skal i bad og have tøj på.
En gul dødedans
Epidemien i Afrika er uendeligt mere aggressiv nu end ved tidligere udbrud, og de spanske nonner henter medicinske logbøger frem fra vitrineskabe. De har prøvet det før, i mindre målestok, deres forgængere har prøvet det, og de ved, at optegnelserne måske er nøglen. Foreløbig er hele gruppen gået fri af smitten, men kvinderne har taget kapperne af, og for første gang i hundrede år er kyske bomuldsstivere lagt på hylden. Glatte, sorte fletninger og grå pageklip ser dagens og Afrikas lys, og børnene ler af de nye, gamle damer. Pludselig kan man betragte deres flade bryster under t-shirts og fimrehår på støvhvide arme.
Men nonnerne må ikke længere have med de syge at gøre. Det er for risikabelt. De indkvarteres i en lille kontorbygning tæt på Monrovias største lufthavn, hvor privatchartrede amerikanske militærfly lander og letter med en hul drønen hver fjerde time døgnet rundt. Sundhedspersonale i biavlerdragter bevæger sig i slow motion frem og tilbage foran vinduerne i bygningen, som en gul dødedans for øjnene af de indelukkede.
Nonnerne beder omsider til Gud og får svaret, da en af dem begynder at svede koldt og kaster op i et kæmpe klask på vinylgulvet.
I Danmark er epidemiologen vendt tilbage til sit kontor på Artillerivej i København S. Han er forkølet, en afart af hans datters vuggestuepest, siger han til de andre i kantinen. Det er en påfaldende lun oktoberdag, så varmt har det danske klima ikke været i dekader. Lægen sidder ved sin pc og forbereder et møde med Udenrigsministeriets presseafdeling. Røde Kors venter ham senere. Han er nødt til at videregive sine indtryk og data fra Liberia, og han er enig med de amerikanske sundhedsorganisationers profeti: I januar vil der være 1,4 millioner smittede.
Et vindue står på klem, og persiennerne klaprer tørt i et pludseligt sus udefra.
Det trækker heldigvis op.