Udgivet i oktober, 2013
Der var kun tøj i kufferten.
En konstatering, der på en fredag i efteråret 2013 er mere blodfattig end skeletdele fra spiste dyr. Vi føler ikke engang lettelse.
Det skulle da lige være ham fra Ammunitionsrydningstjenesten, der blev kaldt ud til Asiatisk Plads kl.15.08. Han mærkede irritationen mellem skulderbladene, for satan, en time før weekend. Men han hægtede op i månedragten, flåede i velcroen og tænkte på R12, alvorlig brandfare.
Resten er historie. Eller knap, for kufferten var bare en kuffert, gamle Hans Knips bro blev åbnet igen og gav afløb for den opsvulmede fredag.
Jeg ville ønske, der havde været mere. Noget mystisk, et incitament. Måske en rulle teleprintede papirer med klodset skrift eller en plastickasse med Carmen Curlers. En dåse sæbebobler. Hvor langt kan en sæbeboble flyve, før den brister? Kan den rejse fra Knippelsbro og helt ud til Sluseholmen? Hvis der er den rette mængde glycerin i sæbevandet, og den har et stærkt regnbuespil i sin hinde.
Asiatisk Plads er et kedeligt sted i dag, stramt og tomt. Men hvis jeg stod på samme plet for nøjagtig 286 år siden, ville kedsomhed ikke være en mulighed. For da kunne jeg stå på kajen og betragte det brændende København på den anden side. Jeg ville befinde mig med ryggen mod handelsstræder og bindingsværkfacader og midt i lugten af urin og mosejord og fiskeslam og pludselig død. Klokken var 02, og røgen fra branden rev som det sygeste dyr.
Hvis jeg stod på Christianshavn natten til torsdag d. 21. oktober 1728, havde jeg vand mellem min krop og de vrælende djævlesøjler, der stod op fra bymidten. Ilden startede på et kornloft i en ejendom nær Rådhuspladsen, den skar gennem husenes spinkle trærammer og videre rundt i baggårde, der var forbundne som venekar. 70.000 mennesker levede sammen i en fedtholdig kube af svin, køer, halm, pindebrænde og gammelt lort, og flammerne kunne springe buk, hylende af grin, fra stråtag til stråtag. Det var en sag for Gud, mente nogle, og han ryddede bulen på 60 timer. 1600 bygninger lagt i sværtet ruin, og et par stykker blev oven i købet skudt i stykker med kanoner af angste og fulde soldater, som ikke vidste, hvad de skulle stille op. Uden vand, sammenhold eller meningsfulde ordrer.
Tycho Brahes globus brændte
Tycho Brahes globus brændte. Sammen med observatoriet på Rundetårn. Mennesker med trækvogne brændte, mens de forsøgte at mase sig igennem de smalle stræder. Fra sydvest blæste en kraftig vind, en stor blæsebælg, som pustede aggressiviteten ind i de alt for snævre gyder, hvor huse var som teaterkulisser, lette postulater.
Så kufferten foran Udenrigsministeriet var som alle andre. Dagen var dag, og manden med Rullemarie kunne tage hjem, endnu mere vrissen, for nu var der kødannelse ad motorvejen mod Køge. Kedsomhed, siger jeg.
Men jeg siger også, HVIS nu kufferten var en afledning og placeret af en årsag. Hvis Ammunitionsrydningstjenestens sure mand kørte sydover i Renault Clioen og sad i kø og hørte det altsammen i radioen, for sent, og satte sig til at græde med panden mod rattet på en rasteplads.
Hvis dyret vågnede, rejste med metroen fra Nørreport mod lufthavnen kl. 16.37. Og vi kiggede synkront op fra vores smartphones, fordi vi fik et stik i øjenkrogen, opfattede et lys og så boblen, alting, briste indefra. Måske ville nogen af os nå at se ham i øjnene, ham med rygsækken, et rasende feberblik og Gud på sin side. Som rydder bulen.
Hvor langt kan sæbebobler flyve?